Her finder du dagsordenen til næste regionsrådsmøde eller referatet fra det seneste møde. For at se referater fra tidligere møder, så vælg årstal og mødedato i den grå boks.

Ældre referater end der fremgår af denne side se 2007 

Regionsrådet

Se alle

  • Udvalg: Regionsrådet
  • Mødedato: 26. september, 2012 kl. 14:00
  • Mødested: Regionsrådssalen, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

Alle medlemmer var mødt, undtagen Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard og Fatma Øktem der havde meldt afbud.

 

Stedfortræderne Lars Lyngsdal og Leif Mørch deltog i behandlingen af punkt 2.

 

Susanne Buch Nielsen mødte kl. 14.40 under behandlingen af punkt 2.

 

Poul A. Christensen forlod mødet kl. 16.30 under behandlingen af punkt 4.

Olav Nørgaard forlod mødet kl. 16.50 efter behandlingen af punkt 4.

Jette Skive forlod mødet kl. 17.00 under behandlingen af punkt 5.

Henning Gjellerod forlod mødet kl. 17.15 efter behandlingen af punkt 11.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, John Thorsø, Poul A. Christensen, Esther Jakobsen, Kurt H. Jørgensen, Michael Thomsen, Jacob Isøe Klærke, Susanne Buch Nielsen, Henning Gjellerod, Carl Johan Rasmussen, Bjarne Schmidt Nielsen, Gert Schou og Anders Kühnau deltog ikke i behandlingen af punkterne på den lukkede dagsorden.

 

Mødet blev hævet kl. 17.25.


Pkt. tekst

  1. 1. Indkaldelse af stedfortrædere til 2. behandling af forslag til budget for 2013
  2. 2. Forslag til budget 2013: 2. behandling
  3. 3. Kvartalsrapporten pr. 30. juni 2012
  4. 4. Etablering af ni nye hospicepladser i 2014
  5. 5. Godkendelse af udkast til Psykiatriplan 2013-16 (høringsudgave)
  6. 6. Godkendelse af styringsaftale i rammeaftale 2013 på det sociale område
  7. 7. Implementeringen af Tarmkræftscreeningsprogrammet i Region Midtjylland
  8. 8. Revidering af udbudsstrategi på udvidet frit valgs området
  9. 9. Kvartalsrapport for kvalitetsfondsprojekter pr. 30. juni 2012
  10. 10. Godkendelse af projektplan for Meaning Making Experience
  11. 11. Ansøgning fra Lemvig Museum om tilskud til formidlingsprojektet "Jernkysten"
  12. 12. Projekt CenSec Klyngeudvikling bevilling til forlængelse (Indstilling fra Vækstforum)
  13. 13. Ansøgninger til Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen (Indstilling fra Vækstforum)
  14. 14. Opfølgning på resultatkontrakter - pr. 1. marts 2012 (Indstilling fra Vækstforum)
  15. 15. Vækstpartnerskabsaftale 2012 (Indstilling fra Vækstforum)
  16. 16. Revisionsberetning for regnskabsåret 2011 og endelig godkendelse af Årsrapport 2011
  17. 17. Revisionsberetning nr. 21 vedrørende afregning af statsrefusion til sociale udgifter for 2011
  18. 18. Revisionsberetning nr. 23
  19. 19. Salg af ejendommen Fuglemosevej 1A, Kjellerup
  20. 20. Forslag om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling
  21. 21. Forslag om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet
  22. 22. Brev til transportminister Henrik Dam Kristensen om en forlængelse af motorvejen mellem Herning og Holstebro
  23. 23. Orientering om brugertilfredshedsundersøgelse på det præhospitale område
  24. 24. Orientering om resultater for kvaliteten i behandlingen af patienter med depression 2011
  25. 25. Orientering om resultater for kvaliteten i behandlingen af patienter med skizofreni 2011
  26. 26. Orientering om resultater for kvaliteten af den danske fedmekirurgiske behandling 2011
  27. 27. Orientering om ansøgning til pulje til styrket indsats for unge med hjerneskade
Sagnr.: 0-4-5-10

1. Indkaldelse af stedfortrædere til 2. behandling af forslag til budget for 2013

Resume

Regionsrådsmedlemmerne Henrik Fjeldgaard og Mette Rohde Terp har meddelt, at de er forhindrede i at kunne deltage i regionsrådets møde den 26. september 2012. De pågældendes stedfortrædere er indkaldt til at deltage i 2. behandling af forslaget til budget for 2013 for Region Midtjylland.

Formanden indstiller,

at regionsrådet tager til efterretning, at regionsrådsmedlemmet Henrik Fjeldgaard er forhindret i at deltage i regionsrådets møde den 26. september 2012, og at socialdemokratiets 1. stedfortræder, Leif Mørck, Præstegårdsvej 30, 8722 Hedensted, deltager i regionsrådets 2. behandling af forslaget til budget for 2013 for Region Midtjylland, og

 

at regionsrådet tager til efterretning, at regionsrådsmedlemmet Mette Rohde Terp er forhindret i at deltage i regionsrådets møde den 26. september 2012, og at regionsrådet tager til efterretning, at Socialistisk Folkepartis 1. stedfortræder, Lars Lyngsdal, Hægvej 17, 8250 Egå, deltager i regionsrådets 2. behandling af forslaget til budget for 2013 for Region Midtjylland.

 

Sagsfremstilling

Regionsrådsmedlemmet Henrik Fjeldgaard har meddelt, at han er forhindret i at kunne deltage i regionsrådets møde den 26. september 2012. Socialdemokratiet har i forbindelse hermed anmodet om, at den pågældendes stedfortræder indkaldes til at deltage i 2. behandling af forslaget til budget for 2013.

 

Regionsrådsmedlemmerne Mette R. Terp har meddelt, at hun er forhindret i at kunne deltage i regionsrådets møde den 26. september 2012. Socialistisk Folkeparti har i forbindelse hermed anmodet om, at den pågældendes stedfortræder indkaldes til at deltage i 2. behandling af forslaget til budget for 2013.

 

Det fremgår af § 15 i Lov om kommunernes styrelse, at der kan indkaldes en stedfortræder til at deltage i 2. behandling af forslaget til årsbudget, når et medlem er forhindret i at deltage i behandlingen. Bestemmelsen gælder også for regionsrådene.

 

Leif Mørck, Præstegårdsvej 30, 8722 Hedensted, er i valgbogen fra regionsrådsvalget den 17. november 2009 anført som 1. stedfortræder på socialdemokratiets liste. Leif Mørck er indkaldt til regionsrådets møde den 26. september 2012 til at deltage i 2. behandling af forslaget til budget for 2013 for Region Midtjylland.

 

Lars Lyngsdal, Hægvej 17, 8250 Egå er i valgbogen fra regionsrådsvalget den 17. november 2009 anført som 1. stedfortræder på Socialistisk Folkepartis liste. Lars Lyngsdal, Hægvej 17, 8250 Egå, er indkaldt til regionsrådets møde den 26. september 2012 til at deltage i 2. behandling af forslaget til budget for 2013 for Region Midtjylland.

 

Regionsrådet træffer beslutning om, hvorvidt betingelserne for stedfortrædernes deltagelse i behandlingen af budgetforslaget er til stede.



Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem og Susanne Buch Nielsen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-21-78-1-12

2. Forslag til budget 2013: 2. behandling

Resume

Hermed fremlægges forslag til budget 2013 til regionsrådets 2. behandling. 

   

Den 11. september 2012 blev der indgået budgetforlig mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Fælleslisten og Poul A. Christensen (uden for partierne).

 

Forretningsudvalget forelægges budgetforslag og budgetbemærkninger udarbejdet på baggrund af budgetforlig 2013, regionsrådets 1. behandling af budgetforslag 2013 den 22. august 2012, alle beslutninger til og med regionsrådsmødet den 22. august 2012 samt indstillede tekniske bevillingsændringer i 2. kvartalsrapport 2012, jf. andet punkt på dagsordenen.

 

Regionsrådsformanden vil umiddelbart efter 2. behandlingen i forretningsudvalget udsende meddelelse til regionsrådsmedlemmerne om, at eventuelle ændringsforslag fra de politiske grupper bedes tilgå administrationen senest den 24. september 2012 kl. 12.00. Herefter vil de indgå i regionsrådets 2. behandling af budgetforslag 2013.

 

Der er indkommet en række høringssvar fra MED-systemet og sundhedsbrugerrådet til budgetforslag 2013, som vedlægges til orientering.

Forretningsudvalget indstiller,

at budget 2013 - udarbejdet på baggrund af regionsrådets 1. behandling af budgetforslag 2013 den 22. august 2012, alle beslutninger til og med regionsrådsmødet den 22. august 2012 samt indstillede bevillingsændringer i 2. kvartalsrapport 2012, jf. andet punkt på dagsordenen - godkendes, og

 

at administrationen bemyndiges til at foretage mindre redaktionelle rettelser samt eventuelle tekniske justeringer af social- og specialundervisningsområdets budget frem til publiceringen af regionens budget.

Sagsfremstilling

Forretningsudvalget fastlagde den 26. juni 2012 de foreløbige budgetrammer for 2013.

 

På regionsrådets møde den 22. august 2012 blev budgetforslag 2013 1. behandlet. Herudover behandlede regionsrådet indstillinger vedrørende sager med konsekvenser for budget 2013. Regionsrådet tiltrådte ligeledes indstillinger vedrørende Lov- og cirkulæreprogram.

Den 11. september 2012 blev der indgået budgetforlig mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre, Fælleslisten og Poul A. Christensen (uden for partierne).  

Budgetforlig 2013 er vedhæftet.

 

Budgetforslag 2013 er udarbejdet på baggrund af regionsrådets 1. behandling, beslutninger til og med regionsrådets møde den 22. august 2012 og budgetforlig 2013.

 

Derudover er der indarbejdet en række tekniske ændringer i budgetforslag 2013 på sundhedsområdet, som følge af 2. kvartalsrapport 2012, som forelægges til beslutning under andet punkt på dagsordenen. De tekniske ændringer er indarbejdet i budgetforslaget for på et tidligt tidspunkt at tage højde for beslutninger, der har konsekvenser for budget 2013, og for at de tekniske ændringer ikke senere skal forelægges regionsrådet som bevillingsændringer til budget 2013. Der er udelukkende tale om tekniske udgiftsneutrale omflytninger mellem forskellige bevillingsområder foranlediget af den tætte sammenhæng i økonomistyringen af hospitalerne og fælleskontiene på sundhedsområdet.

 

Der henvises til vedhæftede oversigt over tekniske bevillingsændringer, som følge af 2. kvartalsrapport 2012.

Der vedlægges Budgetbemærkninger 2013, hvor ovenstående forhold er indarbejdet.

