Her finder du dagsordenen til næste regionsrådsmøde eller referatet fra det seneste møde. For at se referater fra tidligere møder, så vælg årstal og mødedato i den grå boks.

Ældre referater end der fremgår af denne side se 2007 

Regionsrådet

Se alle

  • Udvalg: regionsrådet
  • Mødedato: 31. januar, 2018 kl. 13:00
  • Mødested: Regionsrådssalen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed, der havde meldt afbud.

 

I stedet deltog stedfortræderne Louise Ahle, Birgitte Svenningsen og Johannes Lebech.

 

Erik Vinther forlod mødet kl. 15.05 under behandling af lukket punkt 2.

 

Mødet blev hævet kl. 15.40.


Sagnr.: 0-3-1-16

1. Godkendelse af forretningsorden for regionsrådet

Resume

Regionsrådets forretningsorden er blevet sprogligt revideret. Herudover er der foretaget konsekvensrettelser grundet ændret styreform.

Forretningsudvalget indstiller,

at forretningsorden for regionsrådet godkendes.


Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Regionsrådets forretningsorden fastlægger de nærmere regler for regionsrådets møder.

 

Forretningsordenen er rettet til, således at det fremgår, at der kan nedsættes både stående og midlertidige udvalg i Region Midtjylland.

 

Det reviderede udkast til forretningsorden indeholder herudover en række sproglige rettelser.

   

Som et bilag til forretningsordenen er vedlagt et bilag om spørgetid. Dette bilag er ligeledes blevet sprogligt revideret, ligesom der er foretaget en række rettelser, således at bilaget svarer til gældende praksis.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at forretningsorden for regionsrådet godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-00-1-18

2. Vedtagelse af mødeplan 2018 for regionsrådet

Resume

Der fremlægges forslag til mødeplan for ordinære møder i regionsrådet i 2018 samt forslag til datoer for temadage i 2018.

Forretningsudvalget indstiller,

at forslag til plan for ordinære møder og temadage for regionsrådet i 2018 godkendes.


Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Regionsrådet skal i henhold til regionslovens § 10 vedtage og offentliggøre en mødeplan for rådets ordinære møder. Der fremlægges forslag til mødeplan for ordinære møder i regionsrådet i 2018 samt forslag til datoer for temadage i 2018.

 

Regionsrådet

Onsdag den 31. januar 2018 kl. 13.00

Onsdag den 28. februar 2018 kl. 13.00

Tirsdag den 20. marts 2018 kl. 13.00

Onsdag den 25. april 2018 kl. 13.00

Onsdag den 30. maj 2018 kl. 13.00

Onsdag den 27. juni 2018 kl. 13.00

Onsdag den 22. august 2018 kl. 13.00

Onsdag den 26. september 2018 kl. 13.00

Onsdag den 31. oktober 2018 kl. 13.00

Onsdag den 28. november 2018 kl. 13.00

Onsdag den 19. december 2018 kl. 13.00.

 

Regionsrådsmøderne afholdes i regionsrådssalen, Regionshuset Viborg.

 

Efter ovenstående mødeplan holder regionsrådet 11 møder i 2018. Mødet i august er tilpasset tidsfrist for 1. behandling af budget 2019.

 

Temadage

Det foreslås, at regionsrådet afvikler 10 temadage i 2018, som afvikles som heldagsarrangementer. Derudover foreslås to møder til budgetseminar og budgetforligsdrøftelser.

 

Temadagene er i 2018 planlagt som en grundig introduktion til Region Midtjyllands opgaver og ansvarsområder.

 

Mandag den 19. februar 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 12. marts 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 16 april 2018 kl. 9.30-15.30

Torsdag den 24. maj 2018 kl. 9.30-16.30 (budgetseminar)

Mandag den 18. juni 2018 kl. 17.00-18.00

Mandag den 25. juni 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 13. august 2018 kl. 9.30-15.30

Tirsdag den 4. september 2018 kl. 13.00 (budgetforligsdrøftelse)

Mandag den 17. september 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 22. oktober 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 19. november 2018 kl. 9.30-15.30

Mandag den 10. december 2018 kl. 9.30-15.30.

 

Stående udvalg

I henhold til konstitueringsaftalen er det foreslået at nedsætte fire stående udvalg.

 

Mødeplanen for de stående udvalg vil blive forelagt til godkendelse på det første møde i de stående udvalg.

 

Øvrigt

Danske Regioner har planlagt introduktionsseminar den 25. og 26. januar 2018.

 

Danske Regioners generalforsamling i 2018 finder sted i Aarhus den 22. marts 2018 (med konference den 21. marts 2018).

 

Danske Regioner afholder kursus om sundhedsøkonomi den 17. og 24. maj 2018. Det planlægges, at et af kurserne afholdes i Region Midtjylland.

 

Der er planlagt folkemøde på Bornholm den 14.-17. juni 2018.

 

Der er planlagt budgetforligsdrøftelse den 4. september 2018 kl. 13.00.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at forslag til plan for ordinære møder og temadage for regionsrådet i 2018 godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 0-3-1-16

3. Godkendelse af delegerings- og kompetencefordelingsregler for valgperioden 2018-2021

Resume

Administrationen har revideret de gældende delegerings- og kompetencefordelingsregler, så de følger gældende lovgivning og praksis.

Forretningsudvalget indstiller,

at de reviderede delegerings- og kompetencefordelingsregler godkendes.


Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

"Delegerings- og kompetencefordelingsregler i Region Midtjylland” beskriver, hvorledes regionsrådet overordnet har valgt at fordele opgaven med at træffe beslutninger mellem det politiske niveau og det administrative niveau. Øvrige regler om kompetencefordeling, som f.eks. regionens bevillings- og kompetenceregler er således underordnet delegerings- og kompetencefordelingsreglerne.

 

I de reviderede delegerings- og kompetencefordelingsregler er der som følge af, at der i henhold til konstitueringsaftalen af 22. november 2017 er nedsat fire stående udvalg i Region Midtjylland, indsat en kolonne herom og indsat et "I" for indstillingskompetence for de stående udvalg ved en række punkter.

 

Herudover indeholder de reviderede delegerings- og kompetencefordelingsregler en række sproglige opdateringer samt ændringer og tilføjelser i henhold til gældende lovgivning og praksis.

 

Ændringer i forhold til de gældende regler er markeret i det vedlagte bilag. 

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede, 

at de reviderede delegerings- og kompetencefordelingsregler godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 0-3-1-16

4. Valg af medlemmer til og godkendelse af kommissorier for stående udvalg

Resume

Regionsrådet skal i henhold til styrelsesvedtægten for Region Midtjylland vælge regionsrådsmedlemmer til hvert af de stående udvalg. Kommissorier for de stående udvalg er ligeledes til godkendelse med denne sag. 

Forretningsudvalget indstiller,

at regionsrådet vælger 11 blandt sine medlemmer til hospitalsudvalget og 9 blandt sine medlemmer til henholdsvis psykiatri- og socialudvalget, udvalget for regional udvikling og udvalget for nære sundhedstilbud, og

 

at udkast til kommissorier for fire stående udvalg for henholdsvis hospitalsområdet, psykiatri- og socialområdet, regional udvikling og nære sundhedstilbud godkendes.

 

Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Ifølge styrelsesvedtægten for Region Midtjylland og konstitueringsaftalen af 22. november 2017 nedsætter regionsrådet fire stående udvalg. Hospitalsudvalget har 11 medlemmer, mens henholdsvis psykiatri- og socialudvalget, udvalget for regional udvikling og udvalget for nære sundhedstilbud alle har 9 medlemmer.

 

Valget af medlemmer til stående udvalg foretages som forholdstalsvalg efter reglerne i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

 

De stående udvalg konstituerer sig med formand og næstformænd og godkender forretningsorden på deres første møde i februar 2018.

 

Kommissorier

Der er udarbejdet vedlagte udkast til kommissorier for de fire stående udvalg med henblik på godkendelse.

 

Det bemærkes, at der på gruppeformandsmødet den 15. december 2017 er aftalt, at de fire stående udvalg på deres første møde i februar 2018 vil drøfte deres kommissorium og her have mulighed for at foreslå ændringer.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at regionsrådet vælger 11 blandt sine medlemmer til hospitalsudvalget og 9 blandt sine medlemmer til henholdsvis psykiatri- og socialudvalget, udvalget for regional udvikling og udvalget for nære sundhedstilbud, og

 

at udkast til kommissorier for fire stående udvalg for henholdsvis hospitalsområdet, psykiatri- og socialområdet, regional udvikling og nære sundhedstilbud godkendes.

Beslutning

Regionsrådet vedtog, at

 

Hospitalsudvalget består af følgende 11 medlemmer:

Henrik Gottlieb Hansen (A), Henrik Fjeldgaard (A), Birgit Christensen (A), Mette Valbjørn (A), Ib Bjerregaard (V), Jørgen Winther (V), Erik Vinther (V), Susanne Buch (F), Else Kayser (Ø), Nicolaj Bang (C) og Jakob Rixen (I).

 

Udvalg for Nære Sundhedstilbud består af følgende ni medlemmer:

Annette Roed (A), John G. Christensen (A), Rasmus Foged (Å), Else Kayser (Ø), Mikkel Rasmussen (P), Ulrich Fredberg (V), Finn Thranum (V), Christian Møller-Nielsen (V) og Lone Langballe (O).

 

Psykiatri- og Socialudvalget består af følgende ni medlemmer:

Jacob Isøe Klærke (F), Mikkel Rasmussen (P), Signe Sofie Lund Jensen (Ø), Lars Møller Pedersen (A), Ole Jepsen (A), Olav Nørgaard (V), Steen Jakobsen (V), Marianne Karlsmose (K) og Ole R. Andersen (O).

 

Udvalget for Regional Udvikling består af følgende ni medlemmer:

Jørgen Nørby (V), Carsten Kissmeyer (V), Arne Lægaard (V), Torben Nørregaard (V), Flemming Knudsen (A), Morten Flæng (A), Claus Kjeldsen (A), Hanne Roed (B) og Rasmus Foged Å),

 

at kommissorier for fire stående udvalg for henholdsvis hospitalsområdet, psykiatri- og socialområdet, regional udvikling og nære sundhedstilbud godkendes, og

 

at regionsrådet henvender sig til økonomi- og indenrigsministeren for at gøre opmærksom på, at de nuværende regler om generel inhabilitet afskærer en stor gruppe af offentligt ansatte ledere fra medlemskab af de stående udvalg i regionsrådet.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 0-3-1-16

5. Valg af medlemmer til og godkendelse af kommissorier og forretningsorden for fire midlertidige udvalg

Resume

Det foreslås, at der nedsættes fire midlertidige udvalg i 2018 samt at udvalgenes kommissorier og standardforretningsorden godkendes.

Forretningsudvalget indstiller,

at der nedsættes fire midlertidige udvalg i 2018 for henholdsvis kollektiv trafik, bæredygtig vækst, demokrati og inddragelse og værdibaseret styring,

 

at regionsrådet udpeger fem medlemmer samt formand og næstformand til hvert af de midlertidige udvalg,

 

at kommissorier for de fire midlertidige udvalg godkendes, idet der forud for regionsrådsmødet vedlægges et revideret kommissorium for udvalget om kollektiv trafik. Samtidig justeres kommissoriet for udvalget vedrørende demokrati og inddragelse, så udvalget skal drøfte metoder og kan udføre prøvehandlinger i samarbejde med andre politiske udvalg, og

 

at standardforretningsorden for de midlertidige udvalg godkendes.

Sagsfremstilling

Det foreslås, at der i henhold til styrelsesvedtægtens § 18 nedsættes fire midlertidige udvalg i 2018, og at regionsrådet udpeger i alt syv medlemmer, herunder formand og næstformand, til hvert af de midlertidige udvalg.

 

Nedsættelse af midlertidige udvalg i resten af valgperioden foreslås besluttet i forbindelse med budgetforligene i de pågældende år.

 

Kommissorier

Der er udarbejdet vedlagte udkast til kommissorier for de fire midlertidige udvalg, som beskriver udvalgenes arbejdsområder, afrapporteringsform og funktionsperiode. 

 

Kommissoriet for det midlertidige udvalg vedrørende demokrati og inddragelse er tilrettet i overensstemmelse med indstillingen fra forretningsudvalget.

 

Standardforretningsorden

Standardforretningsordenen fastlægger de nærmere regler for møderne i de midlertidige udvalg.

 

Det reviderede udkast til forretningsorden indeholder alene en række sproglige rettelser i forhold til den standardforretningsorden, som var gældende for midlertidige udvalg i seneste valgperiode.

 

Ændringer i forhold til standardforretningsordenen fra seneste valgperiode er markeret i det vedlagte bilag.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at der nedsættes fire midlertidige udvalg i 2018 for henholdsvis kollektiv trafik, bæredygtig vækst, demokrati og inddragelse og værdibaseret styring,

 

at regionsrådet udpeger fem medlemmer samt formand og næstformand til hvert af de midlertidige udvalg,

 

at kommissorier for de fire midlertidige udvalg godkendes, og

 

at standardforretningsorden for de midlertidige udvalg godkendes.

Beslutning

Regionsrådet vedtog,

 

at der nedsættes fire midlertidige udvalg i 2018 for henholdsvis kollektiv trafik, bæredygtig vækst, demokrati og inddragelse og værdibaseret styring,

 

Midlertidigt udvalg vedrørende kollektiv trafik består af følgende fem medlemmer:

Formand Niels Erik Iversen (A), næstformand Finn Thranum (V), Claus Kjeldsen (A), John G. Christensen (A), Christian Møller-Nielsen (V), Torben Nørregaard (V) og Mikkel Rasmussen (P).

 

Midlertidigt udvalg vedrørende bæredygtig vækst består af følgende fem medlemmer:

Formand Susanne Buch (F), næstformand Jørgen Nørby (V), Henrik Fjeldgaard (A), Lars Møller Pedersen (A), Marianne Carøe (A), Ib Bjerregaard (V) og Steen Jakobsen (V).

 

Midlertidigt udvalg vedrørende demokrati og inddragelse består af følgende fem medlemmer:

Formand Mette Valbjørn (A), næstformand Else Kayser (Ø), Annette Roed (A), Ole Jepsen (A), Dorte West (V), Olav Nørgaard (V) og Steen Jakobsen (V).

 

Midlertidigt udvalg vedrørende værdibaseret styring består af følgende fem medlemmer:

Formand Erik Vinther (V), næstformand Conny Jensen (A), Birgit Christensen (A), Marianne Carøe (A), Arne Lægaard (V), Ulrich Fredberg (V) og Hanne Roed (B),

 

at kommissorier for de fire midlertidige udvalg godkendes, og

 

at standardforretningsorden for de midlertidige udvalg godkendes.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 0-3-1-16

6. Udpegning af repræsentanter til varetagelse af hverv

Resume

Regionsrådet skal udpege en eller flere repræsentanter til en række bestyrelser mv. Der er derfor udarbejdet en hvervsoversigt, som angiver, hvilke bestyrelser mv. regionsrådet skal udpege til i indeværende valgperiode. Regionsrådet skal samtidig tage stilling til honorering af ikke-regionsrådsmedlemmer, der varetager et hverv på vegne af regionsrådet.

Forretningsudvalget indstiller,

at regionsrådet udpeger de repræsentanter til de udvalg og bestyrelser, som fremgår af hvervsoversigten,

 

at der ydes diæter til ikke-regionsrådsmedlemmer, der udpeges af regionsrådet til at varetage en bestyrelsespost i stedet for et regionsrådsmedlem, og

 

at formanden bemyndiges til at godkende indstillinger fra gruppeformændene om udpegninger til hverv, der er optaget i hvervsoversigten, men hvor udpegning endnu ikke har fundet sted.

Sagsfremstilling

Regionsrådet skal udpege en eller flere repræsentanter til at varetage hverv for Region Midtjylland. Administrationen har derfor udarbejdet en hvervsoversigt, hvor det fremgår, hvilke bestyrelser, udvalg mv. regionsrådet skal udpege til i indeværende valgperiode.

