Her finder du dagsordenen til næste regionsrådsmøde eller referatet fra det seneste møde. For at se referater fra tidligere møder, så vælg årstal og mødedato i den grå boks.

Ældre referater end der fremgår af denne side se 2007 

Regionsrådet

Se alle

  • Udvalg: regionsrådet
  • Mødedato: 19. marts, 2014 kl. 13:00
  • Mødested: Regionsrådssalen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt undtagen Keld Marstrand Christensen, Susanne Buch Nielsen og Ole Davidsen, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 14.35.


Sagnr.: 1-31-72-233-12

1. Ansøgning fra bestyrelsen for Gudenå Hospice vedrørende udvidelse af byggeriet i Brædstrup fra 9 til 12 hospicepladser

Resume

Bestyrelsen for Gudenå Hospice har søgt om tilladelse til at etablere tre ekstra hospicepladser ud over de ni, som Region Midtjylland har besluttet at etablere i Brædstrup. Bestyrelsen søger om, at de ekstra pladser i givet fald etableres i forbindelse med byggeriet, idet etablering efter, at hospice er færdigt, vil blive væsentlig dyrere. Såfremt Den selvejende Institution Gudenå Hospice ikke opnår fondsdonationer til den ekstra udvidelse vil etablering af de tre ekstra pladser øge den ejendomsudgift, som Region Midtjylland skal afholde.  

Forretningsudvalget indstiller,

at der gives tilladelse til, at der i forbindelse med byggeriet af Gudenå Hospice etableres et råhus med tre ekstra pladser,

 

at Region Midtjylland stiller underskudsgaranti på op til 60.000 kr. årligt, såfremt den selvejende institution Gudenå Hospice, Brædstrup, som står for byggeriet, ikke opnår donationer, der kan finansiere de ekstra udgifter ved at etablere råhuset, og

 

at udgiften på 60.000 kr. årligt over 25 år finansieres inden for den samlede ramme for drift af hospice, såfremt garantien udløses.

Sagsfremstilling

Bestyrelsen for Gudenå Hospice har søgt om tilladelse til, at der i forbindelse med byggeriet af Gudenå Hospice etableres et råhus med tre ekstra pladser, ud over de ni, som Region Midtjylland ifølge Kræftplan III er forpligtet til at etablere. 

 

Regionsrådet besluttede på møde den 26. september 2012, at de ni hospicepladser skulle etableres i Brædstrup, og at udgiften til anlæg af de ni pladser skulle ligge inden for en årlig ejendomsudgift på maksimum 2,4 mio. kr.

 

Der blev den 31. oktober 2013 indgået driftsoverenskomst mellem den selvejende institution Gudenå Hospice, Brædstrup, og Region Midtjylland. Byggeriet har været udbudt i licitation og er igangsat. Byggeriet vil beløbe sig til en årlig ejendomsudgift på 2,36 mio. kr. ved etablering af ni pladser.

 

Etablering af råhus med tre pladser

Bestyrelsen for Gudenå Hospice har den 13. marts 2014 henvendt sig til Region Midtjylland med anmodning om, at byggeriet udvides med tre pladser. Ønsket om at udvide er, at et hospice på 12 pladser vil give en bedre driftsøkonomi, og at det vil være billigere at udvide i forbindelse med byggeriet frem for senere, når hospice er etableret. Bestyrelsen for Gudenå Hospice har oplyst, at etablering af råhus med tre ekstra pladser vil give en afledt maksimal driftsudgift på 2,460 mio. kr. Det drejer sig således om en ekstraudgift på 60.000 kr. årligt i forhold til den tidligere fastsatte maksimale ejendomsudgift.

 

Det bemærkes, at der er i denne del af ansøgningen er tale om anlæg - ikke om ibrugtagning af tre ekstra pladser. Det er planen, at de tre ekstra pladser skal stå tomme, indtil der viser sig behov for udvidelse, og indtil der er midler til at drifte pladserne.

 

Det bemærkes endvidere, at et af ansøgningskriterierne i forbindelse med valg af samarbejdspart til etablering og drift af hospice i Brædstrup var, at ansøger skitserede, hvordan hospice kunne udvides til 12 pladser.

 

Bestyrelsen oplyser i brev af 13. marts 2014, at der er søgt midler i A.P. Møller Fonden til anlæg af de tre ekstra pladser. Efterfølgende har A. P. Møller Fonden den 17. marts 2014 svaret, at fonden udelukkende bevilger 1,1 mio. kr. til etablering af en vinterstue - og ikke til råhus med tre ekstra pladser.

 

Bygherrerådgiver har tilkendegivet, at der skal tages stilling til eventuel udvidelse fra ni til 12 pladser inden 1. april 2014, idet en ændring af byggeriet efter 1. april 2014 vil fordyre byggeriet med 100-200.000 kr.

 

På den baggrund anmoder bestyrelsen om, at Region Midtjylland stiller underskudsgaranti til rådighed på 60.000 kr. årligt, således at der kan gives bygherre meddelelse om, at de tre ekstra pladser kan etableres som råhus. Bestyrelsen oplyser i vedlagte brev af 17. marts 2014, at man vil søge andre fonde om donationer samt justere anlægsbudgettet, således at den økonomiske risiko bliver mindre.

 

Etablering af hospice med 12 færdigindrettede pladser.

Såfremt der opnås donation fra andre fonde, foreslår bestyrelsen for Gudenå Hospice, at de tre ekstra pladser færdigindrettes. Det vil i givet fald afstedkomme en ekstraudgift på 60.000 kr. årligt i 25 år, som bestyrelsen anmoder Region Midtjylland om at dække.

 

Administrationens vurdering

Det er administrationens vurdering, at det kan være hensigtsmæssigt at bygge råhuset på tre pladser sammen med det nuværende byggeri. Der vil være betydelige merudgifter ved at etablere de ekstra pladser, efter at det oprindelige byggeri er afsluttet. Merudgifterne vil ligge i størrelsesordenen 1,3 mio. kr., svarende til ca. 75.000 kr. i årlig driftsudgift, idet der skal startes en ny byggesag med nedrivning af eksisterende murværk mm. op. Et senere byggeri kan endvidere medføre driftsforstyrrelser for hospice.

 

Færdigindretning af råhuset på nuværende tidspunkt er efter administrationens vurdering derimod ikke nødvendig, idet der ikke er afsat driftsmidler til at åbne de ekstra pladser for patienter. (til orientering kan det oplyses, at Region Midtjyllands nettodriftsudgifter pr. hospiceplads udgør 0,8 mio. kr. under forudsætning af, at der er søgning til pladserne, således at kommunal medfinansiering opnås). Færdigindretning vil kunne ske hurtigt og uden større driftsforstyrrelser, hvis regionsrådet senere beslutter at bevilge midler til en udvidelse.

 

Region Midtjylland råder i forvejen over fire pladser på Hospice Søholm, som der ikke er afsat driftsmidler til.

 

På den baggrund foreslås det, at der gives Hospice Gudenå tilladelse til etablering af råhus, og at Region Midtjylland yder underskudsgaranti på op til 60.000 kr. årligt. De 60.000 kr. foreslås finansieret inden for den samlede ramme for drift af hospice, såfremt hele eller dele af garantien udløses.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Keld Marstrand Christensen, Susanne Buch Nielsen og Ole Davidsen var forhindret i at deltage i sagens beslutning.