 

Der er samtidig vedlagt en version af Budgetbemærkninger 2013, hvor de væsentligste ændringer mellem 1. behandlingen og 2. behandlingen af budgettet er markeret med gult. Der er ligeledes vedlagt en oversigt over de væsentlige ændringer i budgetbemærkningerne mellem 1. og 2. behandlingen af budgettet.

 

Socialområdet

De endelige takster og dimensionering inden for socialområdet vil senest være på plads den 15. oktober 2012, hvor rammeaftalen skal være godkendt - også af kommunerne. Der vil således kunne ske mindre tekniske justeringer af bruttoudgifts- og indtægtsbudgettet.  

 
I øvrigt 

Ændringsforslag til forslag til budget 2013

Regionsrådsformanden vil umiddelbart efter behandlingen i forretningsudvalget udsende meddelelse om, at eventuelle ændringsforslag fra de politiske grupper bedes tilgå administrationen senest den 24. september 2012 kl. 12.00. Eventuelle ændringsforslag vil blive udsendt den 25. september 2012 til samtlige regionsrådsmedlemmer og vil dermed kunne indgå i regionsrådets 2. behandling af budgetforslag 2013 den 26. september 2012. 

  

Offentliggørelse af regionens budget 2013  

Det vedtagne budget og de flerårige budgetoverslag skal ifølge regionslovens § 20 være tilgængelige for regionens borgere. En kort redegørelse for budgettet skal efter regionsrådets nærmere bestemmelse offentliggøres inden det nye regnskabsårs begyndelse.

 

Budgettet vil primært blive gjort tilgængeligt for borgerne på regionens hjemmeside, hvor der er mulighed for både at finde de overordnede budgettal og gå i dybden med budgettet.

 

Budgettets hovedtal præsenteres ligeledes i de regionale dagblade og lokale ugeaviser i november/december måned 2012. Borgere i Region Midtjylland bliver således informeret om, at regionsrådet har vedtaget et budget for regionen, og at yderligere information kan findes på Region Midtjyllands hjemmeside. 

 

Høringssvar fra MED-Systemet 

I henhold til afsnit 3.2 i budgetvejledning 2013 informeres og inddrages regionens medarbejderudvalg samt sundhedsbrugerrådet i arbejdet med budget 2013. Der er i den forbindelse indkommet en række høringssvar fra MED-Systemet og fra sundhedsbrugerrådet til budgetforslaget, som vedlægges.

Der vedhæftes bilag med indkomne høringssvar.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard og Fatma Øktem var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

 

Stedfortræderne Lars Lyngsdal og Leif Mørch deltog i behandlingen af sagen.

Sagnr.: 1-21-78-4-11

3. Kvartalsrapporten pr. 30. juni 2012

Resume

Kvartalsrapporten pr. 30. juni 2012 beskriver økonomien, aktiviteten og investeringerne på sundhedsområdet, socialområdet, det regionale udviklingsområde og det fællesadministrative område. Herudover vurderer rapporten likviditeten og finansieringen af regionens opgaver.

 

Sundhedsområdets nettodriftsbudget viser et mindreforbrug på 279 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget. Der er dels tale om en forbedring i forhold til vanskeligt styrbare områder på 118 mio. kr., herunder bidrager tilskudsmedicin med 92 mio. kr., og dels har hospitalerne og de administrative stabe indrapporteret mindreforbrug på 161 mio. kr.

 

I forhold til sanktionsniveauet i budgetloven, skal det korrigerede budget reduceres med 313,5 mio. kr. Kvartalsrapporten viser, at Region Midtjylland stort set er i mål med at sikre de nødvendige overførsler ud af 2012. Der er aftalt principper med hospitalerne og de administrative stabe, som sikrer, at regionen rammer plet i forhold til budgetloven og de tilknyttede sanktionsbestemmelser.

 

På socialområdet forventes et positivt driftsresultat på 14,6 mio. kr.

 

Kvartalsrapporten viser en varig likviditetsforbedring på 68 mio. kr.

 

For regional udvikling udestår en endelig afklaring på konteringsproblematikken omkring tilskudstilsagn og overførslerne af uforbrugte midler fra tidligere år.

Forretningsudvalget indstiller,

at kvartalsrapporten pr. 30. juni 2012 tages til efterretning, og

 

at bevillingsændringerne i skemaerne 1-59 godkendes.

Sagsfremstilling

1. Sundhedsområdet

[image]

 

På sundhedsområdets driftsbudget vurderes der et mindreforbrug på 279 mio. kr., mindreudgifter til renter på 70,1 mio. kr. og på anlægsbudgettet et mindreforbrug på 96,6 mio. kr. Til gengæld forventes der mindreindtægter på 120 mio. kr. fra den kommunale medfinansiering. Samlet set et mindreforbrug på 325,6 mio. kr. for sundhedsområdet.

 

Finansiering

Prognosen for den kommunale medfinansiering viser mindreindtægter på 120,0 mio. kr., som kan opdeles i to problemstillinger:

 

  • Ca. 70 mio. kr. skyldes, at pris- og lønfremskrivningen af de konkrete satser i statens afregningssystem for kommunal medfinansiering er lavere end den prisfremskrivning, der er forudsat i økonomiaftalen 2012, hvor den samlede ramme for kommunal medfinansiering er fastsat.

  • Ca. 50 mio. kr. skyldes, at omstillingsplanen har medført en række organisatoriske omlægninger, omstilling fra stationær til ambulant behandling og flere samme dags ambulante behandlinger. Disse ændringer medfører teknisk set et fald i den opgjorte DRG-værdi, selv om der ikke behandles færre patienter. Ved sådanne omlægninger er der, med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, aftalt en justering af den statslige baseline for udbetaling af aktivitetspuljen. Det er dermed sikret, at hensigtsmæssige omlægninger af organiseringen og behandlingen af patienter ikke får indflydelse på udbetalingen af den statslige aktivitetspulje på det somatiske område. I forhold til den kommunale medfinansiering vil regionens indtægter falde med 28 % af den reducerede DRG-værdi. I forhold til psykiatrien vil omlægninger til f.eks. share care og telemedicinske konsultationer tilsvarende betyde reduktion i den kommunale medfinansiering.

 

Der er i økonomiaftalen 2012 forudsat en aktivitetsstigning på 3 %, hvoraf de 2 % finansieres ved produktivitetsforbedringer. Hvis den beskrevne negative effekt skal udlignes, vil det alt andet lige betyde et ekstra produktivitetskrav på knap 1 %.

 

Problemstillingerne viser, at der er konflikt mellem den nuværende økonomiske styringsmodel og regionens bestræbelser på at sikre budgetoverholdelse og en høj faglig kvalitet. Problemstillingen drøftes med Danske Regioner.

 

Finansieringsmankoen på den kommunale medfinansiering reducerer de likvide aktiviteter med 120 mio. kr. Dette modsvares af, at der skønnes mindre udgifter til renter på ca. 70 mio. kr., og at der på vanskeligt styrbare områder i 2012 forventes et mindreforbrug på ca. 118 mio. kr.

 

Nettodriften

Det forventede resultat for 2012 vurderes i forhold til dels regionsrådets vedtagne korrigerede budget, dvs. inklusiv overførsler fra 2011 til 2012, og dels i forhold til sanktionsniveauet i budgetloven.

 

Vurdering i forhold til det korrigerede budget:

Der skønnes et samlet mindreforbrug på driften på 279 mio. kr., som fordeler sig med:

 

  • Områder med overførselsret, dvs. hospitaler, stabe og øvrige driftsenheder, skønnes at have en mindreudgift på 161 mio. kr. Mindreforbruget vil her typisk blive overført, hvis formålet er acceptabelt. Der er dermed ikke nogen varig likviditetsvirkning af mindreforbruget.

  • Vanskeligt styrbare områder, dvs. praksisområdet, tilskudsmedicin, patientskadeerstatninger, bløderpatienter, samhandel, privathospitaler og ny dyr medicin/nye behandlinger, skønnes at have et mindreforbrug på 118 mio. kr. Mindreforbruget forudsættes at styrke kassebeholdningen, idet det ikke overføres.

 

Det forventes, at aktivitetsniveauet på de somatiske hospitaler stiger med ca. 3 %, som forudsat i økonomiaftalen 2012. I skønnet over aktivitetsstigning er der indregnet de tekniske korrektioner for den opgjorte DRG-værdi, som er aftalt med staten. Dermed forventes det, Region Midtjylland får udbetalt den samlede statslige aktivitetsafhængige pulje på 570 mio. kr.

 

Psykiatrien forventer en større aktivitet end forudsat, og det forventes, at psykiatrien når produktivitetsmålet på 2 %.

 

Sanktionsniveauet i 2012

Budgetloven og de tilknyttede sanktionsbestemmelser forudsætter, at regionernes regnskabsresultat 2012 ikke overskrider det vedtagne budget 2012 tillagt aftalte reguleringer for lovændringer, pris- og lønreguleringer og lignende. For at undgå sanktioner for 2012 planlægger alle regioner, at regnskabsresultatet holder sig inden for den enkelte regions forholdsmæssige andel af rammen.

 

Region Midtjyllands korrigerede nettodriftsbudget indeholder overførsler fra 2011 til 2012, som medfører en højere budgetramme end tilladt efter sanktionsbestemmelserne. Der skal gennemføres følgende korrektion af budgettet i 2012: 

 

[image]

 

Budgettet skal nedjusteres med 313,5 mio. kr. Som det fremgår af ovenstående, forventes der et mindreforbrug på 279 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget, hvoraf 118 mio. kr. skyldes mindreforbrug til vanskeligt styrbare områder. Der er navnlig tale om et mindreforbrug til tilskudsmedicin på 92 mio. kr. Der er herudover indrapporteret mindreforbrug fra hospitalerne, administrative stabe og diverse puljer svarende til 161 mio. kr.

 

Med kvartalsrapporten foreslås overført 10,9 mio. kr. til anlægsbudgettet.

 

Der resterer en yderligere tilpasning på 23,6 mio. kr. Det er aftalt, at denne tilpasning fordeles mellem de enkelte budgetansvarlige enheder. Så snart de endelige tekniske forudsætninger er på plads, udmeldes et endeligt måltal for de enkelte budgetansvarlige enheder, ligesom der lægges loft over det maksimale forbrug i de fælles puljer.

 

Der er endvidere aftalt en proces med hospitalerne og de administrative stabe i november/december 2012, hvor det sikres, at regionens regnskabsresultat rammer plet i forhold til det tilladte niveau.

 

I forbindelse med 3. kvartalsrapport vil der blive indgået aftaler med de bevillingsansvarlige om overførsler til 2013, der sikrer ovenstående.

 

Renter

Der forventes samlet set færre renteudgifter på 70 mio. kr. på grund af et lavere renteniveau end forudsat ved budgetlægningen. Afvigelsen bidrager til at mindske likviditetseffekten af ubalancen på den kommunale medfinansiering.

 

Anlæg

I bilaget Anlægsinvesteringer er der en detaljeret beskrivelse af anlægsområdet. Der forventes overførsler til 2013, for ca. 97 mio. kr. for sundhedsområdet.