 

Regionsrådet besluttede på det konstituerende møde den 15. december 2017 en række udpegninger. Disse fremgår også af hvervsoversigten. Det drejer sig om udpegning til Vækstforum, Sundhedskoordinationsudvalget, bestyrelsen for Midttrafik, bestyrelsen for Midtjyske Jernbaner, bestyrelsen for Jysk Linnedservice og bestyrelsen for Letbanen I/S.

 

Regionsrådet skal på møde den 31. januar 2018 også udpege medlemmer til de Videnskabsetiske komitéer jævnfør særskilt sag på dagsordenen.  

Udbetaling af diæter

Udbetalingen af diæter kan være hjemlet i vedtægter, ældre bestyrelsesreferater m.m., og det har derfor ikke været muligt at fremskaffe relevante oplysninger for alle hvervene.  

 

Der skal gøres opmærksom på, at for hverv på institutioner, der er omfattet af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. (gymnasier, HF og VUC) samt erhvervsskoler, ingeniørhøjskoler og handelsskoleafdelinger, kan der ikke ydes vederlag til repræsentanter udpeget af regionsrådet, som tillige er medlemmer af regionsrådet. Dette gælder dog ikke for varetagelse af formands-/næstformandsposter.

 

Honorering af udpegede ikke-regionsrådsmedlemmer

Regionsrådet skal træffe beslutning om eventuel vederlæggelse af ikke-regionsrådsmedlemmer, der varetager et hverv på vegne af Region Midtjylland, jf. regionsrådets vederlagsregulativ § 19.

 

Det foreslås, at der, som i den forgange valgperiode, ydes diæter til de ikke-regionsrådsmedlemmer, der udpeges af regionsrådet til bestyrelser mv. i stedet for regionsrådsmedlemmer. Dette gælder dog ikke, hvis der udpeges ansatte i Region Midtjylland eller personer, der honoreres fra anden side.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at regionsrådet udpeger de repræsentanter til de udvalg og bestyrelser, som fremgår af hvervsoversigten,

 

at der ydes diæter til ikke-regionsrådsmedlemmer, der udpeges af regionsrådet til at varetage en bestyrelsespost i stedet for et regionsrådsmedlem, og

 

at formanden bemyndiges til at godkende indstillinger fra gruppeformændene om udpegninger til hverv, der er optaget i hvervsoversigten, men hvor udpegning endnu ikke har fundet sted.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-01-72-15-17

7. Udpegning af medlemmer til de videnskabsetiske komitéer i region Midtjylland

Resume

De Videnskabsetiske Komitéer for Region Midtjylland godkender i henhold til komitélovgivningen sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter. Komitéerne nedsættes af regionsrådet, der skal udpege komitéernes medlemmer med henblik på, at komitéerne kan konstituere sig i starten af 2018. Komitéerne i Region Midtjylland forventes at skulle behandle ca. 300 nye sager. Hver komité forventes at afholde 11 møder årligt.

Forretningsudvalget indstiller,

at der nedsættes to regionale videnskabsetiske komitéer i Region Midtjylland med hver 11 medlemmer og med tilhørende 22 suppleanter,

 

at der udpeges seks lægmedlemmer til hver af de to komitéer, hvoraf de tre er mænd og de tre kvinder,

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til at udpege 10 forskningsaktive medlemmer efter indstilling heraf fra Institut for Klinisk Medicin og fordelingen af medlemmerne i de to komiteer,

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til i valgperioden at godkende udskiftning af medlemmer, såfremt et medlem udtræder af en komité,

 

at komitéernes medlemmer modtager et årligt honorar i overensstemmelse med satserne i bekendtgørelse nr. 178 af 28. februar 2012 om indstilling af forskningsaktive medlemmer til de regionale videnskabsetiske komitéer og vederlag til medlemmer af de regionale komitéer § 2, stk. 2 og 3 samt at de ordinære medlemmer får mødediæter, og

 

at der indstilles to lægmedlemmer til National Videnskabsetisk Komité, og at regionsrådsformanden bemyndiges til at godkende indstillingen af to faglige medlemmer til National Videnskabsetisk Komité.

Sagsfremstilling

Opgaver

Efter komitéloven (lovbekendtgørelse nr. 1083 af 15. september 2017 om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter) nedsætter regionsrådene regionale videnskabsetiske komitéer. Et regionsråd kan nedsætte en eller flere komitéer inden for sit geografiske område. En komité kan også nedsættes af flere regionsråd.

 

En videnskabsetisk komité er et uafhængigt myndighedsudøvende organ og udfører sit arbejde på grundlag af komitéloven og forvaltningsloven.

 

Komitéens hovedopgave er at sikre, at sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter gennemføres videnskabsetisk forsvarligt, og at forsøgspersoner, der deltager i et sundhedsvidenskabeligt forskningsprojekt, beskyttes med hensyn til rettigheder, sikkerhed og velfærd samtidig med, at der skabes mulighed for udvikling af ny værdifuld viden.

 

Komitéen følger endvidere forskningsudviklingen på sundhedsområdet og virker for forståelsen af de etiske problemstillinger, som udviklingen kan medføre i forhold til sundhedsvæsenet og de sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer.

 

I perioden 2014-2017 har der været nedsat to regionale komitéer i Region Midtjylland med hver 11 medlemmer. Hver komité har afholdt 11 møder årligt og har på hvert møde behandlet ca. 14 sager.

 

Antal komitéer og medlemmer

Antallet af komitéer og medlemmer bestemmes af regionsrådet. Efter komitéloven skal der være mindst syv og højest 11 medlemmer i en komité.

 

Det indstilles, at der i den kommende valgperiode 2018-2022 nedsættes to videnskabsetiske komitéer i Region Midtjylland med hver 11 medlemmer.

 

Baggrunden er for det første det store arbejde, der pålægges det enkelte komitémedlem. Med to komitéer forventes hver komité at behandle ca. 150 nye sager årligt. Det betyder, at der i gennemsnit skal behandles 13-14 sager pr. komitémøde. Med 11 medlemmer i hver af de to komitéer kan forberedelsen af sagerne fordeles på flere.

 

For det andet er det af hensyn til komitéernes beslutningsdygtighed mest hensigtsmæssigt med 11 medlemmer, idet mindst halvdelen af de faglige medlemmer og mindst halvdelen af lægmedlemmerne skal være til stede, før en komité er beslutningsdygtig.

 

Krav til medlemmerne

Medlemmerne udpeges for fire år af gangen svarende til den regionale valgperiode og skal have tilknytning til den region, komitéen dækker. Genudpegning af medlemmer kan ske to gange. Der kan udpeges suppleanter.

 

Ved udpegningen skal sikres, at der om muligt i komitéerne kun er én mere af det ene køn end af det andet.

 

Med 22 medlemmer i alt fordelt på to komitéer skal 10 medlemmer (fem i hver komité) være aktive inden for den sundhedsvidenskabelige forskning. Disse udpeges af regionsrådet efter indstilling fra Institut for Klinisk Medicin.

 

Regionsrådet skal udpege 12 personer (seks i hver komité), der skal fungere som komitéens lægmedlemmer. Lægmedlemmerne må ikke have en sundhedsvidenskabelig uddannelse og ikke have en aktuel tilknytning til sundhedsprofessionerne.

 

Afgrænsningen betyder, at eksempelvis læger, tandlæger, farmaceuter og andre med en tilsvarende eller lignende sundhedsvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau af den grund er afskåret fra at virke som lægmedlem i komitéerne. Det er den pågældendes uddannelse, der er afgørende, og det er derfor udelukket, at eksempelvis en pensioneret læge kan virke som lægmedlem.

 

Som fagpersoner skal udpeges personer, der er aktive indenfor den sundhedsvidenskabelige forskning. 

 

Vederlag

Det indstilles, at komitéernes medlemmer modtager vederlag i overensstemmelse med satserne i bekendtgørelse nr. 178 af 28. februar 2012 om indstilling af forskningsaktive medlemmer til de regionale videnskabsetiske komitéer § 3, stk. 2.

 

Satserne er pt. 12.130 kr. årligt for ordinære medlemmer, 42.455 kr. årligt for hvervet som formand og 36.390 kr. for hvervet som næstformand.

 

Det indstilles endvidere, at ordinære medlemmer får mødediæter, jf. § 2, stk. 2. Medlemmerne af komitéerne modtager endvidere kørselsgodtgørelse.

 

Konstituering

De nuværende komitéer fortsætter deres arbejde, indtil konstitueringen af de to nye komitéer er på plads. Det forventes at ske i marts/april 2018.

 

Institut for Klinisk Medicin indstiller 10 personer, som er aktive indenfor den sundhedsvidenskabelige forskning som medlemmer af De Videnskabsetiske Komitéer for Region Midtjylland.

 

Det indstilles, at regionsrådet bemyndiger regionsrådsformanden til at udpege de indstillede fagpersoner samt godkender fordelingen af faglige medlemmer på de to komitéer. Fordelingen vil blive foretaget under hensyntagen til tidligere erfaring med komitéarbejdet, en hensigtsmæssig fordeling af faglige specialer og hensyntagen til, at der kun er én mere af det ene køn end af det andet i hver komité.

 

Det indstilles endvidere, at regionsrådsformanden bemyndiges til at godkende udskiftning af medlemmer undervejs i valgperioden, såfremt der bliver behov herfor. 

 

National Videnskabsetisk Komité

National Videnskabsetisk Komité nedsættes af sundhedsministeren.

 

National Videnskabsetisk Komité består af 13 medlemmer, hvoraf de fem udpeges af ministeren efter indstilling fra de enkelte regioner.

 

Region Midtjylland er af ministeren blevet anmodet om at indstille fire medlemmer til National Videnskabsetisk Komité – to forskningsaktive medlemmer og to lægmedlemmer. For at tilgodese ligestilling mellem mænd og kvinder er regionen blevet anmodet om at indstille medlemmer af begge køn.

 

Det indstilles, at der indstilles to lægmedlemmer til National Videnskabsetisk Komité, og at formanden bemyndiges til at godkende indstillingen af to forskningsaktive medlemmer efter drøftelse heraf på komitéernes konstituerende møder.

 

Det bemærkes, at kun én af de fire indstillede personer vil blive udpeget som medlem af National Videnskabsetisk Komité.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at der nedsættes to regionale videnskabsetiske komitéer i Region Midtjylland med hver 11 medlemmer og med tilhørende 22 suppleanter,

 

at der udpeges seks lægmedlemmer til hver af de to komitéer, hvoraf de tre er mænd og de tre kvinder,

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til at udpege 10 forskningsaktive medlemmer efter indstilling heraf fra Institut for Klinisk Medicin og fordelingen af medlemmerne i de to komiteer,

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til i valgperioden at godkende udskiftning af medlemmer, såfremt et medlem udtræder af en komité,

 

at komitéernes medlemmer modtager et årligt honorar i overensstemmelse med satserne i bekendtgørelse nr. 178 af 28. februar 2012 om indstilling af forskningsaktive medlemmer til de regionale videnskabsetiske komitéer og vederlag til medlemmer af de regionale komitéer § 2, stk. 2 og 3 samt at de ordinære medlemmer får mødediæter, og

 

at der indstilles to lægmedlemmer til National Videnskabsetisk Komité, og at regionsrådsformanden bemyndiges til at godkende indstillingen af to faglige medlemmer til National Videnskabsetisk Komité.

Beslutning

Regionsrådet vedtog,

 

at der nedsættes to regionale videnskabsetiske komitéer i Region Midtjylland med hver 11 medlemmer og med tilhørende 22 suppleanter,

 

at Steen Jakobsen (V) og Peter Meyhoff (Ø) vælges som næstformænd og Louise Ahle (V), Marianne Kirkegaard (V), Ole Kamp (V), Anne V. Kristensen (V), Palle Qvistgaard (V), Elisabet Skov Nielsen (K), Annette Roed (A), Henrik Fjeldgaard (A), og x (Å) vælges som menige medlemmer af en af de to Videnskabsetiske Komitéer.

 

at x (Ø), x (K), x (Å), x (V), Claus Kjeldsen (A), Birgit Christensen (A), Ib Bjerregaard (V), Dorte West (V), Arne Lægaard (V), Erik Vinther (V), Finn Thranum (V) og Aleksander Aagaard (V) vælges som suppleanter.

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til at udpege 10 forskningsaktive medlemmer efter indstilling heraf fra Institut for Klinisk Medicin og fordelingen af medlemmerne i de to komiteer,

 

at regionsrådsformanden bemyndiges til i valgperioden at godkende udskiftning af medlemmer, såfremt et medlem udtræder af en komité,

 

at komitéernes medlemmer modtager et årligt honorar i overensstemmelse med satserne i bekendtgørelse nr. 178 af 28. februar 2012 om indstilling af forskningsaktive medlemmer til de regionale videnskabsetiske komitéer og vederlag til medlemmer af de regionale komitéer § 2, stk. 2 og 3 samt at de ordinære medlemmer får mødediæter, og

 

at Steen Jakobsen (V) og Louise Ahle (V) indstilles til National Videnskabsetisk Komité, og regionsrådsformanden bemyndiges til at godkende indstillingen af to faglige medlemmer til National Videnskabsetisk Komité.

Sagnr.: 0-3-1-16

8. Godkendelse af bilag til vederlagsregulativet

Resume

Der forelægges bilag til vederlagsregulativet til godkendelse. Bilaget præciserer i hvilke tilfælde, der kan gives erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de af regionsrådets medlemmer, der har ansøgt herom.

Forretningsudvalget indstiller,

at bilag til vederlagsregulativet om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste godkendes.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland ændrer i 2018 styreform, idet der nedsættes både stående og midlertidige udvalg.  

 

Den ændrede styreform betyder, at der er brug for en præcisering af, hvornår der kan gives erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de regionsrådsmedlemmer, der har ansøgt herom. Reglerne er beskrevet nærmere i det vedhæftede bilag.

 

Bilaget præciserer de regler, der gælder for

 

  • møder i regionsrådet og udvalg
  • deltagelse i kurser, seminarer m.v.
  • møder i forbindelse med hverv, der udføres efter valg af regionsrådet
  • varetagelse af andre hverv.

 

Det beskrives endvidere, hvilke aktiviteter der ikke berettiger til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og de forhold, der gælder for 1. og 2. næstformand for regionsrådet.

 

Bilaget skal ses i forlængelse af det vederlagsregulativ med bilag om blandt andet kørsel, kurser m.m., som regionsrådet godkendte i december 2017.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at bilag til vederlagsregulativet om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-01-81-18-17

9. Godkendelse af kommissorier for bruger- og pårørendefora i valgperioden 2018-2021

Resume

Region Midtjylland har en række fora på bruger- og pårørendeområdet, hvis kommissorier hermed fremlægges til godkendelse.

Forretningsudvalget indstiller,

at kommissorium for patientinddragelsesudvalget godkendes,

 

at kommissorium for det regionale kontaktforum på psykiatriområdet godkendes, og

 

at kommissorium for det regionale kontaktforum på det regionale socialområde godkendes.


Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Regionsrådet har siden 2007 haft nedsat tre fora, som beskæftiger sig med bruger- og pårørendeområdet. Det drejer sig om det regionale kontaktforum på handicapområdet, det regionale kontaktforum på psykiatriområdet og sundhedsbrugerrådet. De regionale kontaktfora drøfter og udtaler sig om indholdet og udførelsen af den regionale virksomhed inden for henholdsvis psykiatri- og socialområdet. Sundhedsbrugerrådet er et debatskabende fora, som udtaler sig om emner indenfor det sammenhængende patientforløb mellem hospitaler, kommuner, almen praksis og behandlingspsykiatri. Herudover blev der i 2013 nedsat et lovpligtigt patientinddragelsesudvalg, således at der i sidste valgperiode både har været et sundhedsbrugerråd og et patientinddragelsesudvalg.