 

2. Socialområdet

[image]

 

Samlet forventes et positivt driftsresultat på 14,6 mio. kr. på driften. Dette dækker over forventede merindtægter fra kommunale betalinger på 61,2 mio. kr. og forventede driftsmeromkostninger på 46,6 mio. kr. Dette skyldes primært meraktiviteter, ekstra ressourcer i forbindelse med omstillingsplanen og specielle opgaver omkring beboere med særlige behov.

 

På anlægsområdet forventes overførsler til 2013 på 40,4 mio. kr.

 

3. Regional Udvikling

[image]

 

Der forventes et merforbrug på 3,7 mio. kr. til kollektiv trafik.

 

Konsekvenserne af budgetloven og overførslerne til regional udvikling på 205 mio. kr., som er akkumuleret af uforbrugte midler fra 2007-2011, er under afklaring. Der er dialog med de relevante ministerier omkring regionernes forskellige konteringspraksis, og der forventes en snarlig afklaring. De seneste drøftelser tyder på, at der kan findes en løsning på problemet.

 

4. Gennemsnitslikviditeten

Den nuværende vurdering er et niveau på omkring ca. 1.800 mio. kr. ved udgangen af 2012, der især afhænger af, at overførslerne til 2013 vil være på samme niveau som fra 2011 til 2012.

 

Kvartalsrapporten viser en varig likviditetsforbedring på 68 mio. kr. Der er tale om to positive effekter på 188 mio. kr. Det forventes, at udgifterne til renter bliver 70 mio. kr. og de vanskeligt styrbare udgiftsområder bliver 118 mio. kr. mindre end budgetteret. Hertil kommer, at der forventes overførsler fra sundhedsområdets drifts- og anlægsbudget samt regional udvikling, som midlertidigt styrker likviditeten. Modsat betyder tabet på den kommunale medfinansiering på 120 mio. kr. et varigt likviditetstræk.

 

5. Bevillingsændringer

I forbindelse med kvartalsrapporten indstilles en række bevillingsændringer gennemført. I vedlagte bilag Bevillingsændringer er der beskrivelser af samtlige bevillingsskemaer. Bevillingsændringerne er fuldt finansierede. Til bevillingsskemaerne bemærkes følgende:

 

Skema 1 Teknisk tilpasning af reduktionsramme og Skema 2 tilpasning af medicintilskud

Ved budgetoverførselssagen 2011 til 2012 på regionsrådsmødet den 30. maj 2012, blev der afsat en reduktionspulje på 77,9 mio. kr. for at tilpasse driftsrammen til Region Midtjyllands forholdsmæssige andel af økonomiaftalen. Den nye budgetlov medfører, at sanktionsniveauet beregnes fra oprindeligt budgetniveau tillagt aftalekorrektion.

 

I forbindelse med økonomiaftalen 2013 er der blevet aftalt et nyt niveau for Medicintilskud i 2012. Det foreslås, at bevillingen til medicintilskud reduceres til 1.470 mio. kr. i henhold til økonomiaftalen.

 

Der følges op på den samlede reduktionsramme med 3. kvartalsrapport 2012, på regionsrådsmødet den 21. november 2012.

 

Skema 3 og 4-18 Midtvejsregulering som følge af lov- og cirkulæreprogrammet for 2012 og udmøntning/fordeling heraf

Bevillingsændringer som følge af lov- og cirkulæreprogrammet finansieres via bloktilskud og kommunal medfinansiering, og er derfor likviditetsneutrale.

 

Skema 49 Pulje til tværregionale it-projekter

Der har via finansloven været afsat en pulje til tværregionale it-projekter, hvor regionerne har været medfinansierende. Den tværgående statslige it-pulje nedlægges og der er uforbrugte midler i puljen. Region Midtjyllands andel heraf udgør 21,3 mio. kr., som tilbagebetales i indeværende år.

 

It-området i Region Midtjylland har for tiden store budgetmæssige udfordringer med at udvikle og implementere nye systemer samtidig med at få gamle systemer lukket ned. Det drejer sig om bl.a. EPJ-, PACS-, PAS og laboratoriesystemer m.v.

 

Til imødekommelse af It-afdelingens merudgifter i 2012 foreslås det, at midlerne fra den statslige it-pulje tilføres It-afdelingens budget 2012.

 

Skema 34 Udmøntning nye behandlinger og skema 35 Udmøntning ny dyr medicin

Udgiftsbehovet på området håndteres, jævnfør regionsrådets beslutning den 20. maj 2009, som en refusionsordning. I forbindelse med kvartalsrapporterne foretages således revurderinger af udgiftsbehovet til ny/dyr medicin og nye behandlinger, som grundlag for løbende korrektioner i hospitalernes budgetter.

 

Der forventes et mindreforbrug til ny dyr medicin på 38,9 mio. kr. og til nye behandlinger på 32,1 mio. kr. Ved årsafslutningen for det enkelte regnskabsår reguleres hospitalernes budgetter for eventuelle afvigelser i forhold til tildelte budgetter og de faktisk afholdte udgifter. Ved f.eks. forsinket ibrugtagning af ny medicin og nye behandlinger vil der blive tilbageført budgetbeløb.

 

Skema 50-57 Kvalitetsfondsprojekter

De nye udbetalingsprofiler og økonomiaftalen 2013 medfører en rammetilpasning af udgifterne i 2012, 2013 og 2014. Samtidig er finansieringens fordeling over årene ændret. Det betyder, at kvalitetsfondsindtægterne ikke fordeles jævnt over årene, men at de i stedet primært udbetales i de første byggeår. Samlet betyder det en lang række bevillingsændringer, som også indarbejdes i budget 2013.

 

For de igangsatte anlægsprojekter har bevillingsændringerne ingen effekt, da det alene drejer sig om ændringer til indtægtsbevillinger og tilpasning af udgiftsrammerne for 2012, 2013 og 2014.

 

Skemaerne 19-33, 36-48 og 58-59

Der er tale om budgetneutrale bevillingsflytninger mellem driftsenheder og/eller udmøntning fra centrale puljer.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard og Fatma Øktem var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-72-289-07

4. Etablering af ni nye hospicepladser i 2014

Resume

Der er med aftale om Budget 2013 afsat 4,9 mio. kr. fra 2014 til etablering af ni hospicepladser. Der skal træffes beslutning om, hvilken model der skal arbejdes videre med, herunder den geografiske placering.

Forretningsudvalget indstiller,

at der med afsæt i model to etableres ni hospicepladser i Brædstrup,

 

at der søges efter en samarbejdspart med hvilken, der kan indgås overenskomst om driften af de ni hospicepladser i en del af det nuværende Regionshospital Brædstrup inden for en årlig ejendomsudgift på maksimum 2,4 mio. kr., og

 

at der afsættes 0,616 mio. kr. til Regionshospitalet Horsens til lægedækning af de ni hospicepladser.

 

Dansk Folkeparti støtter indstillingen under forudsætning af, at et nyt notat, der foreligger inden regionsrådets møde, ikke giver væsentligt nye oplysninger i forhold til det foreliggende materiale.

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti tog forbehold.

 

Harry Jensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Ny drøftelse efter Aftale om Budget 2013

Der blev i Aftale om Budget 2013 afsat 4,9 mio. kr. fra 2014 med henblik på at imødekomme kravet om at etablere ni nye hospicepladser. Der er behov for, at regionsrådet træffer beslutning om hvilken model, der skal arbejdes videre med, herunder den geografiske placering. Afhængig af hvilken model, regionsrådet vælger for at etablere ni nye pladser, er der behov for at træffe en række beslutninger om den videre proces hen imod at indgå overenskomst om driften af disse.

 

Tidsplan og forudsætninger, der skal opfyldes i henhold til Ministeriet for Sundhed- og forebyggelse

Der var den 1. august 2012 frist for at ansøge pulje i Ministeriet for Sundhed- og forebyggelse om etablerings- og driftstilskud til at oprette nye hospicepladser.

Region Midtjylland har fået udsættelse af fristen til den 1. oktober 2012 under forudsætning af, at Region Midtjylland etablerer ni nye pladser inden udgangen af 2014, jf. den landspolitiske aftale om Kræftplan III. Der er således tale om en to-trins proces:

 

  1. Den 1. oktober 2012 skal Region Midtjylland således kunne præsentere Ministeriet for en model, der vil føre frem til, at der er etableret ni nye pladser inden udgangen af 2014.

  2. Efterfølgende skal en selvejende institution indsende den endelige ansøgning til ministeriet. Ansøgningen skal indeholde:

  • Projektbeskrivelse, herunder budget for anlæg og drift og finansieringen heraf, samt tidsplan.

  • Beskrivelse af, hvordan hospice vil leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer på området.

  • Vedtægter for den selvejende institution (eller udkast hertil).

  • Tilsagn fra den selvejende institution om at være omfattet af det frie sygehusvalg.

  • Tilsagn fra regionen om indgåelse af driftsoverenskomst (og eventuelt udkast hertil).

Udvidet redegørelse fra administrationen

Administrationen har udvidet den redegørelse for økonomien ved forskellige modeller for etablering af ni nye hospicepladser, der blev forelagt regionsrådet i forbindelse med drøftelserne af Budget 2013.

 

Den vedlagte redegørelse er udvidet med henblik på at besvare de spørgsmål, der blev rejst under drøftelserne af Budget 2013.

 

Det fremgår af notatet, at der er tre modeller for at udbygge med ni hospicepladser. Alle modeller holder sig inden for den afsatte økonomiramme på 4,9 mio. kr. i budgetforliget for 2013.

  

Modeller for placering af ni nye hospicepladser og udgifterne forbundet hermed

Model 1 – Etablere pladser i eksisterende hospicer

Der etableres fire pladser i Hospice Søholms nuværende lejemål og der indgås overenskomst med Sct. Maria Hospice i Region Syddanmark om driften af fem pladser.

Nettoudgift for Region Midtjylland vil være på 0,7 mio. kr.

 

Der er ved valg af model 1 behov for, at der træffes beslutning om:

 

  • At der indledes forhandlinger med bestyrelsen for Hospice Søholm om at udvide. normeringen med fire pladser fra 11 pladser til 15 pladser.

  • At der afsættes 5,532 mio. kr. til Hospice Søholm som følge af opnormeringen.

  • At der afsættes 0,274 mio. kr. til Aarhus Universitetshospital til lægedækning af de fire pladser på Hospice Søholm.

  • At der optages forhandlinger med Region Syddanmark og Sct. Maria Hospice om at indgå overenskomst om driften af fem pladser.

 

Ovenstående indstilling er baseret på økonomimodellen for 2009 for hospiceområdet, hvor der opereres med gennemsnitspriser for en hospiceplads. Denne økonomimodel skal tages op til revision, såfremt regionsrådet ønsker at søge at realisere en eventuel produktivitetsgevinst på anslået 0,6 mio. kr. ved bedre udnyttelse af personaleressourcerne på Hospice Søholm ved 15 pladser mod de nuværende 11 pladser.  

 

Model 2 – Etablere et nyt hospice i bestående bygninger

Der etableres ni pladser ved at foretage ombygning af dele af Regionshospitalet Brædstrup. Modellen forudsætter, at der kan indgås overenskomst med en selvejende institution, der ønsker at drive et hospice med ni pladser på denne matrikel og er indforstået med regionens ønsker til den bygningsmæssige standard.

 

Nettoudgift for Region Midtjylland vil afhængig af de konkrete ejendomsudgifter være på mellem 3,9 og 4,1 mio. kr. og under forudsætning af, at der kan ske hjemtrækning af tre hospicepladser fra Sct. Maria Hospice i Region Syddanmark.

 

Det er administrationens vurdering, at frasalg til et selvejende hospice med driftsoverenskomst med Region Midtjylland vil være undtaget fra kravet om udbud.

 

Der skal udarbejdes en samlet plan for anvendelsen af bygningsmassen på Regionshospitalet Brædstrup.

 

Der er ved valg af model 2 behov for, at der træffes beslutning om:

 

  • At der søges efter en samarbejdspart med hvilken, der kan indgås overenskomst om driften af ni hospicepladser i en del af det nuværende Regionshospital Brædstrup inden for en årlig ejendomsudgift på maksimum 2,4 mio. kr.

  • At der afsættes 0,616 mio. kr. til Regionshospitalet Horsens til lægedækning af ni hospicepladser. 

 

Model 3 – Etablere et nyt hospice i nybyggeri

Der etableres ni pladser i nyt byggeri opført til formålet. Modellen forudsætter, at der kan indgås overenskomst med en selvejende institution, der ønsker at drive et hospice på den af regionsrådet valgte lokalitet.

 

Nettoudgift for Region Midtjylland vil være på mellem 3,7 og 4,9 mio. kr. under forudsætning af, at der kan ske hjemtrækning af tre hospicepladser fra Sct. Maria Hospice i Region Syddanmark.

 

Der er ved valg af model tre behov for, at der træffes beslutning:

 

  • At fastlægge den geografiske placering af et nyt hospice med ni pladser.

  • At der søges efter en samarbejdspart med hvilken, der kan indgås overenskomst om driften af ni hospicepladser på den valgte lokalitet.

Beslutning

Venstre stillede følgende ændringsforslag:

”at det ny hospice placeres i Skanderborg i nybyggeri med 12 pladser,

 

at der planlægges en udvidelse af Livsstilscentrets aktiviteter og målgruppe svarende til alle kvadratmeter i hospitalsbygningerne,

 

at de bygninger, som Livsstilscentret er placeret i i dag, sættes til salg, og at beløbet overføres til anlægskontoen, og

 

at Region Midtjylland i søgningen efter samarbejdspart til indgåelse af driftsoverenskomst foreslår de eksisterende frivillige foreninger at indgå i et samarbejde.”

 

For forslaget stemte Venstre (10 medlemmer). Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Fælleslisten stemte imod (21 medlemmer). Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti (6 medlemmer) undlod at stemme. Forslaget blev dermed ikke vedtaget.

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:

”Med henblik på at sikre en faglig og økonomisk forsvarlig løsning etableres indenfor eksisterende fysiske rammer en midlertidig løsning med 4 pladser på Hospice Søholm og 5 pladser på Sct. Maria Hospice Center.


En permanent løsning bestående af et nyt hospice med 12 pladser og en samlet plan for anvendelse af hospitalsmatriklen i Brædstrup udarbejdes snarest.”

 

For forslaget stemte Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti (6 medlemmer). Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre stemte imod (20 medlemmer). Venstre og Fælleslisten (11 medlemmer) undlod at stemme. Forslaget blev dermed ikke vedtaget. 

 

Regionsrådet vedtog,

at der med afsæt i model to etableres ni hospicepladser i Brædstrup,

 

at der søges efter en samarbejdspart med hvilken, der kan indgås overenskomst om driften af de ni hospicepladser i en del af det nuværende Regionshospital Brædstrup inden for en årlig ejendomsudgift på maksimum 2,4 mio. kr.

 

at der afsættes 0,616 mio. kr. til Regionshospitalet Horsens til lægedækning af de ni hospicepladser, og

 

at der udarbejdes en helhedsplan for anvendelsen af bygningerne i Brædstrup, og at det i den forbindelse sikres, at hospice kan udvides til 12 pladser under hensyntagen til den forventede fremtidige efterspørgsel og en hensigtsmæssig driftsøkonomi.

 

For forslaget stemte Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Fælleslisten (21 medlemmer). Det Konservative Folkeparti og Aleksander Aagaard (V) (4 medlemmer) stemte imod. Den øvrige del af Venstres medlemmer og Dansk Folkeparti (12 medlemmer) undlod at stemme.

 

Det Konservative Folkeparti bemærkede:

”På det foreliggende ufuldstændige grundlag kan der ikke etableres en forsvarlig faglig drift af ni pladser indenfor den afsatte økonomiske ramme.

 

Inden beslutning bør der i øvrigt laves en samlet helhedsplan for anvendelse af sygehusmatriklen i Brædstrup.”

 

Venstre bemærkede:

”Venstre undlod at stemme, idet en placering i nybyggeri i Skanderborg vil være det økonomisk mest fordelagtige for regionen og en klar understøttelse af det frivillige initiativ.”

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem og Poul A. Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-31-72-89-11

5. Godkendelse af udkast til Psykiatriplan 2013-16 (høringsudgave)

Resume

Udkast til Psykiatriplan 2013-16 (høringsudgave) fremlægges hermed til godkendelse med henblik på udsendelse i høring. Efter høringsperioden fremlægges forslag til endelig psykiatriplan til politisk behandling i januar 2013.

Forretningsudvalget indstiller,

at udkast til Psykiatriplan 2013-16 (høringsudgave) godkendes med henblik på udsendelse i høring.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

"Psykiatriplan - Strategier for udviklingen i Region Midtjyllands psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri 2013-16" (høringsudgave) tager afsæt i en hovedvision om at bidrage til bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom. 

 

Psykiatriplanen er opbygget efter denne hovedvision og indeholder 12 indsatsområder, hvori retningslinjerne for de kommende års videreudvikling af området udstikkes. For hvert af de 12 indsatsområder er der udformet strategier og handleplaner, som alle skal medvirke til fremdriften i udviklingen.

 

Psykiatrien skal i de kommende år levere høj faglig kvalitet i ydelserne og involvere patienter og pårørende heri. Der skal fokuseres på sikkerheden for patienter, personale og samfund. Der skal arbejdes systematisk for at nedbringe overdødeligheden blandt psykisk syge. Psykiatrien skal indgå i et tæt samarbejde med kommuner og praksissektoren om den rette behandlings- og støtteindsats til et stigende antal patienter. Endelig skal psykiatrien i lighed med somatikken levere produktivitetsforbedringer og arbejde på at opnå mest mulig sundhed for pengene.

 

Psykiatriplanens hovedvision og indsatsområder er illustreret i nedenstående figur 1.

 

Figur 1. Illustration af Psykiatriplan 2013-16 

[image]

Der er i forslaget til psykiatriplan udarbejdet handleplaner for de næste to år. Med den endelige version af psykiatriplanen vil en mere specifik tidsplan blive fremlagt.

Som udgangspunkt vil udgiften til aktiviteterne blive afholdt inden for psykiatriens budget. Eventuelle udgiftskrævende initiativer vil blive forelagt regionsrådet. Implementeringen af handleplanerne henhører under psykiatri- og socialområdet.

 

Efter den politiske behandling indarbejdes eventuelle bemærkninger i høringsudgaven, som herefter vil blive sendt i høring hos relevante parter med frist for afgivelse af høringssvar i december 2012.

 

Oversigt over de samarbejdspartnere, der indgår i høringen, er vedlagt som bilag.

 

Efter gennemgang af indkomne høringssvar fremlægges "Psykiatriplan - Strategier for udviklingen i Region Midtjyllands psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri 2013-16" til endelig politisk behandling primo 2013.

 

Det bemærkes, at udkast til psykiatriplan (høringsudgave) som følge af drøftelserne på mødet i forretningsudvalget den 18. september 2012 er justeret. Ændringerne er markeret i bilaget på side 7, 9, 10, 54 og 59.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-10-3-1-06-V

6. Godkendelse af styringsaftale i rammeaftale 2013 på det sociale område

Resume

Rammeaftalen på det sociale område er et planlægnings- og udviklingsværktøj, der skal sikre et samlet overblik over tilbudsviften på det felt, som regionen og kommunerne samarbejder om. Samtidig er det formålet med rammeaftalen at skabe overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel på tilbud og ydelser inden for aftalens område. 

 

Rammeaftalen består af en faglig udviklingsdel (Udviklingsstrategien) og en kapacitets- og økonomistyringsdel (Styringsaftalen). Udviklingsstrategien og styringsaftalen er tidsmæssigt adskilt, men skal i høj grad spille sammen indholdsmæssigt.

 

Udviklingsstrategien godkendte regionsrådet den 30. maj 2012, og Styringsaftalen skal være godkendt senest den 15. oktober 2012.

 

Udkast til styringsaftale 2013 er udarbejdet i en tæt dialog mellem repræsentanter fra administrationen i de 19 kommuner og Region Midtjylland.

Forretningsudvalget indstiller,

at styringsaftale i rammeaftale 2013 godkendes.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Rammeaftalen består af en faglig udviklingsdel (Udviklingsstrategien) og en kapacitets- og økonomistyringsdel (Styringsaftalen). Udviklingsstrategien og styringsaftalen er tidsmæssigt adskilt, men skal i høj grad spille sammen indholdsmæssigt. Styringsaftalen skal være godkendt i de 19 kommunalbestyrelser i regionen samt i regionsrådet senest den 15. oktober 2012. Udviklingsstrategien godkendte regionsrådet på mødet den 30. maj 2012.

 

Styringsaftalen skal lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen i det kommende år for de omfattede tilbud i regionen. Formålet med styringsaftalen er at øge bevidstheden om og stillingtagen til de styringsmæssige konsekvenser af, at kommunerne på det specialiserede socialområde er afhængige af at købe og sælge pladser på specialiserede sociale tilbud på tværs af kommunegrænserne. Det medfører et behov for at koordinere rammerne for dette køb og salg på tværs af kommunegrænser på en anden måde, end det har været tilfældet i det hidtidige rammeaftalekoncept.

 

Styringsaftale 2013 er udarbejdet i tæt samarbejde med repræsentanter fra administrationen i kommunerne og Region Midtjylland, hvormed der er skabt et godt afsæt for en fælles indsats på det sociale område.

 

KKR Midtjylland har på møde den 14. juni 2012 behandlet udkast til styringsaftale 2013, og parterne er enige om at indstille forslaget til godkendelse i kommunalbestyrelserne samt i regionsrådet.    