 

Patientinddragelsesudvalget 

Det foreslås, at Sundhedsbrugerrådet nedlægges, og at de sager, som ellers ville være rejst i sundhedsbrugerrådet, dagsordenssættes i det lovpligtige patientinddragelsesudvalg, hvis bekendtgørelse giver hjemmel hertil. Samtidig får patientinddragelsesudvalget et tættere samarbejde med relevante stående udvalg og med sundhedskoordinationsudvalget. Dermed sikres en bedre udnyttelse af medlemmernes tid og en tættere sammenhæng med de politiske fora på det somatiske område.

 

Der er på denne baggrund udarbejdet vedlagte kommissorium for patientinddragelsesudvalget.

 

Det bemærkes, at de udpegende organisationer i udpegningsprocessen vil blive opfordret til at udpege medlemmer, der repræsenterer både det somatiske og det psykiatriske sundhedsvæsen samt forskellige aldersgrupper.

 

Det regionale kontaktforum på psykiatriområdet

Det regionale kontaktforum på psykiatriområdet udvides i vedlagte kommissorium med to bruger- og pårørenderepræsentanter. Dermed får forummet samme antal bruger- og pårørendemedlemmer som kontaktforummet på det regionale socialområde.

  

Det regionale kontaktforum på det regionale socialområde

Det regionale kontaktforum på handicapområdet ændrer i vedlagte kommissorium navn til Det regionale kontaktforum på det regionale socialområde. Kontaktforummets opgavebeskrivelse ændres, og kontaktforummets bruger- og pårørenderepræsentanter udpeges, så de i højere grad afspejler de tilbud, som regionen driver. Dermed sikres en større sammenhæng mellem forummets drøftelser og de regionalt drevne tilbud på socialområdet.  

 

Tidsplan

31. januar 2018

Godkendelse af kommissorier i regionsrådet

Februar 2018

Indhentelse af navne på bruger- og pårørende-medlemmer

20. marts 2018

Udpegning af medlemmer til de tre fora, idet det bemærkes, at der for de to kontaktforas vedkommende også skal udpeges regionsrådsmedlemmer

April 2018 og frem

Første møder i nye fora

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at kommissorium for patientinddragelsesudvalget godkendes,

 

at kommissorium for det regionale kontaktforum på psykiatriområdet godkendes, og

 

at kommissorium for det regionale kontaktforum på det regionale socialområde godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-21-78-7-17

10. Udmøntning af omprioriteringsbidrag 2018

Resume

Økonomiaftalen for 2018 for regionerne indeholder et omprioriteringsbidrag på administrationen af sundhedsområdet på 1 %, svarende til 12,8 mio. kr. for Region Midtjylland. Administrationen har udarbejdet et forslag til udmøntning af omprioriteringsbidraget.

Forretningsudvalget indstiller,

Carsten Kissmeyer, Dorte West, Lone Langballe, Steen Thomsen, Hanne Roed og Jakob Rixen indstiller,

 

at kutymefridage for AC-gruppen mv. ophæves, og

 

at fordelingen af omprioriteringsbidraget for 2018 godkendes.


De øvrige medlemmer tog et foreløbigt forbehold.

Sagsfremstilling

Økonomiaftalen for 2018 for regionerne indeholder et omprioriteringsbidrag på administrationen af sundhedsområdet på 1 %. For Region Midtjylland er det opgjort til 12,8 mio. kr. Ved vedtagelsen af budgettet for 2018 blev omprioriteringsbidraget placeret på en central pulje til udmøntning på de enkelte hospitaler og centrale stabe.

 

Omprioriteringsbidraget foreslås udmøntet dels ved at inddrage kutymefridage for AC-gruppen mv. og dels ved en rammebesparelse på administrationerne på hospitalerne og centrale stabe.

 

Inddragelse af kutymefridage

I Viborg, Ringkøbing og Århus Amter var der overordnet en kutyme for, at AC-gruppen mv. havde fri den 24. og 31. december samt en halv fridag henholdsvis 1. maj og Grundlovsdag (5. juni). Ved dannelsen af Region Midtjylland blev det besluttet, at der ikke skulle ændres på kutymefridagene. Hospitalsenheden Horsens fastholdt dog praksis fra Vejle Amt, hvor der ikke var kutymefri på de nævnte dage. Ligeledes har der på nogle hospitaler ikke været kutymefridage den 1. maj og Grundlovsdag.

 

På baggrund af en voldgiftssag i 2017 i staten blev det afklaret, at det er muligt for arbejdsgiveren at ophæve kutymefridage, da der ikke er tale om en overenskomstmæssig ret.

 

En inddragelse af kutymefridage for AC-gruppen mv. vil betyde, at gruppen kan arbejde tre dage ekstra om året, svarende til en besparelse på lønbudgettet på 5,2 mio. kr. Forslaget om inddragelse af kutymefridage har været i høring i MED-systemet, og de indkomne høringssvar er vedlagt sagen.

 

En inddragelse af kutymefridage kan træde i kraft 1. maj 2018 og kan dermed have fuld effekt i 2018.

 

Rammebesparelse

Den resterende andel af omprioriteringsbidraget på 7,6 mio. kr. fordeles som en rammebesparelse fordelt 50/50 mellem hospitalerne og de centrale stabe. For hospitalerne fordeles rammebesparelsen ud fra det vedtagne bruttobudget 2018, mens det for stabene fordeles ud fra det vedtagne lønbudget 2018.

 

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at kutymefridage for AC-gruppen mv. ophæves, og

 

at fordelingen af omprioriteringsbidraget for 2018 godkendes.

Beslutning

Sagen blev udsat med henblik på, at direktionen tager en dialog med de faglige organisationer om forslaget vedrørende kutymefridage, før regionsrådet træffer endelig beslutning om udmøntning af omprioriteringsbidraget for 2018.

Sagnr.: 1-22-31-07

11. Regionshospitalet Horsens, Generalplan: Anlægsbevilling til Kvindehuset

Resume

Som en del af Generalplanen for Regionshospitalet Horsens er der prioriteret midler i Investeringsplanen til etablering af nye fysiske rammer for Afsnit for Mor og Barn (barselsafsnittet) i Kvindehuset. Der fremlægges projektforslag sammen med ansøgning om en anlægsbevilling på 12,5 mio. kr. (indeks 95,8). Bevillingen finansieres delvist ved overflytning af midler fra justeringsreserven under Generalplanen. Der orienteres samtidigt om overflytning fra justeringsreserven til delprojektet Nye Nord.

Forretningsudvalget indstiller,

at projektforslaget for Kvindehuset godkendes,

 

at Regionshospitalet Horsens gives en anlægsbevilling på 12,5 mio. kr. (indeks 95,8) i perioden 2018-2019 til at gennemføre anlægsprojektet i Kvindehuset,

 

at byggeprojektet udbydes som hovedentreprise i begrænset udbud uden prækvalifikation, med tildelingskriteriet laveste pris, og

 

at der gives bevilling og rådighedsbeløb jf. tabel 2.

Sagsfremstilling

Regionsrådet godkendte i april 2017 som en del af Generalplanen for Regionshospitalet Horsens en bevilling til udarbejdelse af projekt for etablering af barselsafsnit i Kvindehuset. Projektforslaget fremlægges nu til godkendelse.

 

Barselsafsnittet er i dag beliggende i utidssvarende lokaler, oprindeligt opført som patienthotel. Ved at flytte Barselsafsnittet til nye lokaler i Kvindehuset, kan der etableres 15 moderne barselsstuer, heraf kan de fire i spidsbelastninger rumme to mødre/børn, og den samlede kapacitet vil dermed blive øget fra 14 til 19 barslende. Flytningen muliggøres ved en rokade, hvor Sengeafsnit for Kvindesygdomme flyttes fra Kvindehuset til hospitalets nybyggede fløj, Nye Nord. Herefter kan Fødeafsnittet, Afsnit for Mor og Barn (barselsafsnittet), svangresenge og Fertilitetsklinikken samles i Kvindehuset, og der skabes tidssvarende fysiske rammer og et bedre patientflow.

 

Der er i forbindelse med projekteringen blevet justeret i forhold til de forudsætninger, som regionsrådet blev præsenteret for i april 2017. Det var forudsat, at der ud af de 15 barselsstuer skulle være fem, som kunne rumme to mødre/børn, og den samlede kapacitet i spidsbelastninger derfor var 20 barslende. Det har dog vist sig formålstjenligt i stedet at anvende areal til en større tele-stue, som anvendes til behandling af de mest syge børn, blandt andet via videoforbindelse til specialafdeling på Aarhus Universitetshospital. Tele-stuen bruges også til forberedelse af transport af nyfødte, hvor der skal være plads til flere specialistteams og forældre på stuen samtidigt. Ved at afsætte mere areal kan der i tele-stuen fremadrettet håndteres to børn samtidig, mod kun et barn i dag.

 

Det er ligeledes blevet prioriteret at udvide Fødeafsnittets kapacitet med en ekstra fødestue. Dermed øges Regionshospitalet Horsens' kapacitet til 2.500 fødsler årligt, hvilket er i tråd med forventningerne til et fortsat øget fødselstal i optageområdet i de kommende år. Ved gennemførelse af projektet råder Fødeafsnittet herefter over seks fødestuer, to stuer til modtagelse af fødende samt to to-sengsstuer til svangrepatienter fra Fødeafsnittet. Der bliver også fremadrettet mulighed for på fødegangen at skærme forældre, der har mistet et barn.

 

Designguide for hospitalsbyggeri

Projektets styregruppe har på basis af brugernes og arbejdsmiljøorganisationens anbefalinger godkendt mindre afvigelser fra regionens designguide for hospitalsbyggeri vedrørende indretning af badeværelser på niveau 1. Konkret drejer det sig om, at der i designguiden anbefales en bestemt placering af fast inventar samt en venderadius på 2,0 m for kørestole. For at kunne indrette med plads til puslebord på badeværelset er indretningen ændret, og venderadius er reduceret til lovkravet på 1,5 m.

 

Tidsplan

Projektet planlægges gennemført i 2018 og 2019.

 

Udbud

Anlægsprojektet udbydes som hovedentreprise i begrænset udbud uden prækvalifikation i overensstemmelse med regionens Byggeregulativ. Tildelingskriteriet vil være laveste pris.

 

Økonomi

Det fremgår af nedenstående tabel 1, at den samlede økonomi for projektet udgør 13,4 mio. kr. (indeks 95,8). Der er tidligere bevilget 0,9 mio. kr. (indeks 95,8) til at afholde udarbejdelse af dispositions- og projektforslag. Der tilbagestår således finansiering af 12,5 mio. kr. (indeks 95,8). Indeks-angivelsen referer til Byggeomkostningsindekset. Se bilag for nærmere forklaring om brugen af indeksering ved anlægsbevillinger.

 

 

Regionshospitalet Horsens gives derfor med godkendelsen af dette dagsordenspunkt en bevilling på 12,5 mio. kr. (indeks 95,8) til gennemførelse af anlægsprojekt i Kvindehuset. Bevillingen dækker sammen med tidligere bevillinger gennemførelsen af hele delprojektet. Justeringsreserven for Generalplanen kan afholde 3,7 mio. kr. (indeks 95,8). Justeringsreserven er finansieret af allerede afgivne bevillinger under Generalplanen. De resterende 9,0 mio. kr. (indeks 95,8) kan afholdes af midler prioriteret til Generalplanen i Investeringsplanen, som med denne sag bevilges til projektet.

 

Regionsrådet orienteres samtidig om overflytning af anlægsmidler fra Generalplanens Justeringsreserve til Nye Nord-bevilling. Der blev efter indgåelse af totalentreprisekontrakt på projektet overført anlægsmidler fra Nye Nord-bevillingen til Justeringsreserven. Efter kvalificering af budgettet for bygherreleverancer på Nye Nord-projektet vurderes det, at der er behov for at føre 7,3 mio. kr. (indeks 95,8) retur til den oprindelige bevilling til at afholde udgifter til blandt andet teknisk infrastruktur i bygningen samt ekstra el-forsyning. Jævnfør den godkendte styringsmanual for Generalplanen kan der overføres midler fra Justeringsreserven svarende til 5 % af budgettet til håndværkerudgifter og bygherreleverancer på et godkendt delprojekt. Nye Nord-bevillingen overholder ved den planlagte overførsel dette kriterium.

 

Bevillingsændringerne fremgår af nedenstående tabel 2. Når der tages højde for forskellen i indeks svarer bevillingen til indstillingen.

 

 

 

Med godkendelse af punkterne på denne dagsorden resterer der -16,1 mio. kr. i anlægspuljen i 2018. Der vil i forbindelse med aflæggelse af anlægsregnskaber og overførsel af uforbrugte anlægsmidler fra 2017 blive tilført anlægspuljen ca. 51 mio. kr. i 2018, hvorved puljen vil udgøre ca. 34,9 mio. kr. Der er derudover fortsat 45,7 mio. kr. på den centrale pulje til driftsanskaffelser i 2018. Der resterer således samlet ca. 80,6 mio. kr. uudmøntet i 2018 under Investeringsplanen.

 

Totaløkonomi

Der er i projektet indtænkt fleksibilitet, da der er mulighed for på sigt at etablere yderligere to barselsstuer ved at flytte et eksisterende ventilationsanlæg enten til tag eller kælder. Der er også fortsat mulighed for at udvide bygningen.

 

Sociale klausuler

Det er besluttet i Region Midtjylland, at der ved ordreindgåelse på anlægsprojekter med en forventet varighed på minimum seks måneder samt lønomkostninger på minimum 4 mio. kr. og/eller en kontraktværdi på minimum 10 mio. kr. skal stilles krav om et rimeligt antal lære- og praktikpladser hos entreprenøren, typisk 3-6 % af arbejdsstyrken. Dette for at fremme etableringen af lærepladser i håndværksfag m.m. Det skønnes, at dette projekt er under de økonomiske grænser.

 

Bæredygtighed

Der vil i den videre projektering blive arbejdet ud fra regionens Agenda 21.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at projektforslaget for Kvindehuset godkendes,

 

at Regionshospitalet Horsens gives en anlægsbevilling på 12,5 mio. kr. (indeks 95,8) i perioden 2018-2019 til at gennemføre anlægsprojektet i Kvindehuset,

 

at byggeprojektet udbydes som hovedentreprise i begrænset udbud uden prækvalifikation, med tildelingskriteriet laveste pris, og

 

at der gives bevilling og rådighedsbeløb jf. tabel 2.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-35-72-16-17

12. Regionsrådets svar til ministeren om Rigsrevisionens beretning om hospitalserhvervede infektioner

Resume

Rigsrevisionens beretning om forebyggelse af hospitalsinfektioner er afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger. Sundheds- og Ældreministeriet har derfor anmodet om en udtalelse fra regionsrådene til brug for udarbejdelse af en ministerredegørelse.

Forretningsudvalget indstiller,

at udkastet til udtalelse til ministeren godkendes, og

 

at området drøftes på et kommende møde i Hospitalsudvalget.

Sagsfremstilling

Rigsrevisionen indledte en forundersøgelse omkring hospitalserhvervede infektioner tilbage i efteråret 2016, hvilket førte til en egentlig undersøgelse med start i januar 2017, hvor Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenheden Vest blev udtaget som deltagende enheder i Region Midtjylland.

 

Formålet med undersøgelsen var at vurdere, om indsatsen for at forebygge hospitalserhvervede infektioner er tilstrækkelig. Det vurderes, at indsatsen er tilstrækkelig, hvis tre forhold er opnået; systematisk overvågning, god hygiejne og et rationelt antibiotikaforbrug.

 

Revisionsnotater og udkast til beretningen har været i høring i administrationen og på de to involverede hospitaler. Høringssvaret til udkast til beretningen har ligeledes været behandlet på direktionsmøde i september 2017. Den endelige beretning blev behandlet på statsrevisormødet den 15. november 2017, hvorefter den blev offentliggjort og fremsendt til Folketinget med statsrevisorernes bemærkninger.

 

Sundhedsministeren er på den baggrund blevet bedt om at afgive en redegørelse for de foranstaltninger og overvejelser, som beretningen giver anledning til. Ministeriet har derfor anmodet om en udtalelse til beretningen fra regionsrådene, jf. § 18, stk. 3, i lov om revisionen af statens regnskaber m.v.

 

I beretningen modtager Region Midtjylland kritik på følgende punkter:

 

  1. Manglende målsætning for antallet af hospitalserhvervede infektioner samt ikke at have gjort en tilstrækkelig indsats for at overvåge forekomsten af hospitalserhvervede infektioner.
  2. Dårlig målopfyldelse i forhold til rengøringsstandarder samt uniforms- og håndhygiejne.
  3. Manglende målsætning for antibiotikaforbruget samt at der bruges for meget bredspektret antibiotika.

 

Ad 1). Der er efter undersøgelsesperioden kommet bedre data i kraft af den nationale database til overvågning af hospitalserhvervede infektioner, HAIBA. Samtidig er regionen snart klar med sin egen database, HEINO, der giver mere patientnære data. Vi håber på en snarlig juridisk afklaring af muligheden for at arbejde med personhenførbare data fra disse systemer når Sundheds- og Ældreministeriet får fremsat lovforslag herom.

 

Ad 2) Rengøringsstandarden er høj i Region Midtjylland, men da hospitalerne flere steder anvender en anden standard end Rigsrevisionen har taget udgangspunkt i, fremstår regionens resultater dårligere end de er, fordi de to standarder ikke er direkte sammenlignelige. I forhold til uniforms- og håndhygiejnen er der plads til forbedring. Der skal både sættes ind i forhold til observationsmetode, undervisning, træning, ledelsesfokus og dialog.

 

Ad 3) En regional handlingsplan for, hvordan Region Midtjylland når de fastsatte mål i den nationale handlingsplan for antibiotika til mennesker, er under udarbejdelse. Via Midt-EPJ er der i perioden 2013-2016 mulighed for at følge antibiotikaforbruget på patientniveau. Der arbejdes på, at data rutinemæssigt bliver præsenteret for afdelingerne, så der kan følges op på forbrug og forbrugsmønstre. Desuden deltager regionen i lærings- og kvalitetsteam om rationel brug af antibiotika, der er en del af det nationale kvalitetsprogram.

 

Rigsrevisionens beretning samt udkast til udtalelse fra regionsrådet i Region Midtjylland er vedlagt.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstiller,

at udkastet til udtalelse til ministeren godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-60-101-2-15

13. Økonomisk effektivisering af de administrative funktioner i regionshusene

Resume

De centrale stabe er i spareplanen fra 2015, Spar1519, pålagt at realisere besparelser, som i 2019 når op på 53,8 mio. kr. Dertil skal lægges effekten af de med staten aftalte omprioriteringsbidrag i 2017 og 2018, som for de centrale stabe udgør 12,5 mio. kr.

 

I denne sag beskrives et samlet forslag til, hvorledes der ved ændringer i placeringen af de centrale stabe og de tilknyttede lejeaftaler kan opnås en løsning på en række aktuelle lokalebehov, som alternativt ville have betydet væsentlige merudgifter på stabenes budget og dermed yderligere have vanskeliggjort realiseringen af de pålagte besparelser. Samtidig bidrager forslaget med 0,8 mio. kr. årligt til realiseringen af besparelsen på de centrale stabe.

Forretningsudvalget indstiller,

at der indgås en aftale om et lejemål på Olof Palmes Alle 25, 8200 Aarhus N., som beskrevet i sagsfremstillingen,

 

at de nuværende lejeaftaler vedrørende Emil Møllers Gade 41, 8700 Horsens, og Brendstrupgårdsvej 7, 8200 Aarhus N., opsiges,

 

at det beskrevne tillæg til de nuværende lejekontrakter i Aarhus med Danica Ejendomsselskab ApS godkendes, og

 

at der fremadrettet udarbejdes en opgørelse over udviklingen i de regionale arbejdspladser med henblik på at sikre fortsat balance i regionen. Regionsrådet vil udarbejde et regionalt pejlemærke for området, ligesom der gives en årlig rapportering til regionsrådet.

 

Carsten Kissmeyer, Lone Langballe, Steen Thomsen og Else Kayser tog forbehold. 

 

Dorte West var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Forretningsudvalget behandlede sagen indledende på mødet den 5. december 2017. Forretningsudvalget besluttede at sende sagen videre til politisk beslutning i forretningsudvalget og regionsrådet i januar måned 2018. Forretningsudvalget tilkendegav samtidig, at "det ønskes indarbejdet i sagsfremstillingen, at Regionshuset Holstebro opretholdes. På nuværende tidspunkt med Kørselskontoret samt arbejdspladser til It og Koncern HR, mens der i sagsfremstillingen laves en beskrivelse af forslag til samling af Miljøafdelingen. De relevante it-medarbejdere flyttes til Gødstrup, når arbejdspladserne der er parate. Når den nuværende bygning til regionshuset afleveres som led i salget af Regionshospitalet Holstebro, forelægges regionsrådet forslag til videreførelse af de øvrige funktioner." Sagsfremstillingen er ændret svarende hertil. Samtidig er der tilknyttet høringssvar.

 

Løbende krav om at effektivisere driften af administrationen

De centrale stabe er i spareplanen fra 2015, Spar1519, pålagt at realisere besparelser, som i 2019 når op på 53,8 mio. kr. Dertil skal lægges effekten af de efterfølgende omprioriteringsbidrag i 2017 og 2018, som for de centrale stabe udgør 12,5 mio. kr. Tallene fordeler sig således på år:

 

Centrale stabe

 

 

 

 

(Mio. kr., pl 18)

        2016

         2017

        2018

         2019

Spareplan 2015-2019, tema 6

        -24,9

        -33,6

        -42,1

        -49,6

Spareplan 2015-2019, tema 7

          -1,0

          -4,2

          -4,2

          -4,2

Omprioriteringsbidrag 2017

 

          -6,4

          -6,4

          -6,4

Omprioriteringsbidrag 2018 *

 

 

          -6,1

          -6,1

 

        -25,9

        -44,2

        -58,7

        -66,3

* Forslag til udmøntning

 

 

 

 

 

Samlet er der tale om væsentlige besparelser, der nødvendiggør et skarpt fokus på at drive administrationen så effektivt som muligt.

 

Beskrivelse af forslag til fremtidssikret placering af de administrative funktioner i Region Midtjylland

Ved regionens dannelse blev de centrale administrative funktioner placeret på regionens hovedsæde i Viborg samt i tre regionshuse i Aarhus, Horsens og Holstebro. Da regionen ved kommunalreformen alene overtog amtsgården i Viborg, skete etableringen ved at indgå lejemål i Aarhus og Horsens samt ved at indrette lokaler på hospitalet i Holstebro.

 

Behovene har siden da udviklet sig, så der i dag kun er placeret ca. 80 medarbejdere i Horsens og ca. 70 medarbejdere i Holstebro, mens der er ca. 500 medarbejdere i Viborg og ca. 700 medarbejdere i Aarhus. Som bilag er vedlagt en oversigt over fordelingen af funktioner i de nuværende regionshuse. Udviklingen betyder, at de to regionshuse er blevet driftsmæssigt ineffektive, og senest har regionsrådet, ved salget af hospitalsmatriklen i Holstebro til Holstebro Kommune i 2020, samtidig afhændet den bygning, som regionshuset er placeret i.

 

En række administrative og driftsfunktioner (miljøområdet samt dele af Koncern HR og It) foreslås fysisk samlet med henblik på at give mulighed for at optimere driften af regionshusene, ligesom det vil kunne realisere synergieffekter i de enkelte afdelinger, at de bliver fysisk samlet. Begge dele vil medvirke til at kunne realisere de løbende krav om at effektivisere driften af administrationen. Samtidig er der behov for at løse de aktuelle pladsproblemer i Regionshuset Aarhus, jf. beskrivelsen nedenfor.

 

Det er pt. muligt at indgå et lejemål, som er nabo til regionshuset i Aarhus på Olof Palmes Allé. Lejemålet kan - udover den ideelle beliggenhed - indgås på økonomisk favorable vilkår og vil, sammen med de øvrige blivende lokaler, være den ideelle løsning til en fremtidssikret placering af de administrative funktioner i Aarhus.

 

Dette indebærer, at det nuværende lejemål til Regionshuset Horsens samt et mindre lejemål på Brendstrupgårdsvej i Aarhus opsiges.

 

Endelig er der med udlejer af de eksisterende lejemål til Regionshuset Aarhus forhandlet forslag til en ændring af lejeaftalerne, som vil medføre væsentlige mindreudgifter i de kommende år.

  

Fordele ved en samlet placering af en række administrative funktioner

Der kan generelt hentes synergieffekter ved at samle administrative funktioner mest muligt fysisk. Dette er givetvis også baggrunden for, at man i de øvrige regioner og i en lang række kommuner har placeret den samlede fælles administration på én adresse.

 

Synergieffekterne ved en samlet placering opnås dels i de enkelte afdelinger, som flyttes sammen, og dels i forhold til driften af regionshusene.

 

For de enkelte afdelingers vedkommende styrker det mulighederne for internt samarbejde og fælles kulturopbygning, man undgår distanceledelse eller kan reducere behovet for lokale ledere, man får lettere ved en samlet personaleplanlægning og at gennemføre løbende tilpasninger - og så sparer man på udgifter til kørsel osv.

 

I forhold til den samlede drift af regionshusene kan der, ved ændringerne i forhold til de konkrete bygninger, opnås en væsentlig mere effektiv kvadratmeterudnyttelse, ligesom det generelt optimerer driften at kunne nøjes med at drive færre lokationer.

 

Endelig er det væsentligt, at der med forslaget samtidig sikres en løsning på eksisterende lokalemæssige udfordringer i Aarhus, jf. nedenfor.

 

Ulemper ved de foreslåede ændringer

Samlingen af de foreslåede administrative funktioner i Viborg og Aarhus indebærer, at der fremover ikke vil være administrative arbejdspladser i regionshuset i Horsens. En række ansatte vil få nyt arbejdssted, og det vil, for de flestes vedkommende, give dem længere til deres arbejdsplads (afhængig af, hvor de bor privat), ligesom det vil kunne give en højere personaleomsætning i de pågældende afdelinger i overgangsperioden.

 

Forslag til samling af Miljøafdelingen

Forretningsudvalget bad på mødet den 5. december 2017 om en beskrivelse af forslaget til samling af Miljøafdelingen. En samling af afdelingen forventes at give følgende fordele:

 

  • Mere dynamisk og effektiv mulighed for videndeling og faglig sparring. Derved styrkes det faglige miljø på sigt samtidig med, at afdelingen i højere grad vil komme til at fremstå som en samlet enhed med en fælles kultur
  • De nuværende interne specialist- og supportfunktioner som GIS, it-support mv. vil blive umiddelbart tilgængelige for alle medarbejdere i afdelingen

 

Det vurderes derudover, at der kan opretholdes en nødvendig nærhed og lokalkendskab til alle kommuner i regionen.

Ved en samlet placering opnås der besparelser i transport og tidsforbrug til interne møder mv. Til gengæld bliver der formentlig en mindre stigning i forhold til møder mv. rundt omkring i regionen.

 

Miljøafdelingen foreslås samlet i Regionshuset Viborg, hvor der kan frigøres plads til medarbejderne, ligesom Viborg ligger fornuftigt geografisk placeret i forhold til hele regionen. En placering i Viborg optimerer derudover mulighederne for samarbejde med de øvrige funktioner inden for Regional Udvikling (og i Regionshuset Viborg i øvrigt).

 

Indholdet i det konkrete forslag

Regionshuset Aarhus

Der indgås et nyt lejemål på ca. 4.000 kvadratmeter på Olof Palmes Allé 25, 8200 Aarhus N. Lejemålet er nabo til det nuværende regionshus på Olof Palmes Allé 13-19. Lejemålet beskrives nærmere i det vedlagte bilag.

 

Det nuværende lejemål på Brendstrupgårdsvej 7, Aarhus N (451 kvadratmeter) opsiges. De øvrige nuværende lejemål fornys gennem en ny aftale med udlejer, som giver en årlig huslejenedsættelse på ca. 850.000 kr., og som derudover indeholder en aftale om, at udlejer finansierer bygningsændringer på næsten 6 mio. kr. Aftalen beskrives nærmere i det vedlagte bilag.

 

Samlet indebærer det, at huslejen i Regionshuset Aarhus (844 kr. pr. kvadratmeter) fremover svarer til den nuværende husleje i Regionshuset Horsens (841 kr. pr. kvadratmeter).

 

Herved skaffes der plads til ca. 55 medarbejdere i HR Fysisk Arbejdsmiljø og It’s Servicedesk og 24/7 fra Horsens. Samtidig løses følgende pt. uløste behov for lokaleudvidelser i Aarhus:

 

  • It er i dag meget tæt placeret i Regionshuset Aarhus. Der er behov for at sikre denne afdeling samme lokalemæssige vilkår som øvrige afdelinger og dermed løse arbejdsmiljøproblemer, som i længere tid har været behandlet i arbejdsmiljøorganisationen
  • Præhospitalet har haft et voksende pladsbehov. Pt. efterspørges 6-10 arbejdspladser, og dette tal kan stige fremover
  • Som følge af den trange plads i Aarhus pt. har Koncern Kvalitet midlertidigt afgivet lokaler, som de har behov for at få tilbage
  • RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram) og DCCC (Danish Comprehensive Cancer Center) har fået hovedkontor i Aarhus og har i den forbindelse fået behov for 20-25 ekstra arbejdspladser (betaler husleje til Region Midtjylland)
  • Der er mangel på mødefaciliteter i Aarhus.

 

Regionshuset Viborg

Der gennemføres tilstrækkelige interne flytninger til, at ca. 47 ekstra ansatte kan placeres i de nuværende arealer på Skottenborg. Det drejer sig om ansatte i Miljøafdelingen fra Horsens og Holstebro.

 

Regionshuset Holstebro

Regionshuset i Holstebro, som er på 3.241 kvadratmeter, opretholdes. På nuværende tidspunkt med Kørselskontoret samt arbejdspladser til It og Koncern HR. De relevante it-medarbejdere flyttes til Gødstrup, når arbejdspladserne der er parate. Når den nuværende bygning til regionshuset afleveres som led i salget af Regionshospitalet Holstebro, forelægges regionsrådet forslag til videreførelse af de øvrige funktioner. Opretholdelsen af driften i Regionshuset Holstebro på hospitalsmatriklen indtil da koster ca. 1 mio. kr. årligt.

 

Regionshuset Horsens

Lejemålet opsiges med undtagelse af serverrummet, som er placeret i et selvstændigt lejemål. Herved fraflyttes ca. 2.700 kvadratmeter.

 

Økonomi

Engangsudgifterne forbundet med flyttekabalen kan afholdes af overførte midler fra 2015-2017 til formålet.

 

Der er ikke krav til deponering i forbindelse med indgåelsen af det nye lejemål, da der kan ske tilstrækkelig modregning af de lejemål, der forlades.

 

Genforhandlingen af de nuværende lejekontrakter i Aarhus giver fra 2018 en årlig huslejebesparelse på ca. 850.000 kr., og derudover skønnes mindreudgifterne til kørsel mv. at udgøre ca. 0,25 mio. kr.

 

Den beskrevne løsning indebærer, at der inden for budgettet til regionshusene sikres en lokalemæssig løsning på de beskrevne behov for yderligere lokaler i Aarhus med heraf følgende forbedringer for arbejdsmiljøet mv. Samtidig bidrager løsningen med 0,8 mio. kr. årligt til realiseringen af besparelsen på de centrale stabe.