 

Udvikling i taksterne

Der er enighed om:

  • At der fortsat skal være fokus på udviklingen af omkostningseffektive løsninger/tilbud, som er fagligt og kvalitativt i orden. Dette kan ske ved sammenlægning og omlægning af tilbud, udvikling af nye og anderledes tilbud, kortere opholdstider, fokus på effekt af indsatsen og serviceniveau.  

  • At sætte særligt fokus på den fælles metodeudvikling. Det skal undersøges, hvordan JYFE (Jysk socialforsknings- og evalueringssamarbejde) og metodecentret Center for Innovation og Metodeudvikling (etableret som en selvejende institution 1. juni 2010 af Aarhus, Herning, Skanderborg og Randers kommuner samt Region Midtjylland) kan bidrage mere til den fælles metodeudvikling.  

  • At fortsætte udviklingen af differentierede takster for de enkelte tilbud med henblik på at sikre større gennemsigtighed mellem ydelse og takst. 

  • At udarbejde forslag til en forenkling af takstberegningen.  

  • At overheadprocenterne i takstberegningen er maksimale procenter (bortset fra udviklingsprocenten på 0,5, som skal anvendes). Det vil sige, at driftsherrerne blandt andet kan reducere administrationsomkostningerne fra det nuværende niveau på 5,4 %.  

  • At hver af driftsherrerne (de 19 kommuner og regionen) reducerer udgifterne over de næste tre år med i alt 4,5 %. I 2012 skal der ikke ske en reduktion af taksterne. I 2013 reduceres taksterne med 2 %, og i 2014 med yderligere 2,5 %. 

  • Driftsherrerne har mulighed for at reducere udgifterne før de nævnte tidspunkter, at fordele nedsættelsen forskelligt på voksen- og børneområdet, og på de forskellige tilbud. Takstreduktionen skal således ses som et gennemsnit af den enkelte driftsherres samlede tilbud omfattet af rammeaftalen. Takstreduktionen skal ses i forhold til den ordinære takst for 2011 (det vil sige uden over-/underskud indregnet). (Afskrivning og forrentning af bygninger mv. indgår ikke, men følger blot de gældende beregningsprincipper. Desuden kan bidragsprocenten til tjenestemandsopsparing ikke ændres). Det bemærkes, at udgiftsbudgetterne og dermed taksterne derudover er omfattet af den almindelige pris- og lønregulering. 

  • I særlige tilfælde kan der mellem driftsherren og køberkommunerne indgås aftale om en anden takstudvikling end ovenstående. 

  • At reduktionen af udgifterne kan ske på flere måder - sammenlægning og omlægning af tilbud, udvikling af nye og anderledes tilbud, kortere opholdstider, fokus på effekt af indsatsen og serviceniveau. 

  • At indgå i dialog med de private driftsherrer/tilbud om fortsat udvikling af mere omkostningseffektive løsninger/tilbud, som er fagligt og kvalitativt i orden. Herunder, at de private driftsherrer/tilbud reducerer deres udgifter og dermed taksterne svarende til de offentlige driftsherrers reduktion.

  • De sikrede institutioner Koglen og Grenen samt institutionen MultifunC er ikke omfattet af takstreguleringen.

Det bemærkes i øvrigt, at styringsaftalens bilag 1 og bilag 4 først udarbejdes til oktober i forbindelse med indberetning til takstfilen.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-72-98-10

7. Implementeringen af Tarmkræftscreeningsprogrammet i Region Midtjylland

Resume

I forbindelse med Folketingets vedtagelse af Kræftpakke III blev det besluttet at indføre en landsdækkende screeningsprogram for tarmkræft fra 2014.

 

I forslaget til implementeringen af tarmkræftscreeningsprogrammet i Region Midtjylland inddrages alle regionens hospitaler i varetagelsen af den aktivitet, som er afledt af programmet.

 

Der er i budgetforliget for 2013 indgået aftale om fordelingen af aktivitet i forbindelse med tarmkræftscreeningsprogrammet i Region Midtjylland.

Forretningsudvalget indstiller,

at den i budgetforliget for 2013 aftalte fordeling af aktiviteterne i forbindelse med tarmkræftscreeningsprogrammet godkendes,

 

at principperne for fordelingen af de økonomiske ressourcer godkendes, og

 

at midlerne til tarmkræftscreeningsprogrammet udmøntes til hospitalerne og andre institutioner mv. i forbindelse med kvartalsrapporter.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 

Med Folketingets vedtagelse af Kræftpakke III blev det besluttet at indføre en landsdækkende screening for tarmkræft af borgere i alderen fra 50 til 74 år fra år 2014.

 

I budgetforliget for 2013 er der indgået aftale om, hvorledes screeningsprogrammet skal organiseres i Region Midtjylland. Aftalen følger principperne i det vedlagte baggrundsnotat. Det skal derudover fremhæves, at forligspartierne er enige om, at kirurgidelen (screenings- og kontrolkoloskopier og tarmkræftkirurgi) skal organiseres i et tæt samarbejde mellem de fem hospitalsenheder for at sikre den højeste kvalitet på tværs i regionen. Derfor forudsættes det, at der etableres et forpligtende fagligt samarbejde om bl.a. kompetencefastholdelse, uddannelse og kvalitetsarbejde i øvrigt mellem henholdsvis 1) hospitalsenhederne i Aarhus, Randers og Horsens, og 2) hospitalsenhederne i Midt og Vest. Desuden indebærer beslutningen, at Regionshospitalet Randers’ profil som screeningshospital styrkes.

 

I vedlagte baggrundsnotat er det nærmere beskrevet hvilke overvejelser og antagelser, der ligger til grund for forslaget til fordelingen af den aktivitet, som er afledt af tarmkræftscreeningsprogrammet.

 

Forslaget indebærer, at alle regionens hospitaler inddrages - nogle mere end andre. Der er taget hensyn til Aarhus Universitetshospitals stilling som højt specialiseret hospital, hvorfor en række af hovedfunktionsopgaverne i forbindelse med screeningsprogrammet ikke er placeret på Universitetshospitalet men på regionshospitalerne. Endvidere er Regionshospitalet Randers blevet tilgodeset en særlig opgave, hvilket ligger på linje med tidligere beslutninger om at gøre hospitalet til regionens "Screeningshospital".

 

Således placeres den første screeningsopgave - analysen af indkomne prøver fra borgerne - på biokemisk afdeling på Regionshospitalet Randers. Hospitalet i Randers vil endvidere få opgaver inden for kirurgi, radiologi og patologi. Endelig er Afdelingen for Folkeundersøgelser, som koordinerer programmet, fysisk placeret på Regionshospitalet Randers.

 

De øvrige hospitaler i regionen vil også få opgaver inden for kirurgi. Regionshospitalet Horsens samt hospitalsenhederne Midt og Vest vil tillige - i lighed med Regionshospitalet Randers - få opgaver inden for radiologi. Inden for patologien vil alle regionens patologiske institutter få opgaver. Endelig vil den onkologiske behandling (kemoterapi og stråling) og den opfølgende behandling blive placeret på Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitetshospital.

 

Der er i baggrundsnotatet foretaget en beregning på fordelingen af aktiviteten mellem hospitalerne, som giver et billede af, hvor meget aktivitet det drejer sig om inden for de enkelte opgaver på hvert enkelt hospital. Disse beregninger bygger på en række antagelser, som gør, at de er forbundet med en vis usikkerhed og udelukkende kan bruges som en rettesnor.

 

Regionerne får tilført økonomiske midler til indførslen af tarmkræftscreeningsprogrammet. Administrationen har udarbejdet et forslag til principper til fordeling af disse midler.

I vedlagte økonominotat er der redegjort for, hvorledes det påtænkes at fordele midlerne til de involverede hospitaler mv. for deres aktivitet i forbindelse med tarmkræftscreeningsprogrammet.

 

Det væsentligste princip er, at der kun kompenseres i forhold til reelt gennemført meraktivitet. Endvidere gælder følgende:

 

  • Der indkøbes apparatur (via Indkøb og Medico Teknik) for anslået 7,0 mio. kr.

  • Afdelingen for Folkeundersøgelser kompenseres kostprisen for udsendelse af invitationer, påmindelser og svar.

  • Biokemisk afdeling på Regionshospital Randers kompenseres for de biokemiske analyser til en marginaltakst.

  • Der anvendes en forløbstakst til opfølgende onkologisk behandling.

  • Der gives 50 % af DRG-taksten for øvrig hospitalsaktivitet.

Den overordnede udgiftsøkonomi til de nævnte opgaver i tarmkræftscreeningsprogrammet i Region Midtjylland ser på den baggrund således ud:

 

I mio. kr./år
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
Forventet udgift for Region Midtjylland
7,3
35,9
37,4
38,3
40,7
64,0
65,1
65,0
66,2
66,8
68,0

 

Der er dog opgaver, som der endnu ikke er detailplanlagt, hvorfor der stadig er udestående i forhold til, hvorledes midlerne skal fordeles, og hvor meget det drejer sig om. Derfor er der i ovenstående ikke taget højde for:

  

  • Usikkerhed omkring p/l-reguleringer og reguleringer af DRG-takster.

  • Usikkerhed omkring deltager antallet (der kan være en forventning om højere deltagelse, når "det bliver almindeligt").

  • Udgifter til medicinering inden koloskopi.

  • Udgifter til eventuelle anlægsudgifter.

  • Udgifter til uddannelse af koloskoperende sygeplejersker.

  • Udgifter til klinisk forskning omkring programmet.

  • Udgifter til oprettelse af kvalitetssikringssystemer.

 

I løbet af 2012 og 2013 vil det i den videre planlægning blive afklaret præcist, hvorledes udgifterne til dette vil fordele sig.

 

Region Midtjylland tilføres midler til tarmkræftscreeningsprogrammet via bloktilskuddet. Det drejer sig i de følgende år om:

I mio. kr./år
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
Tilført udgiftsrammen til screeningsprogrammet
8,4
48,5
50,2
52,0
54,4
73,8
75,3
78,9
80,6
84,1
86,1

Region Midtjylland tilføres således økonomiske midler til tarmkræftscreeningsprogrammet, der, som det fremgår af tabellerne, er i en størrelse, så det forventes, at det samlede program og de deraf afledte udgifter vil kunne holde sig inden for de midler, som er tilført udgiftsrammen.

 

Fordelingen til hospitalerne vil ske i forbindelse med kvartalsrapporterne på baggrund af den faktiske meraktivitet. Den nærmere procedure i den forbindelse skal der tages stilling til på et senere tidspunkt.