 

Overordnet tidsplan

Forslaget til fremtidig fysisk placering af afdelingerne blev offentliggjort og sendt i høring ved LMU for It, Regional Udvikling, Præhospitalet, Koncern HR samt Hoved-MEDudvalget for fællesfunktioner, stabe og Regional Udvikling

23. november 2017

 

Forretningsudvalget drøftede sagen foreløbigt

5. december 2017

Forretningsudvalget behandler sagen

9. januar 2018

Regionsrådet behandler sagen

31. januar 2018

Lejekontrakt vedrørende Olof Palmes Allé 25 og allonger vedrørende de øvrige lejemål i Aarhus underskrives, og kontrakter vedrørende Horsens og Brendstrupgårdsvej opsiges

31. januar 2018

Praktisk gennemførelse af flytningerne (anslået)

1. juni – 31. december 2018

 

Personalekonsekvenser

Forslaget indebærer, at en række administrativt ansatte medarbejdere varsles til at få nyt arbejdssted i forbindelse med, at deres afdeling flyttes til et andet regionshus. I den forbindelse følges regionens almindelige procedurer, regler og aftaler, og herunder er der gennemført en indledende høring i MED-organisationen af forslaget. De modtagne høringssvar vedlægges som bilag.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at der indgås en aftale om et lejemål på Olof Palmes Allé 25, 8200 Aarhus N., som beskrevet i sagsfremstillingen,

 

at de nuværende lejeaftaler vedrørende Emil Møllers Gade 41, 8700 Horsens, og Brendstrupgårdsvej 7, 8200 Aarhus N., opsiges, og

 

at det beskrevne tillæg til de nuværende lejekontrakter i Aarhus med Danica Ejendomsselskab ApS godkendes.

Beslutning

Regionsrådet vedtog,

 

at der indgås en aftale om et lejemål på Olof Palmes Alle 25, 8200 Aarhus N., som beskrevet i sagsfremstillingen,

 

at de nuværende lejeaftaler vedrørende Emil Møllers Gade 41, 8700 Horsens, og Brendstrupgårdsvej 7, 8200 Aarhus N., opsiges,

 

at det beskrevne tillæg til de nuværende lejekontrakter i Aarhus med Danica Ejendomsselskab ApS godkendes,

 

at medarbejdere i Miljøafdelingen i Holstebro får mulighed for at bibeholde deres arbejdsplads i det nuværende regionshus i Holstebro, og

 

at der fremadrettet årligt udarbejdes en opgørelse over udviklingen i placeringen af de regionale arbejdspladser med henblik på at sikre fortsat balance i regionen. Regional balance indgår som parameter, der skal beskrives i forbindelse med placering eller omflytning af regionale arbejdspladser i regionen. Regionsrådet vil udarbejde et regionalt pejlemærke for området. Indledningsvis gives regionsrådet et statusbillede på den geografiske fordeling af regionens egne arbejdspladser i 2012 og i 2017.

 

Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne stemte imod.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Forretningsudvalget behandlede sagen indledende den 5. december 2017, jf. indledningen af sagsfremstillingen

Sagnr.: 1-21-78-1-18

14. Rapportering i 2018 for målbilleder og økonomi

Resume

Det foreslås, at der i 2018 afrapporteres på målbillederne for Sundhed, Social og Regional Udvikling fire gange årligt. Derudover vil der i 2018 være en økonomirapportering fire gange årligt, hvor regionsrådet gives et kort overblik over regionens økonomi.

Forretningsudvalget indstiller,

at forslag til rapporteringen i 2018 for målbilleder og økonomi godkendes, og

 

at fokusindikatorerne på sundhedsområdet fra 2017 fastholdes i 2018 og suppleres med en yderligere klinisk kvalitetsdatabase: Dansk Kolorektal Cancer Database.

Sagsfremstilling

Regionsrådet vedtog i forbindelse med behandlingen af budget 2018 målbilleder for Sundhed, Socialområdet og Regional Udvikling. Målbillederne fra budget 2017 fastholdes, og målbillederne skal være med til at tydeliggøre de politiske målsætninger og prioriteringer på de tre hovedområder. Der er vedlagt tre bilag, der giver en introduktion til målbillederne på de tre områder.

 

Sundhed

Målbilledet for sundhedsområdet afløser styring efter DRG-værdi og sætter rammerne for arbejdet med de nationale politiske mål for sundhedsområdet.

 

Som led i opfølgningen på målbilledet skal regionsrådet udpege fokusindikatorer for 2018. Administrationen foreslår i samråd med relevante ledelsesfora, at regionsrådet fastholder fokusindikatorerne fra 2017, men supplerer med en yderligere klinisk kvalitetsdatabase: Dansk Kolorektal Cancer Database. Sammenfattende foreslås det, at regionsrådet udpeger følgende indikatorer som fokusindikatorer i 2018:  

 

  • Forebyggelige indlæggelser blandt ældre
  • Opfyldelse af kvalitetsmål i tre kliniske kvalitetsdatabaser
    • Akutte Hospitalskontakter
    • Dansk Tværfagligt Register for Hoftenære Lårbensbrud
    • Dansk Kolorektal Cancer Database
  • Patientoplevet inddragelse
  • Somatiske/psykiatriske patienter udredt inden for 30 dage
  • Indlagte patienter i psykiatrien, der bæltefikseres.

 

I vedlagte bilag beskrives målbilledet for sundhedsområdet nærmere, herunder baggrunden for at arbejde med fokusindikatorerne.

 

Socialområdet

Målbilledet for socialområdet består af en vision om at støtte borgeren på de regionale sociale tilbud til at være aktiv medborger. Socialområdet er til for den enkelte borger, og Region Midtjylland ønsker at møde og støtte borgeren til en aktiv tilværelse med udgangspunkt i den enkelte borgers forudsætninger og ressourcer. Visionen udkrystalliseres i tre delstrategier og syv mål.

 

Der er 11 indikatorer, der konkretiserer de syv mål. Alle indikatorer indgår i alle rapporteringerne på målbilledet. Arbejdet med at udvikle relevante indikatorer vil fortsat være et fokusområde i 2018.

 

Regional Udvikling

Målbilledet på det regionale udviklingsområde består af en overordnet vision om, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig vækstregion. Visionen tager udgangspunkt i regionens Vækst- og Udviklingsstrategi. Herudover er der i målbilledet fire strategispor, som er pejlemærker for, at regionen kan blive en attraktiv og bæredygtig vækstregion, samt otte delmål, der skal styres efter. Der er udvalgt 18 indikatorer, som konkretiserer delmålene.

 

De otte delmål udvikler sig over en længere periode, og hovedparten af de bagvedliggende data opdateres kun én gang årligt. Derfor er der fastlagt en årlig kadence for rapporteringen på de forskellige delmål. Hver rapportering sætter fokus på og udfolder et eller flere delmål og tilhørende indikatorer. På den måde vil der blive fulgt op på alle delmål og indikatorer i løbet af året.

 

Tidsplan for afrapportering

Der lægges op til, at der afrapporteres på målbillederne fire gange årligt, hvor regionsrådet godkender status for målbilledet på de tre områder. Afrapporteringsformen fra 2017 fastholdes som udgangspunkt i 2018. Rapporteringen på sundhedsområdet vil to gange blive suppleret med ledelsesberetninger fra hospitalerne. I ledelsesberetningerne vil der være et særligt fokus på de udvalgte fokusindikatorer.

 

Derudover vil der i 2018 være en økonomirapportering, hvor regionsrådet gives et kort overblik over regionens økonomi på drift og anlæg. Tidsplanen for økonomirapporteringen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovgivne datoer for regionsrådets behandling af de standardiserede økonomiopfølgninger og gennemsnitslikviditeten. Udover den standardiserede økonomiopfølgning indgår et bilag med bevillingsændringer, der kræver godkendelse af regionsrådet.

 

Nedenfor vises tidsplan for den politiske behandling af målbilleder og økonomirapporteringer.

 

 Politisk behandling af målbillede og økonomirapporteringer i 2018

 

April

Maj

Juni

August

Oktober

December

Målbilleder

x

 

X

Inkl. ledelsesberetning

 

x

X

Inkl. ledelsesberetning

Økonomirapportering

 

x

 

x

x

x

 

Målbillederne behandles af relevante stående udvalg, forretningsudvalg og regionsråd. Økonomirapporteringen behandles af forretningsudvalg og regionsråd.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at forslag til rapporteringen i 2018 for målbilleder og økonomi godkendes, og

 

at fokusindikatorerne på sundhedsområdet fra 2017 fastholdes i 2018 og suppleres med en yderligere klinisk kvalitetsdatabase: Dansk Kolorektal Cancer Database.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-21-78-1-17

15. Rammebevillinger til bygningsvedligehold

Resume

Der bliver hvert år anvendt en del af midlerne fra Investeringsplanen til drifts- og vedligeholdelsesnødvendige projekter. Midlerne dækker anlægsprojekter, udstyrsinvestering, rådgivning m.m. ved pludseligt opståede projekter, som kræver en hurtig indsats for ikke at påvirke driften negativt eller øge behovet for efterfølgende investering. Med denne sag udmøntes rammebevillinger for sundhedsområdet i 2018 samt rammebevillinger øremærket bygningsvedligehold i behandlingspsykiatrien.

Forretningsudvalget indstiller,

at der i 2018 af anlægsmidlerne gives rammebevilling på 15 mio. kr. til drifts- og vedligeholdelsesnødvendige anlægsprojekter,

 

at Psykiatri og Social i perioden 2018-2026 får suppleret eksisterende rammebevilling til vedligehold, med 0,9 mio. kr. i 2018, 3,3 mio. kr. i 2019 og 4,0 mio. kr. årligt i 2020-2026,

 

at Psykiatri og Social i perioden 2018-2020 gives en årlig rammebevilling på 4 mio. kr. til vedligehold på Søndersøparken, RP Midt, i alt 12 mio. kr.,

 

at rammebevillingerne kan udmøntes administrativt jf. regionens kompetence- og delegeringsregler,

 

at der rapporteres på anvendelse af midlerne i forbindelse med anlægsopfølgningen, og

 

at der gives bevilling og rådighedsbeløb jf. tabel 1.

Sagsfremstilling

Det blev med godkendelsen af Investeringsplan 2017-2026 fastlagt, at niveauet for puljen til drifts- og vedligeholdelsesnødvendige projekter i 2018 er 25 mio. kr.

 

Puljen er til uforudseelige projekter, herunder pludseligt opståede projekter f.eks. efter nedbrud eller til driftsnødvendige projekter. Det blev også godkendt, at puljen delvist skal finansieres af forsinkelser og/eller mindreforbrug på andre projekter under Investeringsplanen, og at der derfor er prioriteret et mindre beløb, end der forventes behov for. Denne budgettering vil være medvirkende til at nedbringe de årlige anlægsoverførelser.

 

For at sikre hurtig indsats og gennemførelse af mindre projekter, er det i Investeringsplan 2017-2026 beskrevet, at der af puljen oprettes en rammebevilling, som jf. regionens kompetence- og delegeringsregler vil kunne udmøntes administrativt til mindre projekter. Det foreslås i denne sag foreløbigt at udmønte 15 mio. kr. i en rammebevilling. De konkrete projekter vil blive vurderet enkeltvist efterhånden, som de indmeldes. Der vil fra rammebevillingen kunne udmøntes til specifikke drifts- og vedligeholdelsesnødvendige projekter i indeværende år efter en konkret vurdering af direktionen af behov og effekt. I de tilfælde, hvor det vurderes relevant og tidsmæssigt muligt, vil der fortsat blive fremlagt bevillingssager til politisk behandling.

 

Psykiatriens bygningsvedligehold

Behandlingspsykiatrien har ikke afsat midler til bygningsvedligehold i driftsbudgettet, og der har derfor traditionelt være bevilget en ramme til bygningsvedligehold i behandlingspsykiatrien. Rammen er senest bevilget på regionsrådets møde i april 2015 for perioden 2015 til 2019. Det blev her besluttet i nogle år at reducere rammen for at give plads til andre nødvendige investeringer. Med godkendelsen af dette punkt bevilges behandlingspsykiatrien i perioden 2018-2026 4 mio. kr. om året til generel bygningsvedligeholdelse. Der tilbagestår fra den bevilling, som blev afgivet i 2015, henholdsvis 3,1 mio. kr. i 2018 og 0,7 mio. kr. i 2019, hvorfor der allerede er finansiering for denne andel.

 

Det blev på regionrådets møde den 5. december 2017 besluttet at igangsætte helhedsplanlægning for de funktioner, der i dag er beliggende i Søndersøparken, Regionspsykiatrien Midt. På baggrund af forundersøgelser foretaget i perioden her op til blev det i forbindelse med Investeringsplan 2017-2026 besluttet at øremærke midler særligt til bygningsvedligehold for Søndersøparken. Der bevilges med godkendelsen af denne sag en årlig rammebevilling på 4 mio. kr. i 3 år, samlet 12 mio. kr. i perioden 2018-2020 særligt til bygningsvedligehold for Søndersøparken.

 

Psykiatriledelsen kan udmønte fra de to rammebevillinger til konkrete projekter.

 

Rapportering

Der rapporteres på udmøntning samt anvendelse i forbindelse med de standardiserede anlægsopfølgninger samt ved årets afslutning.

 

Økonomi

I nedenstående tabel 1 fremgår det, at der bevilges en ramme til bygningsvedligehold på sundhedsområdet. Ligeledes fremgår det, at Psykiatri og Social bevilges to rammer henholdsvis til generelt bygningsvedligehold og særligt til vedligehold af Søndersøparken.

 

Bevillingerne finansieres af anlægspuljen.

 

 

Med godkendelse af punkterne på denne dagsorden resterer der -9,6 mio. kr. i anlægspuljen i 2018. Der vil i forbindelse med aflæggelse af anlægsregnskaber og overførsel af uforbrugte anlægsmidler fra 2017 blive tilført anlægspuljen ca. 51 mio. kr. i 2018, hvorved puljen vil udgøre ca. 41,5 mio. kr. Der er derudover fortsat 45,7 mio. kr. på den centrale pulje til driftsanskaffelser i 2018. Der resterer således samlet ca. 87,2 mio. kr. uudmøntet i 2018 under Investeringsplanen.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at der i 2018 af anlægsmidlerne gives rammebevilling på 15 mio. kr. til drifts- og vedligeholdelsesnødvendige anlægsprojekter,

 

at Psykiatri og Social i perioden 2018-2026 får suppleret eksisterende rammebevilling til vedligehold, med 0,9 mio. kr. i 2018, 3,3 mio. kr. i 2019 og 4,0 mio. kr. årligt i 2020-2026,

 

at Psykiatri og Social i perioden 2018-2020 gives en årlig rammebevilling på 4 mio. kr. til vedligehold på Søndersøparken, RP Midt, i alt 12 mio. kr.,

 

at rammebevillingerne kan udmøntes administrativt jf. regionens kompetence- og delegeringsregler,

 

at der rapporteres på anvendelse af midlerne i forbindelse med anlægsopfølgningen, og

 

at der gives bevilling og rådighedsbeløb jf. tabel 1.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-76-21-17

16. Kapacitet for skoleåret 2018-2019 for STX og HF

Resume

Regionsrådet har til opgave at indstille den samlede kapacitet for STX og HF i regionen til Undervisningsministeriet.

 

Gymnasierne og HF-institutionerne i Region Midtjylland ønsker (i regi af de forpligtende samarbejder) at øge den samlede kapacitet.

 

Det indstilles, at ønsket om forøgelse ikke imødekommes. Indstillingen tager udgangspunkt i fremskrivninger af dels de faldende ungdomsårgange, dels at elevfremskrivningerne af ansøgninger er faldende. Desuden afviste undervisningsministeren i foråret 2017, at der kunne oprettes nye STX- og HF-tilbud og anbefaler, at der ikke anvendes ressourcer på at opbygge unødig kapacitet.

 

Dog indstilles det, at ønsket fra Vestjysk Gymnasium Tarm om at veksle en STX-klasse til en HF-klasse imødekommes, idet den samlede kapacitet herved forbliver uændret.

 

Endelig har udbyderne af HHX og HTX orienteret Region Midtjylland om deres kapacitet.

Forretningsudvalget indstiller,

at Vestjysk Gymnasium Tarm øger med en HF klasse, mens kapaciteten på STX tilsvarende sættes en klasse ned,

 

at den øvrige indmeldte kapacitet fastholdes på 2017-niveau,

 

at regionsrådet indstiller den samlede kapacitet for STX og HF for 2018 til Undervisningsministeriet,

 

at regionsrådet orienterer Undervisningsministeriet om kapaciteten for HHX og HTX i 2018, og

 

at administrationen forud for mødet i regionsrådet overvejer, om forudsætningerne i sagen holder.

Sagsfremstilling

Forpligtende samarbejder for STX og HF

I Region Midtjylland er der etableret fire forpligtende samarbejder, der geografisk svarer til de tidligere amter. Et forpligtende samarbejde består af de gymnasier og Hf-kurser, der er godkendt til at udbyde uddannelsen til studentereksamen og 2-årigt HF inden for et geografisk område. Det forpligtende samarbejde skal koordinere institutionernes kapacitet, udbud af studieretninger og valgfag.

 

Alle uddannelsesinstitutioner i et forpligtende samarbejde skal årligt senest den 1. september sende et oplæg om institutionens ønsker og muligheder for at optage elever (kapacitet) til det forpligtende samarbejde. Det forpligtende samarbejde drøfter senest den 15. september institutionernes oplæg for at tilgodese det samlede behov for kapacitet bedst muligt inden for samarbejdets geografiske område.

 

De forpligtende samarbejder skulle senest den 8. december meddele ønsker om den samlede kapacitet i samarbejdets geografiske område, herunder fordelingen på de enkelte institutioner, til regionsrådet. Regionsrådet skal herefter senest den 1. februar indstille den samlede kapacitet for STX og HF i regionen til Undervisningsministeriet.

  

Indmeldt kapacitet for skoleåret 2018-2019

STX og HF

Region Midtjylland har modtaget kapacitetsoplysninger fra regionens fire forpligtende samarbejder. Kapacitetsoplysningerne fremgår af bilag 1, hvor ønsker til klasse- og elevtallet for 2018 er beskrevet for hver skole. Disse tal sammenholdes med kapaciteten i 2017, og en tredje kolonne viser eventuelle ændringerne fra 2017 til 2018.

 

Administrationen skønner, at institutionernes baggrund for søge om at øge kapaciteten flugter med tidligere år og vedrører et ønske om at imødekomme de unges ønsker og at udnytte institutionernes bygningskapacitet.

 

Nedenfor præsenteres de fire forpligtende samarbejders ønsker til kapacitet for skoleåret 2018-2019:

 

Forpligtende samarbejde Nord: Der er enighed i det forpligtende samarbejde om at øge kapaciteten for Skive Gymnasium og HF med en HF-klasse.

 

Forpligtende samarbejde Syd: Der er uenighed i det forpligtende samarbejde. Horsens Statsskole ønsker at hæve kapaciteten med en klasse, mens Horsens Gymnasium og Tørring Gymnasium er imod, da de peger på, at de har tilstrækkelig med ledig kapacitet.

 

Forpligtende samarbejde Øst: Der er enighed i det forpligtende samarbejde om at hæve Langkær Gymnasium og HF samt Viby Gymnasium og HF's kapacitet med en Hf-klasse hver samt at hæve Skanderborg Gymnasiums kapacitet med en STX-klasse.

 

Forpligtende samarbejde Vest: Der er enighed i det forpligtende samarbejde om at reducere Vestjysk Gymnasium Tarms STX med en klasse og hæve HF med en klasse.

 

HHX og HTX 

Regionsrådet skal ligeledes informere ministeriet om kapaciteten for HHX og HTX. De to uddannelser indgår ikke i de forpligtende samarbejder og fastsætter selv deres kapacitet. Der er derfor kun tale om, at regionen skal informere ministeriet om kapaciteten. Udbyderne af HHX og HTX i regionen har indmeldt kapacitet - se bilag 2.

 

Administrationens generelle bemærkninger til indberetningen af kapacitet på STX og HF 2018

Administrationens vurdering er, at der på baggrund af den indrapporterede kapacitet og den forventede elevfremskrivning (bilag 3) samt faldende ungdomsårgange ikke vil være flere elevansøgninger, og at der derfor heller ikke er grundlag for at hæve kapaciteten, som de forpligtende samarbejder ellers ønsker. Der er heller ikke særlige lokale forhold, som gør det relevant at hæve kapaciteten i et eller flere forpligtende samarbejder.

 

Derudover skal det bemærkes, at regionen skal medvirke til at lave en samlet koordinering af det samlede udbud. I øjeblikket er der mange nye tiltag på ungdomsuddannelsesområdet, eksempelvis erhvervsskolereformen, gymnasiereformen og et politisk ønske om at færre unge skal tage en gymnasial uddannelse, og flere unge skal tage en erhvervsuddannelse.

 

Ligeledes skal det bemærkes, at undervisningsministeren i foråret 2017 afslog at oprette nye HF- og STX-udbud. Begrundelsen var, at der ikke skulle anvendes ressourcer på kapacitetsopbygning, hvis der i forvejen var ledig kapacitet på nærliggende gymnasier.

 

Derfor anbefaler administrationen, at kapaciteten fastholdes på 2017-niveau. Dog således at det indstilles, at Vestjysk Gymnasium Tarm får mulighed for at konvertere en STX-klasse til en HF-klasse, da det ikke vil øge den samlede kapacitet i det forpligtende samarbejde. 

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at Vestjysk Gymnasium Tarm øger med en HF klasse, mens kapaciteten på STX tilsvarende sættes en klasse ned,

 

at den øvrige indmeldte kapacitet fastholdes på 2017-niveau,

 

at regionsrådet indstiller den samlede kapacitet for STX og HF for 2018 til Undervisningsministeriet, og

 

at regionsrådet orienterer Undervisningsministeriet om kapaciteten for HHX og HTX i 2018.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-01-76-20-17

17. Regional vækst- og udviklingsstrategi - proces frem mod godkendelse ultimo 2018

Resume

Regionsrådet og vækstforum har ansvaret for i fællesskab at udarbejde en strategi for den regionale vækst og udvikling. Temaerne for arbejdet er fastlagt i Lov om erhvervsfremme og er blandt andet infrastruktur, erhvervsudvikling, uddannelse og beskæftigelse, udviklingen i byerne og yderområderne, natur og miljø samt kultur.

 

Arbejdet med udarbejdelsen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi påbegyndes primo 2018 med forventet godkendelse af strategien ultimo 2018.

 

I foråret involveres de mange samarbejdspartnere, som efter strategiens politiske vedtagelse ultimo 2018 er afgørende for at nå i mål med visionen om en attraktiv og bæredygtig region.

Forretningsudvalget indstiller,

at processen for udarbejdelse af den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi godkendes.

Sagsfremstilling

Regionsrådet og vækstforum har ansvaret for i fællesskab at udarbejde en strategi for den regionale vækst og udvikling, som skal sætte retningen for den regionale indsats for at blive en attraktiv og bæredygtig vækstregion. Den nuværende strategi gælder for perioden 2015-2025 og tog udgangspunkt i fire globale udfordringer: Konkurrenceevnen, Klima og ressourcer, Velfærd samt Demografi og bosætningsmønstre.

 

Med et nyt regionsråd og vækstforum iværksættes en proces for en ny strategi for vækst og udvikling i Region Midtjylland. Strategien udarbejdes i tæt samarbejde med en lang række aktører, f.eks. kommuner, virksomheder og videninstitutioner. Regionsrådet skal efter planen vedtage den nye strategi ultimo 2018. Strategien skal gælde for 2019 og frem.

 

Temaerne for strategien er fastlagt i Lov om erhvervsfremme og er: infrastruktur, erhvervsudviklingsindsatsen inklusiv turisme, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen, udviklingen i byerne og yderområderne, natur og miljø herunder rekreative formål og kultur samt sammenhængen med regionens eventuelle samarbejde med tilgrænsende landes myndigheder om udviklingsmæssige emner.

 

Endvidere skal den regionale vækst- og udviklingsstrategi indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien.

 

Inden vedtagelsen af den regionale vækst- og udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien på minimum otte uger.

 

Strategien udmøntes blandt andet gennem de regionale udviklingsmidler til uddannelse, kultur og erhverv og i tæt samarbejde med en lang række aktører inden for de forskellige temaer for strategien, f.eks. kommuner, uddannelses- og videninstitutioner, kulturinstitutioner eller erhvervsfremmeoperatører.

 

Politisk proces - 2018

Administrationen foreslår følgende proces for udarbejdelsen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi:

 

  • 5. februar: Politisk kick-off om FN's verdensmål, hvor de inviterede er kommunale udvalgsformænd, borgmestre, regionsrådspolitikere, kommunaldirektører og Region Midtjyllands direktion
  • 7. marts: Vækst- og udviklingsstrategi som tema i udvalget for regional udvikling
  • 19. marts: Vækst- og udviklingsstrategi som tema i vækstforum - forud også tema i den administrative styregruppe for vækstforum
  • 20. marts: Regionsrådet orienteres om arbejdet med vækst- og udviklingsstrategien
  • 22. august: Regionsrådet behandler høringsudkast til vækst- og udviklingsstrategi. Udvalget for regional udvikling og forretningsudvalget involveres som led i processen
  • 29. august: Vækstforum behandler høringsudkast til vækst- og udviklingsstrategi. Den administrative styregruppe for vækstforum involveres som led i processen.

 

Høring i september og oktober 2018

 

  • 10. december: Vækstforum godkender vækst- og udviklingsstrategi. Den administrative styregruppe for vækstforum involveres som led i processen
  • 19. december: Regionsrådet godkender vækst- og udviklingsstrategi. Udvalget for regional udvikling og forretningsudvalget involveres som led i processen.

 

Aktørinddragelse

I foråret  2018 vil en række af regionens samarbejdspartnere; kommuner, virksomheder, videninstitutioner o.a. blive inddraget i processen for at bidrage til strategien, som løbende behandles politisk, som beskrevet ovenfor. Det vil ske gennem forskellige kanaler: interviews, fokusgrupper, workshops, seminarer og bilaterale møder. Aktørinddragelsen er vigtig i forhold til at understøtte de samarbejder og partnerskaber regionerne har, og som skal være med til at udmønte strategien og visionen om en attraktiv og bæredygtig vækstregion.

 

Strategisk ramme for arbejdet

Den 25. september 2015 vedtog FN en ambitiøs udviklingsdagsorden - FN's 17 verdensmål. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte mål for en mere bæredygtig udvikling.

 

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter FN’s 193 medlemslande til blandt andet at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed, stærke institutioner samt på at styrke internationale partnerskaber.

 

Regeringen har vedtaget en handlingsplan for sit arbejde med FN's Verdensmål, og i 2017 vedtog det tidligere regionsråd og vækstforum at gøre målene til den strategiske ramme for en kommende strategi for vækst og udvikling i Region Midtjylland.

 

Det betyder, at der i første omgang pågår et administrativt arbejde med at kortlægge, hvilke mål der vil have særlig betydning for at udvikle en attraktiv og bæredygtig region til gavn for borgere, virksomheder og miljø/omgivelser.

 

Kortlægningen vil ligge til grund for den videre proces for vækst- og udviklingsstrategien samt regionsrådets og vækstforums udarbejdelse af det høringsudkast, som forventes at foreligge til drøftelse i august 2018.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

 

at processen for udarbejdelse af den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi godkendes.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-16-4-32-17

18. Regionsrådets svar til Ministeren om Rigsrevisionens beretning om tre regioners beskyttelse af adgangen til it-systemer og sundhedsdata

Resume

Sundhedsministeren har på baggrund af Rigsrevisionens beretning om tre regioners beskyttelse af adgangen til it-systemer og sundhedsdata anmodet regionsrådene i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Midtjylland om udtalelse til beretningen. Regionsrådenes udtalelse vil indgå i ministerredegørelsen.

 

Da svarfristen allerede var den 18. januar 2018, var det nødvendigt at lave en formandsgodkendelse af svaret. Svaret til ministeriet fremlægges hermed til orientering.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen om svaret til Sundhedsministeren tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Ministeren skal redegøre for de foranstaltninger og overvejelser, som beretningen har givet anledning til. Redegørelsen skal forholde sig til såvel beretningens indhold og konklusioner som Statsrevisorernes bemærkninger.

 

Som led i udarbejdelsen af en ministerredegørelse har Sundheds- og Ældreministeriet den 4. januar 2018 jf. § 18, stk. 3 i lov om revision af statens regnskaber m.v. anmodet Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Midtjylland om udtalelser vedrørende Statsrevisorernes beretning nr. 4/2017 om tre regioners beskyttelse af adgange til it-systemer og sundhedsdata. Regionsrådenes udtalelser vil indgå i ministerredegørelsen.

 

Statsrevisorernes beretning, der er vedlagt som bilag, handler om, hvad tre regioner – Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden – gør for at beskytte adgangen til it-systemer, der indeholder sundhedsdata om borgerne. Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen, der bygger på it-revisioner, som Rigsrevisionen har udført i 1. halvår 2017. Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om de tre regioner har en tilfredsstillende beskyttelse af adgangen til it-systemer og data, der er med til at sikre fortroligheden, tilgængeligheden og pålideligheden af borgernes sundhedsdata.

 

Da svarfristen allerede var den 18. januar 2018, var det nødvendigt at lave en formandsgodkendelse af svaret. Essensen af svaret er følgende:

 

Generelle bemærkninger

I Region Midtjylland arbejdes der til stadighed med at minimere risikoen for, at følsomme og fortrolige persondata kommer i hænderne på uvedkommende eller ikke er pålidelige og tilgængelige, når der er brug for dem. It-sikkerheden vurderes løbende blandt andet gennem inddragelse af input fra såvel interne som eksterne analyser. Der foretages løbende risikovurderinger, interne kontroller og sikkerhedsvurderinger, ligesom udviklingen i de lovgivningsmæssige rammer følges nøje. Revisionsrapporter anvendes proaktivt i arbejdet, herunder også de opmærksomhedspunkter, som Rigsrevisionens beretning identificerer.

 

Arbejdet med Informationssikkerhed i regionen sker i et helhedsorienteret perspektiv. Der er udarbejdet en "Handleplan for Informationssikkerhed", som er et flerårigt projekt med en lang række initiativer som adresserer forhold i lovgivning, politikker, analyser og revisionsrapporter. Flere af handleplanens initiativer adresserer opmærksomhederne i Rigsrevisionens beretning.  

 

Specifikke forhold

Specifikt i relation til de anførte bemærkninger skal Region Midtjylland bemærke følgende:

 

  • Grundlæggende sikringstiltag mod hackerangreb

Kritik:

Region Midtjylland kritiseres for grundlæggende manglende tiltag mod hackerangreb især i forhold til, at der er et stort antal enheder med forældet styresystem (XP).

Region Midtjyllands svar:

Region Midtjylland har afsluttet migrering af ny platform "Fælles It-Platform" med udfasning af XP-enheder i Regionen. Dataudtræk pr. 8. januar 2018 viser, at der i en periode på 14 dage forud herfor er blevet registreret 983 aktive XP-enheder. Enhederne beskyttes med alternative sikkerhedsforanstaltninger.  

 

Kritik:

De tre regioner begrænser ikke i tilstrækkelig grad medarbejdernes mulighed for at downloade programmer.

Region Midtjyllands svar:

I forhold til at begrænse muligheden for at downloade programmer skal anføres, at Region Midtjylland ikke har indført begrænset mulighed for download af programmer, men derimod har implementeret teknologi, som sikrer, at kun godkendte programmer kan afvikles.

 

  • Styring og kontrol af medarbejdere med privilegerede rettigheder

  Kritik:

Region Midtjylland bør generelt være bedre til at styre og kontrollere medarbejdere med privilegerede rettigheder, fx ved løbende kontrol af, hvilke medarbejdere der skal have disse rettigheder.