   

Administrationen har udarbejdet forslaget. Dette er sket på baggrund af anbefalinger fra nationale og regionale styregrupper, hvor såvel sundhedsfaglige som administrative instanser har været inddraget. De relevante specialeråd i Region Midtjylland har tillige været hørt i processen i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-31-72-42-12

8. Revidering af udbudsstrategi på udvidet frit valgs området

Resume

Regionsrådet godkendte i foråret, at udbudsstrategien for udvidet frit valgs området kunne revideres, idet udviklingen på området har givet ændrede forudsætninger for, hvor stor en del af udgifterne, der kan forventes afholdt på udbudsaftaler.

 

Idet området forventes at gennemgå store ændringer i 2013, som følge af regeringens forslag om nye udrednings- og behandlingsrettigheder, foreslås, at den reviderede udbudsstrategi fastlægger en målsætning for 2012, men at målsætning for 2013 først fastlægges, når de nye rettigheder og konsekvenserne heraf er afklarede.

Forretningsudvalget indstiller,

at den reviderede udbudsstrategi for udvidet frit valgs området godkendes.

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti tog forbehold, idet de ønsker at fastholde et mål om 50 %.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 
Ulla Diderichsen, Jørgen Winther og Jette Skive tog forbehold.

 

Udviklingen i samarbejdet med privathospitaler og meraktivitetsprojekter på regionens hospitaler har medført, at den tidligere vedtagne udbudsstrategi for udvidet frit valgs området har vist sig ikke at kunne realiseres.

 

Regionsrådet godkendte i foråret 2012 i forbindelse med orienteringen om udvidet frit valg i 2011, at udbudsstrategien kunne revideres, og administrationen forelægger hermed forslag til en revideret strategi.

 

Målsætningen i den gældende udbudsstrategi er, at 50 % af udgifterne til privathospitaler ved udgangen af 2011 skulle afregnes efter en forudgående udbudsaftale. I 2011 blev 23,8 % afregnet på udbudsaftaler. Baggrunden er blandt andet, at der omvisiteres færre dyre behandlinger, at de opnåede priser på udbuddene løbende er blevet lavere, og at regionens hospitaler har øget aktiviteten på de områder, hvor der tidligere er sendt patienter på udbudsaftaler. Det er derfor blevet sværere at opnå målsætningen om 50 %.

 

Samtidig er det nuværende henvisningsmønster kendetegnet ved, at der inden for det enkelte speciale henvises til mange forskellige typer af behandlinger, og det skifter til stadighed hvilke typer, der er tale om. Det betyder, at der bliver færre områder, hvor der kan laves store udbud, som kan dække væsentlige andele af udgifterne til privathospitaler og dermed medvirke til at øge andelen af udgifter afregnet på udbudsaftaler.

 

Det indstilles, at udbudsstrategien revideres således, at der for 2012 opstilles som målsætning, at 35 % af udgifterne til privathospitaler afregnes efter en forudgående udbudsaftale.

 

Området forventes i 2013 at gennemgå større ændringer som følge af regeringens forslag om udredningsret og differentierede behandlingsfrister.

 

Udbudsstrategien foreslås derfor for nuværende blot at fastlægge målsætningen for 2012. I begyndelsen af 2013, hvor der forventes at være mere klarhed over indhold og konsekvenser af ret til hurtig udredning og differentieringen af behandlingsfristerne, vil administrationen forelægge en sag om den fremadrettede målsætning.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemte imod, idet de ønskede at fastholde et mål om 50 %.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-21-78-4-12

9. Kvartalsrapport for kvalitetsfondsprojekter pr. 30. juni 2012

Resume

I henhold til økonomiaftalen for 2012 skal der for de enkelte projekter udarbejdes kvartalsvise, revisionspåtegnede redegørelser til regionsrådene, som danner grundlag for opfølgningen fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Der redegøres i denne sag for fremdriften i byggeriet mv., som danner grundlag for drøftelse med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Forretningsudvalget indstiller,

at kvartalsrapporten for kvalitetsfondsprojekterne pr. 30. juni 2012 godkendes,

 

at risikorapporterne for 2. kvartal 2012 tages til efterretning, og

 

at kvartalsrapport og risikorapport for kvalitetsfondsprojektet Det Nye Universitetshospital fremsendes til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 

 

I henhold til økonomiaftalen for 2012 er der mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner fastlagt en kvartalsrapport, som danner grundlag for Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses opfølgning. Kvartalsrapportering til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse påbegyndes med virkning fra det tidspunkt, hvor der sker den første udbetaling af midler fra kvalitetsfonden.

 

Den konkrete formulering er: 

For de enkelte projekter udarbejdes kvartalsvise, revisionspåtegnede redegørelser til regionsrådene, som også danner grundlag for Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfølgning. Regionerne udarbejder senest ultimo august 2011 oplæg til standardiserede regionale indberetninger, hvori der redegøres for fremdriften i byggeriet mv., som danner grundlag for drøftelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på fastsættelse af en endelig redegørelses-/indberetningsform. 

 

Kvartalsrapporteringen skal således give et samlet overblik over udvikling i økonomi, fremdrift, risici og resultater for det kvalitetsfondsstøttede byggeri. Den skal betrygge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i, at projektet forløber planmæssigt og kan realisere de resultater, som ligger til grund for tilsagnet om støtte fra Kvalitetsfonden, særligt med vægt på, at der indenfor den økonomiske ramme kan etableres et tidssvarende og fuldt funktionsdygtigt sygehus. Rapporteringen skal bidrage til at skabe gennemsigtighed om projektets indhold og forløb og er dermed grundlag for dialog mellem region og ministeriet om det enkelte projekt. Den er samtidig afgørende for, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse får et samlet overblik og på ensartet form kan videreformidle oplysninger om de i alt 16 kvalitetsfondsbyggerier.

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse godkendte den 10. april 2012 udbetalingsanmodningen for kvalitetsfondsprojektet Det Nye Universitetshospital og den 29. juni 2012 udbetalingsanmodningen for kvalitetsfondsprojektet Om- og tilbygningen af Regionshospitalet Viborg. Efter udbetaling afrapporteres kvartalsvist til regionsrådet og til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse efter fast koncept. Der afrapporteres for indeværende kvartal senest pr. 30. september 2012, jævnfør aftale med Danske Regioner.

 

Rapporteringen for DNV-Gødstrup udarbejdes alene til regionsrådet.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-26-8-10

10. Godkendelse af projektplan for Meaning Making Experience

Resume

Museernes digitale udviklingsprojekt Meaning Making Experience (MMEx) er i gang og har iværksat en lang række aktiviteter i 2012. I 2010 bevilgede regionsrådet et treårigt tilskud på 3 mio. kr. til MMEx af kulturudviklingsmidlerne på den betingelse, at halvdelen af tilskuddet (500.000 kr. om året) skulle suppleres med tilsvarende tilskud fra andre kilder.

 

Dette er nu opnået for 2012, og der foreligger et projektoversigt med finansieringsplan til regionsrådets godkendelse.

Forretningsudvalget indstiller,

at MMEx projektplan og dermed anvendelsen af det regionale tilskud til projekter på 500.000 kr. i 2012 godkendes.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Regionsrådet bevilgede i 2010 3 mio. kr. til museernes fælles digitale udviklingsprojekt MMEx. Til opstart og etablering blev der bevilget 1,5 mio. kr. over en treårig periode, mens 1,5 mio. kr. blev reserveret til bevilling under forudsætning af, at der opnås mindst tilsvarende finansiering fra andre kilder. Det vil sige mindst 500.000 kr. hvert år.

 

MMEx er en projektorganisation under Midtjyske Museers Udviklingsråd. MMEx’ formål er at udvikle og kvalificere digitale formidlingsprojekter i samarbejde med regionens museer.

Det sker ved:

 

  • Videndeling – MMEx følger og evaluerer projekter og bringer referencer og viden videre til regionens øvrige museer.

  • Rådgivning til konkrete projekter - eksempelvis i forhold til brugerinddragelse, projektledelse, idéudvikling eller kvalificering af projekternes indhold og digitale løsninger.

  • Iværksættelse - MMEx sætter også selv projekter i gang – typisk i samarbejde med museer. Det sker, hvis der er en god idé til et digitalt projekt, som flere museer kan få glæde af og som kan medvirke til samlet at løfte museernes digitale formidling.

 

MMEx ses som et centralt strategisk udviklingsprojekt på kulturområdet og det er det eneste af sin art i landet. Kulturstyrelsen støtter projektet, blandt andet med henblik på at gøre det landsdækkende.

 

Projekter  

Der er på nuværende tidspunkt aktiviteter i gang inden for alle tre områder: Videndeling, rådgivning og iværksættelse. For sidstnævntes vedkommende er der tale om følgende:

 

  • Jernkysten - et formidlingsprojekt om strandingshistorie i samarbejde med Lemvig- og Holstebro Museum.

  • Mapping the Archive - et projekt om formidling af kulturinstitutioners digitale samlinger i samarbejde med blandt andet Kunsten (Nordjyllands Kunstmuseum), Holstebro Kunstmuseum, Naturhistorisk Museum samt teatre og private konsulenter og arkitektvirksomheder.

  • Efterlysning af værk eller genstand - et projekt, hvor MMEx har efterlyst idéer til formidling blandt regionens museer. Der er indkommet 14 forslag. Kun ét projekt vil blive valgt, men mange af de indsendte forslag egner sig til videre udvikling og vil indgå i MMEx' projektkatalog.

 

Derudover ansøger MMEx sammen med blandt andet Aarhus Universitet om EU tilskud til et projekt med titlen ”Smart Culture”. Der er tale om et vidensdelingsprojekt om digital formidling af kulturarv. Der deltager museer og universiteter fra Bulgarien, Italien, Spanien, Baskerlandet, Holland, Frankrig og England i projektet. 

 

Organisation

Efter regionsrådets godkendelse har MMEx søgt medfinansiering i Kulturstyrelsen, men på trods af, at man i styrelsen fra starten bakkede op om idéen bag MMEx, lykkedes det først i begyndelsen af 2012 at opnå tilsagn om statslig støtte. Forinden havde MMEx dog i efteråret 2011 midlertidigt ansat to projektmedarbejdere primært til fundraising og forberedelse af organisationen. MMEx er nu efter kulturstyrelsens ønske etableret som en projektorganisation under den juridiske person Museum Østjylland. MMEx ledes af en styregruppe bestående af fire museumsrepræsentanter, en repræsentant for Aarhus Universitet og en repræsentant for Region Midtjylland.

 

Økonomi

MMEx er som nævnt etableret primo 2012. Der er dog allerede i september 2011-februar 2012 brugt 117.000 kr. af kulturudviklingsmidlerne og 250.000 kr. af erhvervsudviklingsmidlerne. Sidstnævnte beløb blev i februar 2009 bevilget til MMEx af regionsrådet i forbindelse med beslutningen om Internationale oplevelsesfyrtårne. Pengene er anvendt til fundraising og opstart af sekretariat. Den samlede bevilling af kulturudviklingsmidlerne for 2014 vil blive reduceret med tilsvarende 117.000 kr.

 

På denne baggrund forelægges en projektplan for 2012 til regionsrådets godkendelse.