Region Midtjyllands svar:

Region Midtjylland har udbedret de anførte forhold omkring tilgang til internettet for privilegerede brugere herunder udarbejdet manglende politikker og implementeret kontrol af brugerrettigheder.

 

  • Logning af konti med privilegerede rettigheder

  Kritik:

Logningstiltag på det undersøgte område er mangelfulde.

Region Midtjyllands svar:

Region Midtjylland viderefører igangværende logningsprojekter som anført i Region Midtjyllands "Handlingsplan for Informationssikkerhed".

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at orienteringen om svaret til Sundhedsministeren tages til efterretning.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-23-4-72-2-18

19. Udbud af akutlægebiler og akutbiler

Resume

Akutbilerne og akutlægebilerne i den fremskudte præhospitale indsats har været i udbud. Resultatet af udbuddet og beregning, af hvad det vil koste regionen at hjemtage opgaven, fremlægges med henblik på, at regionsrådet skal træffe beslutning om indgåelse af kontrakter, herunder om Region Midtjylland skal hjemtage dele af opgaven.  

Forretningsudvalget indstiller,

at Delkontrakt 1 hjemtages,

 

at driftsudgifterne forbundet med hjemtagningen af Delkontrakt 1 på 1,5 mio. kr. årligt fra 2019 tilføres Præhospitalets budget, og finansieringen indgår i regionens samlede budgetlægning for 2019, og at engangsudgiften på 5,4 mio. kr. i 2018 finansieres gennem henholdsvis 5,1 mio. kr. via enkeltstående mindreudgifter på det præhospitale område i 2017, og 0,3 mio. kr. tilføres det præhospitale budget fra centrale puljer.

 

at der indgås kontrakt med Falck Danmark A/S om Delkontrakt 2 og Delkontrakt 3,

 

at Region Midtjylland ikke udnytter optionen på leverance af defibrillator/monitorer fra Falck Danmark A/S, men i stedet indkøber disse fra Region Hovedstaden, og at engangsudgifterne på 0,6-0,8 mio. kr. til køb af defibrillator/monitorer fra Region Hovedstaden tilføres Præhospitalets budget i 2018, når det endelige beløb kendes. Beløbet finansieres fra centrale puljer,

 

at de årlige driftsudgifter ved udbuddet på 5,4 mio. kr. tilføres Præhospitalets budget, og finansieringen indgår i regionens samlede budgetlægning for 2019, og

 

at der ved senere politisk drøftelse tages stilling til, om akutbilen i Skive skal bemandes med paramedicinere frem for ambulancebehandlere.

Sagsfremstilling

Der har været afholdt udbud af opgaven med at drifte Region Midtjyllands akutlægebiler og akutbiler. Tilbuddet på opgaven ligger prismæssigt 5,7 mio. kroner over de nuværende udgifter. Det er vurderingen at hjemtagning af en del af opgaven på sigt vil kunne give kvalitets- og markedsmæssige fordele. En hjemtagelse af en eller flere delkontrakter vil øge driftsudgifterne med mellem 1,5 mio. og 4,7 mio. kroner afhængigt af hvor mange delkontrakter, der hjemtages.  

 

Baggrund

Der er i Region Midtjylland ni akutlægebiler og tre akutbiler. Akutlægebilerne er bemandet af en speciallæge i anæstesi og en ambulancebehandler, der er uddannet som lægeassistent. Akutbilerne er bemandet af en anæstesisygeplejerske og en ambulancebehandler eller paramediciner. Bilerne anvendes i den fremskudte præhospitale indsats sammen med ambulanceberedskabet. Akutlægebilerne medbringer avanceret udstyr og skal bringe den specialiserede behandling til skadestedet eller patientens hjem.

 

I 2016 opgjorde man de samlede udgifter for akutlægebiler og akutbiler til ca. 92 mio. kr. De samlede udgifter består af leverandørudgifter, udgifter til løn til de læger og sygeplejersker, der bemander bilerne og øvrige udgifter. Øvrige udgifter består for eksempel af udgifter til baser og hospitalsudstyr.

 

Region Midtjyllands præhospitale dækning, herunder placeringen af akutlægebils- og akutbilsbaserne kan ses i vedlagte bilag.

 

Region Midtjylland har i dag kontrakter med Falck Danmark A/S og Responce A/S om at stille biler og ambulancebehandlere/paramedicinere til rådighed. Anæstesisygeplejerskerne og -lægerne er ansat af Region Midtjylland.

 

I henhold til udbudsreglerne skal kontrakterne i udbud jævnligt, med mindre man hjemtager opgaven.  

 

Den 21. juni 2017 besluttede regionsrådet at sende kontrakterne i udbud med ny kontraktperiode for perioden 1. december 2018 til 30. november 2021. Regionsrådet besluttede endvidere, at Præhospitalet skulle foretage en kontrolberegning. Kontrolberegningen giver et bud på, hvad det vil koste, at Region Midtjylland selv varetager opgaven. Kontrolberegningen kan således sammenholdes med, hvad det vil koste at lade leverandøren udføre opgaven.

 

Resultat af udbuddet

Udbuddet er opdelt i tre områder (delkontrakter):

 

  • Delkontrakt 1: Akutlægebiler i Aarhus, Horsens, Randers og Djursland
  • Delkontrakt 2: Akutlægebiler i Herning, Holstebro, Lemvig, Viborg og Silkeborg
  • Delkontrakt 3: Akutbiler i Tarm, Ringkøbing og Skive.

 

Region Midtjylland har modtaget ét tilbud i forbindelse med udbuddet. Dette tilbud blev afgivet af Falck Danmark A/S. Prismæssigt ligger tilbuddet 5,7 mio. kr. over de nuværende leverandørudgifter på 29 mio. kr. på årsniveau. Prisstigningen er ikke uventet, da de nuværende kontrakter blev indgået på et tidspunkt, hvor der var en konkurrencesituation mellem Falck og Responce. Det nye bud kunne muligvis have været endnu højere, hvis Region Midtjylland ikke havde gennemført kontrolberegninger.

 

Falcks tilbud indeholder option på leje af defibrillatorer/monitorer (avancerede hjertestartere). Den årlige prisstigning på 5,7 mio. kr. forventes at kunne reduceres med 0,3 mio. kr., hvis der i stedet indkøbes defibrillatorer/monitorer fra Region Hovedstaden. Der forventes en engangsudgift ved dette på cirka 0,6-0,8 mio. kr. Indkøbet vil være tjent ind på under tre år, hvilket er mindre end kontrakternes minimumsløbetid. Ekstraudgifterne ved udbuddet vil herefter være 5,4 mio. kr.

 

Der er i ekstraudgifterne på 5,4 mio. kr. ikke indregnet udgifter til fremtidig paramedicinerbemanding af akutbilen i Skive. I dag er akutbilen i Skive bemandet af en paramediciner og en sygeplejerske i modsætning til de to øvrige akutbiler, der er bemandet af en sygeplejerske og en ambulancebehandler. Det vil i henhold til Falcks tilbud koste 330.000 kr. om året at bibeholde paramedicinerbemandingen af akutbilen i Skive frem for ambulancebehandlerbemanding. Undersøgelser har vist, at der ikke er væsentlig forskel på paramedicinere og anæstesisygeplejersker i forhold til kompetencer på skadesstedet, hvorfor det ikke vurderes, at der er en væsentlig øget gevinst ved, at akutbilen i Skive er bemandet med paramediciner frem for ambulancebehandler.

 

Resultat af kontrolberegninger

Kontrolberegningerne viser, at en hjemtagelse af alle delkontrakter vil udløse en merudgift på 4,7 mio. kr. sammenlignet med Falcks tilbud. Derudover vil det indebære en engangsudgift på 15,4 mio. kr.

I det vedlagte notat er der i tabel 2 et samlet overblik over udgifterne ved hjemtagning.

 

Fordele og udfordringer ved hjemtagelse

Ved hjemtagelse overtager regionen det samlede ansvar for opgaven. Den tekniske drift af biler, i form af levering, opbygning/aptering og servicering vil blive udbudt og skal således fortsat varetages af en ekstern leverandør, da Præhospitalet ikke har den rette ekspertise på området.

 

En hjemtagelse vil give en række udviklingsmuligheder, idet ambulancebehandlere på akutlægebiler og akutbiler vil kunne bidrage som faglige eksperter ved den løbende kvalitetsudvikling. Denne viden indkøbes i dag fra leverandørerne gennem kontrakterne, men en hjemtagelse vil give direkte adgang til denne viden. En hjemtagelse vil desuden øge fleksibiliteten i den præhospitale organisation, da lægeassistenter i højere grad end i den nuværende drift kan gøre nytte ved løsning af forskellige opgaver, herunder på tidspunkter, hvor bilerne er i beredskab på baserne.

 

En hjemtagelse vil derudover kunne give markedsstrategiske gevinster i forbindelse med fremtidige udbud, herunder udbuddet af ambulancetjenesten og liggende sygetransport, der skal gennemføres i løbet af 2020. Ved at hjemtage kan man opnå et bedre erfaringsgrundlag for at udarbejde kvalificerede kontrolberegninger og for at udgøre en reel og troværdig konkurrent. Der vurderes i dag reelt ikke at være konkurrence på det præhospitale område.

 

En hjemtagelse vil dog også indebære udfordringer, herunder udfordringer med at rekruttere det fornødne personale. Erfaringer viser, at ambulancepersonalet kan have et stærkt tilhørsforhold til den virksomhed, de er ansat i, og derfor foretrækker at skifte til andre landsdele eller funktioner frem for at skifte arbejdsgiver. Derudover kører leverandørnes nuværende medarbejdere i Region Midtjyllands akutlægebiler og akutbiler kun akutlægebil/akutbil halvdelen af deres arbejdstid, mens de kører ambulance i den halvdel af tiden. Det er Præhospitalets oplevelse, at de værdsætter denne ordning.

 

Det er dog vurderingen, at rekrutteringsopgaven kan løses, blandt andet ved at tænke alternative stillinger som for eksempel delstillinger med AMK-vagtcentralen og/eller med de præhospitale organisationer i Region Midtjyllands naboregioner.

Derudover viser erfaringer fra Region Hovedstaden, at udfordringen kan løses. Region Hovedstaden har ikke haft udfordringer med at rekruttere personale.

 

For at imødegå udfordringen planlægges der derudover med en tidlig og intensiv indsats omkring rekruttering. Allerede i februar/marts vil der blive udsendt information og afholdt informationsmøder. Hvis der imod forventning skulle opstå rekrutteringsproblemer, er der en række handlemuligheder.

 

Det er forventningen, at Region Hovedstadens præhospitale organisation såvel som Ambulance Syd vil være villige til at udlåne personale, hvis der vil være behov for besættelse af vagter, for eksempel i en opstartsfase samt i forbindelse med længerevarende sygdom.

 

Det vil også være en mulighed at lave en aftale med Falck eller Responce om udlån af personale, men som udgangspunkt vil dette kun blive benyttet, hvis det ikke på anden måde er muligt at skaffe personale.

 

Videre gælder det, at der i modsætning til ved ambulancetjeneste ikke ved bekendtgørelse er fastsat uddannelsesmæssige krav til lægeassistenter. Det vil derfor i princippet være en mulighed, at der kan rekrutteres andre faggrupper. Det vurderes dog i udgangspunktet at være mest hensigtsmæssigt at rekruttere lægeassistenter, da ansættelse af for eksempel sygeplejersker vil kræve ekstrauddannelse.

 

En hjemtagning af et delområde forventes endvidere at give en tilstrækkelig robusthed i forhold til personaleudskiftning og sygdom.

 

Forslag om at hjemtage Delkontrakt 1

Fordelene ved at hjemtage som beskrevet ovenfor vil kunne opnås ved blot at hjemtage én delkontrakt. Der er dog enkelte fordele, der kun vil kunne opnås ved hjemtagelse af Delkontrakt 1 og 2, som omfatter alle akutlægebiler. En hjemtagelse af disse to delkontrakter vil reducere behovet for koordination mellem akutlægebilsaftalerne og gøre det muligt at udvikle et ensartet koncept for hele regionen. Der er dog også væsentlige ulemper ved en hjemtagelse af Delkontrakt 1 og 2. For det første vil de økonomiske omkostninger være væsentligt større. For det andet er det vurderingen, at der vil være større risiko for, at det ikke vil kunne lade sig gøre at rekruttere tilstrækkeligt med personale til at bemande akutlægebilerne og akutbilerne.

 

På den baggrund er det vurderingen, at det vil være mest fordelagtigt at hjemtage én delkontrakt; Delkontrakt 1. En hjemtagelse af Delkontrakt 1 vil udløse den laveste meromkostning ved hjemtagelse sammenlignet med Delkontrakt 2 og 3. Derudover er området for Delkontrakt 1 geografisk tættest på Præhospitalet, herunder AMK-vagtcentralen, hvilket vil give mulighed for flere faglige synergier. Endelig er akutlægebilen i Aarhus i forvejen placeret på en regional base i nær tilknytning til Præhospitalets øvrige lokaler, hvilket gør hjemtagelsesopgaven mindre.

 

Det vurderes heller ikke at være fordelagtigt at hjemtage akutbilskontrakten (Delkontrakt 3) samtidig med, at en akutlægebilskontrakt hjemtages. Baggrunden for dette er, at såvel den potentielle ekstra kvalitetsmæssige gevinst som den potentielle ekstra markedsstrategiske gevinst vurderes at være begrænset og ikke vil stå mål med den ekstra udgift.

 

En hjemtagelse af Delkontrakt 1 vil udløse en merudgift på 1,5 mio. kr. årligt samt en engangsudgift på 5,4 mio. kr. Dette baserer sig på, at køretøjerne indkøbes inden driftsstart, det vil sige i 2018.

 

Forslag til finansiering

Indgåelse af kontrakt med Falck vil øge driftsudgifterne med 5,4 mio. kr. i forhold til de nuværende udgifter. Det foreslås, at Præhospitalets budget forhøjes med dette beløb, og at finansieringen vil indgå i regionens samlede budgetlægning for 2019 og frem. Dertil er der behov for en engangsbevilling på 0,6-0,8 mio. kr. vedrørende køb af defibrillator/monitorer i 2018. Beløbet kan finansieres af centrale puljer.

 

Drift af akutlægebiler er et nyt område for Præhospitalet. Midler til dækning af de merudgifter, der er forbundet med hjemtagningen på 1,5 mio. kr. årligt fra 2019, vil skulle tilføres Præhospitalets budget og finansieringen indgå i regionens samlede budgetlægning for 2019. I forbindelse med hjemtagning af Delkontrakt 1 vil der være engangsudgifter på 5,4 mio. kr. i 2018. 5,1 mio. kr. heraf finansieres via enkeltstående mindreudgifter på det præhospitale område i 2017, mens 0,3 mio. kr. tilføres Præhospitalets budget fra centrale puljer. Engangsudgifterne dækker blandt andet indkøb af køretøjer, som er udbudspligtigt. De endelige priser og dermed engangsudgifter for hjemtagelse kendes derfor først efter udbud.

 

Det er nødvendigt at genanskaffe køretøjer, forventeligt hvert tredje år. Midlerne skal prioriteres fra regionens budget til sundhedsområdet.

 

Vedlagt er Præhospitalets notat om udbuddet og kontrolberegninger samt et kort over Region Midtjyllands præhospitale dækning.

 

I forbindelse med behandlingen af punktet i forretningsudvalget blev der stillet spørgsmål til reglerne for virksomhedsoverdragelse. En besvarelse af dette er vedlagt som bilag.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at Delkontrakt 1 hjemtages,

 

at driftsudgifterne forbundet med hjemtagningen af Delkontrakt 1 på 1,5 mio. kr. årligt fra 2019 tilføres Præhospitalets budget, og finansieringen indgår i regionens samlede budgetlægning for 2019, og at engangsudgiften på 5,4 mio. kr. i 2018 finansieres gennem henholdsvis 5,1 mio. kr. via enkeltstående mindreudgifter på det præhospitale område i 2017, og 0,3 mio. kr. tilføres det præhospitale budget fra centrale puljer.