 

Projektplan

Projekt/
finansiering
Regionsrådet
Kulturstyrelsen
Anden finansiering
I alt
Jernkysten*
350.000
300.000
50.000
700.000
Mapping the archive
 
150.000
183.541
333.541
Demo (efterlysning)
150.000
150.000
 
300.000
 
500.000
600.000
233.541
1.333.541

*Lemvig Museum har ansøgt regionsrådet om 324.200 kr. i tillæg til tilskuddene fra MMEx og Kulturstyrelsen. Dette beløb indgår ikke i beregningen af MMEx medfinansiering.

 

Samlede indtægter og medfinansiering i 2012 udgør i alt 2.203.541 kr. Der er tale om direkte tilskud, medfinansiering af projekter og indtægter fra rådgivningsvirksomhed.

 

Administrationens bemærkninger

Der er i 2012 udover regionens tilskud på i alt 1 mio. kr. tilvejebragt supplerende indtægter på i alt 1.203.541 kr. På denne baggrund foreslår administrationen, at MMEx projektplan og dermed tilskuddet på 500.000 kr. godkendes.

 

I forbindelse med Lemvigs projekt ”Jernkysten” skal bemærkes følgende:

Det er forventningen, at MMEx virksomhed både i etableringsfasen og fremover skal baseres på deltagelse i projekter iværksat af museer eller tilsvarende kulturinstitutioner med finansiering fra f.eks. EU, statslige, kommunale og regionale tilskud, fondsmidler mm. Der vil derfor også fremover blive tale om ansøgninger om regionale midler til projekter, hvor MMEx medvirker. Sådanne ansøgninger skal vurderes ud fra, om de i sig selv bidrager til at realisere regionens strategi og politik på kulturområdet. MMEx’ deltagelse i sådanne projekter bør ikke ses som en hindring i forhold til et regionalt engagement, men som ”merværdi” i forhold til en bred regional (udviklings- og vidensmæssig) forankring af projektet.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-26-24-12

11. Ansøgning fra Lemvig Museum om tilskud til formidlingsprojektet "Jernkysten"

Resume

Lemvig Museum ansøger om tilskud til projektet ”Jernkysten”, om digital formidling af Vestkystens strandingshistorie. Lemvig Museum arbejder sammen om projektet med Holstebro Museum og Strandingsmuseet, MMEx (Meaning Making Experience) og Shareplay. Det samlede budget er på 1,23 mio. kr. Der søges om 324.200 kr. i 2012.

Forretningsudvalget indstiller,

at der af kulturudviklingsmidlerne bevilges i alt 324.200 kr. i 2012 til Lemvig Museum til gennemførelse af projektet "Jernkysten".

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Lemvig Museum ansøger om tilskud til Jernkysten, et projekt om digital formidling af Vestkystens Strandingshistorie. Projektet er samtidig et pilot- og udviklingsprojekt om

formidling på ubemandede udstillingssteder. Nærmere bestemt er der tale om formidling af Flyvholm Redningsstation ved Harboøre. Redningsstationen blev opført i 1847 som den første redningsstation på den jyske vestkyst. Ansøgning er vedlagt som bilag.

 

Jernkysten er af strategisk interesse for Region Midtjylland, dels fordi udvikling af nyskabende formidlingsløsninger på ubemandede udstillingssteder har generel interesse i hele regionen og ikke mindst i landdistrikter, dels fordi der er tale om et tværkommunalt samarbejde om formidling af et kulturlandskab af historisk betydning.

Samarbejdet med MMEx, der bidrager med projektmidler, vil medvirke til at sikre vidensdeling og erfaringsudveksling i hele regionen. På denne baggrund foreslår administrationen, at der bevilges 324.000 kr. til projektet.

 

Baggrund

Flyvholm redningsstation er Danmarks ældste og er den eneste af sin slags, hvor inventaret med redningskranse, katapult, robåd m.m. er bevaret. Redningsstationen er imidlertid ubemandet, og der er ingen formidling af redningsstationen bortset fra et hold spejdere, der holder opsyn med denne i sommerperiodens åbningstid. Samtidig er der sket et utal af strandinger ud for kysten, som endnu ikke er blevet formidlet. Lemvig Museum, Strandingsmuseet og Holstebro Museum ser et stort potentiale i at skabe en samlet, engagerende og lettilgængelig formidling af redningsstationen og strandingerne langs kysten via digitale virkemidler.

 

Projekt Jernkysten vil eksperimentere med samspillet mellem formidling, der fungerer i landskabet langs med kysten, i det fysiske rum på Flyvholm redningsstation og på internettet. Udviklingen af den samlede formidlingsløsning skal ske i samarbejde mellem museer, brugere og kreative indholdsproducenter.

 

Produktet

Projektets slutprodukt er en integreret medieoplevelse, hvor digitale formidlingsformer bruges til at kæde steder og fortællinger om strandingshistorien sammen. De to nyskabende hovedingredienser i projektet er:

 

  1. En installation i Flyvholm redningsstation, der iscenesætter stationens originale genstande gennem en kombination af virkemidler, så brugerne sanser havets kræfter. Blandt andet ønsker man at skabe en oplevelse af redningsbådens møde med de meterhøje bølger, med strøm og vind - elementer som kunne og kan være skæbnesvangre for datidens redningsfolk (og nutidens badende).

  2. En mobil oplevelse som skal motivere brugerne til at gå på opdagelse langs med kysten og undersøge hvor og hvorfor strandingerne er sket. Der vil være fokus på det legende og effekten i at stå ved havets bølger og forestille sig en stranding på det sted, hvor den er sket.

  3. En hjemmeside, som skal kunne bruges både før og efter besøget på kysten. Den henvender sig til dem, som gerne vil forberede deres tur og som gerne vil vide mere.

 

Brugerinddragelse og samarbejde med Shareplay

Museets brugere vil blive inddraget i udviklingen af installationen og spillet. Det er ifølge ansøgningen sigtet at give publikum en reel rolle som medudviklere, både for produktets egen skyld og for at gøre de aktive brugere til gode ambassadører for museet.

 

Brugerinddragelsen vil ske i samarbejde med Shareplay (et cross media netværk i Nord- og Midtjylland - en tværmedial satsning iværksat af Region Midtjylland og Region Nordjylland).

Der vil blive gennemført en idégenererings workshop også kaldt co-creation, hvor projekt Jernkysten og museernes behov sættes stævne med og udfordres af museets brugere og af kreative indholdsleverandører. Metoden til co-creation er pt. under udvikling af Shareplay, som ser Jernkysten som et velegnet projekt til at afprøve og kvalificere metoden.

Shareplay finansierer metodeafprøvningen. Finansieringen til co-creation er derfor ikke en del af projektet Jernkysten.

 

Projektet vil blive påbegyndt i september 2012 og vil blive lanceret i maj–juni 2013.

 

Økonomi

 

Budget

 
Udgifter
Indtægter
WiFi og mobiladgang
11.100
 
Fysisk sikring af objekter
94.000
 
Hardware og Software
217.100
 
Strandingsspil (app)
293.500
 
Hjemmeside
134.500
 
Løn, møder, rejser
420.000
 
Oversættelse, tysk og engelsk
60.000
 
Lemvig Museum
 
211.000
Holstebro Museum (strandingsmuseet)
 
45.000
MMEx’ projektmidler
 
350.000
Kulturstyrelsen (bevilget)
 
300.000
Region Midtjylland (ansøgt)
 
324.200
I alt
1.230.200
1.230.200

 

Lemvig museum bidrager med et kontant tilskud på 50.000 kr. De øvrige bidrag fra Lemvig og Holstebro museer er værdisat arbejdskraft.

 

Budget for projektet Jernkysten og status vedrørende kulturudviklingsmidlerne er vedlagt som bilag.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard og Jette Skive var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-33-70-3-12

12. Projekt CenSec Klyngeudvikling bevilling til forlængelse (Indstilling fra Vækstforum)

Resume

Vækstforum har godkendt en forlængelse frem til den 31. august 2014 af Projekt CenSec Klyngeudvikling.

 

Rådet for Teknologi og Innovation har bevilget 2,5 mio. kr. til, at CenSec (Center for defence, space & security in Denmark) forbereder etablering af et innovationsnetværk for sikkerheds-, luft- og rumfartsindustrien samt andre højteknologiske industriområder i 2014.

 

En evaluering af Censec viser, at arbejdet med klyngen med fordel kan fortsættes med henblik på at blive godkendt som innovationsnetværk i 2014 og medvirke til at styrke dansk industris globale konkurrenceevne. Initiativet fokuserer på forbedring af højteknologiske virksomheders vilkår og fremmer dermed Danmark som produktionsland. 

 

Derfor søges om en merbevilling på 2,25 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til en forlængelse af projektet.

Forretningsudvalget indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 1,35 mio. kr. i 2013 og 0,9 mio. kr. i 2014, i alt 2,25 mio. kr. til forlængelse af Projekt CenSec Klyngeudvikling.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Region Midtjylland og Erhvervs- og Byggestyrelsen bevilgede i 2009 knap 20 mio. kr. til et 3-årigt initiativ "Projekt CenSec Klyngeudvikling". Formålet var at udvikle den midtjyske klyngeorganisation CenSec til en internationalt orienteret vækstklynge inden for forsvars-, sikkerheds-, luft- og rumfartsindustrien. Initiativet slutter med udgangen af 2012.   

  

Vækstforum besluttede på sit møde den 28. august 2012 at godkende en forlængelse af Projekt CenSec Klyngeudvikling frem til den 31. august 2014, at indstille til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler ydes en merbevilling til initiativet på 2,25 mio. kr. og at indstille til Erhvervsstyrelsen, at der til forlængelsen bevilges 2,25 mio. kr. af midlerne fra Den Europæiske Regionalfond. 

 

Formålet med merbevillingen er at forberede CenSec til at blive godkendt som innovationsnetværk i 2014 samt at iværksætte tiltag, der kan være med til at styrke dansk industris globale konkurrenceevne inden for forsvars-, sikkerheds-, luft- og rumfartsindustrien samt andre højteknologiske industrier. Initiativet er målrettet højteknologiske virksomheder og fremmer dermed Danmark som produktionsland.

 

Siden initiativets start i august 2009 har CenSec besøgt mere end 400 virksomheder og gennemført 50 konferencer, seminarer, kurser og netværksmøder med over 2.000 virksomhedsdeltagere. Resultatet er et markant kompetenceløft for mange små og mellemstore virksomheder, indførelse af aerospaceindustriens høje kvalitetsstandarder i flere virksomheder, opstart af over 10 forretningsbaserede netværk samt en række lovende forsknings- og udviklingsprojekter. Eksempler på resultater:

 

  • Etablering af CenSec helikopternetværk med 16 virksomheder, der forventer ordrer og teknologioverførsel for 500 mio. kr.