 

at der indgås kontrakt med Falck Danmark A/S om Delkontrakt 2 og Delkontrakt 3,

 

at Region Midtjylland ikke udnytter optionen på leverance af defibrillator/monitorer fra Falck Danmark A/S, men i stedet indkøber disse fra Region Hovedstaden, og at engangsudgifterne på 0,6-0,8 mio. kr. til køb af defibrillator/monitorer fra Region Hovedstaden tilføres Præhospitalets budget i 2018, når det endelige beløb kendes. Beløbet finansieres fra centrale puljer,

 

at de årlige driftsudgifter ved udbuddet på 5,4 mio. kr. tilføres Præhospitalets budget, og finansieringen indgår i regionens samlede budgetlægning for 2019, og

 

at der ved senere politisk drøftelse tages stilling til, om akutbilen i Skive skal bemandes med paramedicinere frem for ambulancebehandlere.

 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen og Hanne Roed var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-23-4-72-1-16

20. Godkendelse af resultat af vaskeriudbud

Resume

Der fremlægges et resultat af vaskeriudbuddet til godkendelse. Vaskeriudbuddet omfatter vaskeriydelsen for Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Vest og Regionspsykiatrien Midt samt Regionshuset Viborg.

Forretningsudvalget indstiller,

Anders Kühnau, Niels Erik Iversen, Hanne Roed, Jacob Isøe Klærke, Else Kayser og Rasmus Foged indstiller,

 

at resultat af vaskeriudbuddet for Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Vest og Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg godkendes,

 

at De Forenede Dampvaskerier A/S tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 1, der vedrører Hospitalsenheden Vest samt Regionspsykiatrien i Vest, og

 

at midtVask tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 2 for Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg.

 

De øvrige medlemmer tog et foreløbigt forbehold.

 

Conny Jensen var inhabil og deltog ikke i drøftelse af punktet.

Sagsfremstilling

I Spar1519 besluttede regionsrådet, at vaskeriydelsen i regionen skulle konkurrenceudsættes.

 

Regionsrådet godkendte den 26. oktober 2016 en overordnet strategi for udbud af vaskeriydelsen i regionen. Regionsrådet besluttede:  

 

  • at vaskeriydelsen i regionen konkurrenceudsættes,
  • at det gennem udbuddene sikres med en klausul, at regionen også fremover vil have mindst to leverandører, således at der også på sigt opretholdes en konkurrence på området, 
  • at vaskeriydelsen udbydes tidsforskudt, således at opgaven vedrørende den del, som i dag varetages af Jysk Linnedservice, udbydes i forbindelse med udløb af den nuværende konkrakt, mens den øvrige del udbydes i 2018/2019 til ikrafttrædelse senest med udgangen af 2019, når de nye hospitalsbyggerier er ibrugtaget, og 
  • at regionsrådet bekræfter, at midtVask skal afgive kontrolbud på opgaven.

 

Der har i 2017 været gennemført et udbud af vaskeriydelsen for Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Vest og Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg.

 

Opgaven er forandret i forhold til den opgave, Jysk Linnedservice A/S tidligere har varetaget, da regionen fremadrettet selv vil eje flere artikler end i dag, herunder regionens uniformer til hospitalspersonalet. Samtidig har det indgået som krav i udbuddet, at de kommende vaskerileverandører skal indgå i et konstruktivt samarbejde med regionen om optimering af vaskeriopgaven, og at der i fællesskab arbejdes på at skabe besparelser og sikre høj kvalitet for regionens hospitaler og øvrige enheder. 

 

Udbuddet er gennemført efter udbudsformen "udbud med forhandling", hvilket indebærer, at alene prækvalificerede ansøgere kunne afgive tilbud og deltage i forhandlingerne. Derfor skulle der først ansøges om deltagelse i udbuddet, og Region Midtjylland vurderede ansøgerens egnethed for den videre deltagelse i udbudsforretningen i forhold til de i udbudsbekendtgørelsen fastsatte krav.

 

Udbuddet har således været inddelt i flere dele. Først en prækvalifikationsfase, hvor følgende vaskerier ansøgte om at blive prækvalificeret:

De Forenede Dampvaskerier A/S

Jysk Linnedservice A/S

Vraa Dampvaskerier A/S

midtVask (kontrolbyder).

 

Vraa Dampvaskerier A/S havde ikke opfyldt minimumsbetingelsen vedrørende referencer, og derfor var det ikke muligt at prækvalificere Vraa Dampvaskerier A/S.

 

Følgende vaskerier blev prækvalificeret og afgav tilbud på opgaven:

De Forenede Dampvaskerier A/S

Jysk Linnedservice A/S

midtVask (kontrolbyder).

 

De prækvalificerede vaskerier gav dernæst et indledende tilbud. Det blev efterfulgt af en forhandlingsfase, hvor der blev afgivet nye tilbud på et, som følge af forhandlingerne, lettere revideret udbudsmateriale, og derefter blev der den 6. november 2017 afgivet endelige tilbud.

 

Kontrolbud

Kontrolbuddet er udregnet i henhold til kontrolbudsbekendtgørelsen. Kontrolbuddet har Region Midtjyllands eget vaskeri midtVask haft ansvaret for. MidtVask har, i forbindelse med udregningen af kontrolbuddet og for at sikre, at kontrolbudsbekendtgørelsens forskrifter er overholdt, været bistået af revisionsvirksomheden PWC og egen advokat, Svend Bjerregaard fra Holst Advokater. Efterfølgende er kontrolbuddet fremsendt til Bech-Bruun, Økonomisk Analyse, som har foretaget en kontrol af, at de poster, som skal indgå i kontrolbuddet, er medtaget i beregningerne i overensstemmelse med de principper, der følger af kontrolbudsbekendtgørelsen.

 

Gennemgangen viste, at PWC kunne have lagt andre tal til grund for deres beregning. Konkret betyder det, at kontrolbuddene bliver billigere og kan nedskrives. Delaftale 1 kan nedskrives med 2.289 kr. og delaftale 2 kan nedskrives med 89.140 kr. Region Midtjylland har i vedlagte evalueringsrapport ikke ændret på tallene i forhold til det af 6. november 2017 afgivne kontrolbud, da resultatet af udbudsforretningen vil være det samme. PWC's rapport om mulige præciseringer af kontrolbuddet er vedlagt som bilag 1 til evalueringsrapporten.

 

Resultat

Regionsrådet har den 21. december 2016 besluttet, at vægtningen i tilbudsevalueringen skulle være 65% på pris og 35% på kvalitet. I tabellen nedenfor fremgår resultatet af udbuddet for de to delaftaler. Evalueringsrapporten er vedlagt som bilag.

 

 

Regionsrådet har den 26. oktober 2016 besluttet, at det gennem udbuddene sikres, at regionen også fremover vil have mindst to leverandører, således at der også på sigt opretholdes en konkurrence på området. Skulle kontrolbuddet ved udbuddet vinde begge delaftaler, skal Region Midtjylland derfor alene tildele den ene delaftale til kontrolbuddet.

 

Som det fremgår af tabel 1, har evalueringen vist, at kontrolbuddet vinder begge delaftaler, og at De Forenede Dampvaskerier A/S bliver nr. 2 på begge delaftaler. Region Midtjylland opnår den billigste løsning ved kombinationen af de 2 delaftaler ved at tildele delaftale 1 til De Forenede Dampvaskerier A/S og tildele delaftale 2 til midtVask.

 

Tildeling af delaftaler fremgår af nedenstående tabel 2.

 

 

Grundlæggende har de indkomne tilbud haft en kvalitet væsentlig over middel. Den overordnede vurdering af de tre tilbud fremgår nedenfor.

 

MidtVask

Samlet set en optimal løsning for Region Midtjylland, da buddet fra midtVask resulterer i bedste forhold mellem pris og kvalitet. Prisen er meget tæt på laveste pris, og der tilbydes en løsning med høj kvalitet, hvor midtVask særligt udmærker sig ved at bidrage til at skabe besparelser for hospitalerne. MidtVask udviser tydelig innovationsevne, særligt i forhold til hurtig udbedring af eventuelle kvalitetsafvigelser, og de har tydelig fokus på at skabe udvikling i samarbejde med hospitalets linnedpersonale.

 

De Forenede Dampvaskerier

Samlet et godt tilbud med den laveste pris på begge delaftaler. De Forenede Dampvaskerier præsterer flot på de kvalitative kriterier, dog med et forbedringspotentiale særligt i forhold til at foreslå besparelser til gavn for Region Midtjylland. Endvidere kunne der være tilbudt en mere fleksibel løsning vedrørende udvikling og ændringer i sortimentet. Det vurderes dog, at De Forenede Dampvaskerier vil levere en meget tilfredsstillende løsning af vaskeriopgaven.

 

Jysk Linnedservice

Jysk Linnedservice har afgivet det dyreste tilbud. Jysk Linnedservice har tilbudt en mere end tilfredsstillende løsning til Region Midtjylland på de opstillede kvalitetsparametre. Dog har de andre bydere præsteret bedre på kvaliteten. Jysk Linnedservice har et forbedringspotentiale særligt i forhold til at foreslå besparelser og har i det tilbudte ikke vist innovative forslag, der i væsentlig grad vil udvikle og forbedre hospitalernes vaskeridrift.

 

Økonomi

Forbruget for vaskeriydelser for de to delaftaler var i 2016 var på samlet 36,86 mio. kr. Med de nye priser i vaskeriudbuddet vil der samlet være udgifter til vaskeriydelser på 24,15 mio. kr. årligt gældende for de to delaftaler. Kontrakten løber over seks år med mulighed for to års forlængelse. Det giver umiddelbart en besparelse på cirka 12,5 mio. kr. årligt og over en otteårig periode vil det være cirka 100 mio. kr. Hertil skal der dog modregnes investeringer i nye uniformer på hospitalerne, som Region Midtjylland før har lejet hos Jysk Linnedservice A/S, men som regionen fremover selv ejer. Indkøbene af nye uniformer er ved at blive foretaget i øjeblikket, og administrationen vurderer, at der vil blive investeret i uniformer for cirka 35 mio. kr. i den otteårige periode. Den reelle besparelse efter vaskeriudbuddet vil dermed være cirka 65 mio. kr. over den otteårige periode, som vaskerikontrakten maksimalt kan være på.

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at resultat af vaskeriudbuddet for Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Vest og Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg godkendes,

 

at De Forenede Dampvaskerier A/S tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 1, der vedrører Hospitalsenheden Vest samt Regionspsykiatrien i Vest, og

 

at midtVask tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 2 for Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg.

Beslutning

Conny Jensen, Jørgen Winther og Olav Nørgaard var inhabile og deltog ikke i behandlingen af sagen.

 

Regionsrådet vedtog,

 

at resultat af vaskeriudbuddet for Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Vest og Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg godkendes,

 

at De Forenede Dampvaskerier A/S tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 1, der vedrører Hospitalsenheden Vest samt Regionspsykiatrien i Vest,

 

at midtVask tildeles vaskeriopgaven fra 1. august 2018 og de kommende seks år med mulighed for to års forlængelse for delaftale 2 for Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive, Regionspsykiatrien i Midt samt Regionshuset Viborg, og

 

at der ikke hermed er taget stilling til, om der skal bygges nyt byggeri til midtVask.

 

Finn Thranum, John G. Christensen, Hanne Roed og Erik Vinther var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-22-78-6-10

21. Orientering om svar på ansøgning om deponeringsfritagelse for 2018

Resume

Region Midtjylland har opnået deponeringsfritagelse for OPP-projektet nyt Psykiatrisk Center ved Aarhus Universitetshospital i 2018 på 104,35 mio. kr. Hermed har Region Midtjylland modtaget deponeringsfritagelse for hele OPP-projektets samlede deponeringsforpligtelse.

 

Region Midtjylland har samtidig opnået deponeringsfritagelse på 75 mio. kr. til brug for et eventuelt kommende regionslager finansieret med private midler.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Deponeringsfritagelse for OPP-projektet Nyt Psykiatrisk Center

Region Midtjylland indgik i 2014 en aftale om et offentligt-privat partnerskab (OPP) med team KPC om etablering af et Nyt Psykiatrisk Center i Skejby.

 

Når en region laver aftale med en privat leverandør til f.eks. at bygge et nyt parkeringsanlæg eller et nyt hospital, siger deponeringsreglerne, at regionen skal deponere, hvad der svarer til anlægsudgiften. Det sker for at sikre, at en region behandles på samme måde, uanset om regionen lejer sig ind i en bygning (f.eks. ved et OPP-projekt), eller om regionen selv opfører eller køber bygningen. Deponeringsforpligtelsen for projektet er i 2014 opgjort til 784,3 mio. kr.

 

I de seneste økonomiaftaler har der været afsat puljer til deponeringsfritagelser, som regionen har ansøgt om og fået fritagelser fra. I økonomiaftalen for 2018 blev der ligeledes afsat en pulje på 400 mio. kr. til deponeringsfritagelse for konkrete OPP-projekter.

 

Region Midtjylland søgte i august 2017 om deponeringsfritagelse til OPP-projektet nyt Psykiatrisk Center for den resterende forpligtelse, som i august 2017 var på 74,35 mio. kr.

 

Herudover søgte Region Midtjylland om yderligere deponeringsfritagelse på 30 mio. kr. for det tilfælde, at der bliver brug for at indgå en tillægskontrakt på anslået 30 mio. kr. Det skyldes, at der i OPP-aftalen om nyt Psykiatrisk Center er afsat et fast beløb til tilslutningsomkostninger (el, vand, varme, veje og parkering mv.), som bliver afholdt af Region Midtjylland og efterfølgende opkrævet hos KPC. Såfremt tilslutningsomkostningerne bliver højere end forudsat i OPP-aftalen, kan regionen vælge at indgå en tillægskontrakt vedrørende disse omkostninger. På nuværende tidspunkt er det ikke administrationens vurdering, at der bliver brug for at indgå tillægskontrakten. I alt har Region Midtjylland således søgt om deponeringsfritagelse til OPP-projektet for 104,35 mio. kr. i 2018. 

 

Region Midtjylland har den 6. oktober 2017 modtaget svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet  med tilsagn om en deponeringsfritagelse på 104,35 mio. kr. i 2018 (vedlagt). Hermed har Region Midtjylland fået deponeringsfritagelse for projektets samlede deponeringsforpligtelse, jf. tabel 1.

 

 

Deponeringsfritagelse vedrørende etablering af et regionalt centrallager

Regionsrådet besluttede i februar 2016, at en privat logistikpartner skal etablere og drive et samlet regionslager for Region Midtjylland. Opgaven er sendt i udbud i 2017, og der skal vælges logistikpartner senere i 2018. Den 5. december 2017 besluttede regionsrådet, at det er logistikpartneren, som vælger den geografiske placering af regionslageret og stiller lagerbygningen til rådighed.

 

Region Midtjylland har søgt om deponeringsfritagelse til det kommende regionslager, og Økonomi- og Indenrigsministeriet har meddelt regionen deponeringsfritagelse på 75 mio. kr. til etablering af lageret. Dispensationen er betinget af, at lageret er med privat finansiering. Det betyder, at deponeringsfritagelsen kan bruges i det tilfælde, at regionen imod forventning skal deponere for et kommende regionslager, hvor logistikpartneren selv stiller lagerbygning til rådighed for regionen.

 

Samlet har Region Midtjylland fået deponeringsfritagelse på 179,35 mio. kr. fra deponeringsfritagelsespuljen for 2018. 

 

Tidligere indstilling

Direktionen indstillede,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Finn Thranum, John G. Christensen, Hanne Roed og Erik Vinther var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tidligere Politisk Behandling

Regionsrådet fik på møde den 23. november 2016 en orientering om svar på ansøgning om deponeringsfritagelse for OPP-projektet nyt Psykiatrisk Center for 2017.