  • Etablering af Aarhus Letbaneklynge, hvor målet er at få del i de 75 mia. kr., Danmark investerer på jernbaneområdet de næste 15 år.

  • Etablering af DAMRC (Danish Advanced Manufacturing and Research Centre) som består af følgende toneangivende virksomheder: Boeing, Vestas, Terma, Multicut, Danish Aerotech og Kyocera Unimerco.

  • Fem virksomheder er blevet certificeret efter ISO 9001.2000 eller AS9100 standarden efter deltagelse i kvalitetsscreeningsforløb eller uddannelsesforløb.

I den store nordeuropæiske NPGE klyngeanalyse fra 2011 med deltagelse af 177 klynger fik CenSec topkarakter og blev kåret som en af de tre bedste erhvervsklynger i Danmark. Særligt CenSecs store virksomhedskontakt og virksomhedsrettede aktiviteter lå til grund for dette resultat.   

 

CenSecs udvikling er også blevet bemærket af Rådet for Teknologi og Innovation (RTI), der har bevilget 2,5 mio. kr. til, at CenSec forbereder og ansøger om at blive godkendt som innovationsnetværk i 2014. Tilsagnet fra RTI er vedlagt som bilag. Det er blandt andet et mål med forberedelsesarbejdet, at CenSec analyserer mulighederne for at udvikle nye ydelser og koncepter over for en udvidet målgruppe af højteknologiske virksomheder.

 

Interessen for CenSec skal endvidere ses i lyset af, at forsvars-, sikkerheds-, luft- og rumfartsindustrien på globalt plan betragtes som et af de mest betydningsfulde industrielle vækstområder med en samlet årlig omsætning på mere end 1.500 mia. kr. og en stor viden- og teknologispredning til de omkringliggende industrier og erhverv. Oxford Research anslog i 2008 det danske eksportpotentiale på området til mere end 20 mia. kr. om året.  

 

Initiativet og nærværende merbevilling er med til at opfylde Vækstforums mål om at fremme virksomhedernes konkurrenceevne og eksportmuligheder blandt andet via klynger og netværk - jævnfør Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2020 og handlingsplan 2011-2012.

 

Evalueringen peger på en række muligheder for at forbedre indsatsen og dermed øge initiativets effekt. Disse skal nærmere beskrives i resultatkontrakten for forlængelsen.

 

Effekt

Der gennemføres effektmålinger, hvor der måles på omsætning, eksport eller værditilvækst for de virksomheder, der henvises til Væksthuset efter gældende måltal. Derudover gennemføres en evaluering, hvor organisering af aktiviteter i initiativet sammenholdes med tilsvarende hos andre operatører, det vil sige innovationsnetværk under KLYNGEmidt. 

  

Aktiviteter
CenSec ønsker i samarbejde med DAMRC at gennemføre en klyngeanalyse af nye vækstområder inden for højteknologisk industri, som finansieres af RTI med 2,5 mio. kr.

 

Derudover skal der gennemføres en virksomhedsudvikling i netværk, som er en videreførelse og videreudvikling af netværksaktiviteterne i Projekt CenSec Klyngeudvikling. Der vil være fokus på videnopbygning, afklaring, vejledning og at henvise enkelte eller grupper af virksomheder til forløb hos andre aktører. Følgende måltal illustrerer aktiviteterne:

 

  • Højteknologifonden og "Genvej til ny viden" godkender fem innovationsprojekter.

  • Væksthuset godkender to forretningsbaserede netværk under KLYNGEmidt med otte deltagende virksomheder.

  • Væksthuset godkender fem individuelle rådgivningsforløb under VÆKSTmidt Accelerator.

  • Væksthuset godkender tre internationale messebesøg under GLOBALmidt med 18 deltagende virksomheder.

  • Væksthuset godkender tre business missions under GLOBALmidt med 18 deltagende virksomheder.

  • Væksthuset godkender to fælles salgs- og marketing projekter under GLOBALmidt med 12 deltagende virksomheder.

Det vil sige i alt gennemføres 15 specialiserede rådgivningsforløb med 61 deltagende virksomheder og fem innovationsprojekter med fem deltagende virksomheder.  

 

Organisering

Bag initiativet med etablering af et innovationsnetværk står et partnerskab med CenSec, DAMRC, Alexandra Instituttet, Aalborg Universitet og DTU i spidsen. CenSec varetager projektledelsen og ledelsen af de netværkskonsulenter, der skal gennemføre hovedparten af de virksomhedsrettede aktiviteter i initiativet.

 

Ressourcer 

Til en forlængelse af Projekt CenSec Klyngeudvikling afsættes en samlet økonomisk ramme på 12 mio. kr. fra 1. januar 2013 til 31. august 2014.

 

Det forudsættes, at aktiviteterne finansieres med 2,25 mio. kr. fra Region Midtjylland, 2,25 mio. kr. fra Den Europæiske Regionalfond, 2 mio. kr. fra de deltagende virksomheder, 2,5 mio. kr. fra RTI og 3 mio. kr. fra Væksthusprogrammer.

 

Tabel 1. Budget

(kr.)
2013
2014
I alt
Klyngeanalyse*
2.000.000
500.000
2.500.000
Virksomhedsudvikling i netværk
2.340.000
1.560.000
3.900.000
Specialiseret rådgivning**
2.000.000
1.000.000
3.000.000
Projektgennemførsel
1.555.000
1.045.000
2.600.000
I alt
7.895.000
4.105.000
12.000.000

 

Tabel 2. Finansiering

(kr.)
2013
2014
I alt
Rådet for Teknologi og Innovation*
2.000.000
500.000
2.500.000
EU Regionalfond
1.348.000
902.000
2.250.000
Region Midtjylland
1.348.000
902.000
2.250.000
Privat medfinansiering
1.198.000
802.000
2.000.000
Specialiseret rådgivning**
2.000.000
1.000.000
3.000.000
I alt
7.894.000
4.106.000
12.000.000

* RTI har bevilget 2,5 mio. kr. til CenSec til gennemførelse af klyngeanalyse, metodeudvikling og forberedelse af et innovationsnetværk.

** Finansiering af specialiserede rådgivningsforløb vil ske via Væksthusprogrammerne og virksomhedernes kontante egenbetaling.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-33-76-23-10-12

13. Ansøgninger til Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen (Indstilling fra Vækstforum)

Resume

Der foreligger to ansøgninger, som indstilles til bevilling på i alt 1,6 mio. kr. i årene 2013 og 2014 fra de regionale erhvervsudviklingsmidler til Fødevareindsatsen under Grøn Vækst Programmet for Region Midtjylland. Bevillingerne gives under forudsætning af, at der efterfølgende bevilges EU støtte til projektet fra NaturErhvervstyrelsen.

 

Ansøgningerne vedrører projekterne ”Smag på landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland” og ”Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter”.

Forretningsudvalget indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler fra den afsatte pulje under Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen bevilliges 522.500 kr. i 2013 og 590.000 kr. i 2014, i alt 1.112.500 kr. til Videncentret for Landbrug (VFL) til erhvervsdelen af projektet "Smag på Landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland". Indstillingen er under forudsætning af, at der efterfølgende bevilges EU-støtte til projektet fra NaturErhvervstyrelsen,

 

at regionsrådet indstiller til NaturErhvervstyrelsen, at der af EU-midler fra puljen Grøn Vækst bevilges 2.522.500 kr. i 2013 og 2.590.000 kr. i 2014, i alt 5.112.500 kr. til projektet "Smag på Landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland",

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler fra den afsatte pulje under Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen bevilliges 246.579 kr. i 2013 og 285.299 kr. i 2014, i alt 531.878 kr. til VIBORGegnens Erhvervsråd (VER) til projektet "Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter". Indstillingen er under forudsætning af, at der dannes en fælles forening, som skaber et ægte netværkssamarbejde på tværs af de tre kommuner, således at projektets fødevarevirksomheder får lejlighed til at mødes og lære af hinanden på tværs af kommunegrænserne, og at der efterfølgende bevilges EU-støtte til projektet fra NaturErhvervstyrelsen, og

 

at regionsrådet indstiller til NaturErhvervstyrelsen, at der af EU-midler fra puljen Grøn Vækst bevilges 493.157 kr. i 2013 og 570.598 kr. i 2014, i alt 1.063.755 kr. til projektet "Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter".

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Smag på Landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland

Projektet er medfinansieret af og foregår i kommunerne Holstebro, Skive, Randers og Ringkøbing-Skjern.

 

Det er projektets hovedformål, for et nyetableret afsætnings-/fødevarenetværk, at udvikle nye kødprodukter, udskæringer og særegne kvaliteter, der har en historie, mærkning og brand, som tilsammen skal give en højere værdi for kødet sammen med en bedre natur gennem græsning af Natura-2000- og §3-arealer i Region Midtjylland.

 

Afsætningsnetværket for fødevareproducenter, særligt slagtermestre i de fire involverede kommuner, skal ved projektets afslutning stå med produktions- og afsætningskoncepter med blandt andet:

 

  • Eget brand via ”naturkød”-mærkning.

  • Story-telling og dokumentation af smags-, miljø og sundhedsmæssige karakteristika fra naturplejekødet.

  • Anden synliggørelse, herunder emballage, apps, events, formidling i naturområder.

  • Viden og indsigt om naturplejekød via inddragelse af mange interessenter i værdikæden fra plejen af naturarealerne via kvæggræsning til det endelige aftagerled (detail og spisested).

 

Projektet vil endvidere etablere et netværk for landmænd, rådgivere og kommunale naturplejere, der skal udvikle og formidle et koncept for naturpleje som rentabel driftsgren via at understøtte lokale initiativer, samle viden og erfaringer fra de forskellige interessenter omkring naturpleje med kvæggræsning, herunder hvilke kvægracer, der passer til hvilke naturtyper, hvad har græsningen og slutfodringen af miljø-, sundheds- og smagsmæssige konsekvenser.

 

Ansøgninger er vedlagt som bilag.

 

Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter

Projektet er medfinansieret af og foregår i kommunerne Viborg, Herning og Silkeborg. 

 

Det er projektets hovedformål med udgangspunkt i to eksisterende fødevarenetværk ("Smag på Viborgegnen" og "Smag Silkeborg") samt med inddragelse af yderligere fødevarevirksomheder i Silkeborg, Viborg og Herning kommuner, at udvikle en fælles kompetenceudviklingsplatform og på sigt etablere et fælles EU-certificeret afsætningsnetværk (Regional Madkultur Midtjylland).

 

Idéen er med udgangspunkt i markedets behov at udvikle koncepter, forretningsmodeller, produkter og afsætningsstrategier i en vækstgruppe med deltagelse af lokale fødevarevirksomheder fra de tre kommuner med et særligt udviklingspotentiale (regional/national afsætning). Erfaringerne fra vækstgruppen skal inspirere og motivere andre mere lokalt funderede fødevarevirksomheder til at arbejde hen imod en større og bredere markedsorientering.

 

Dette skal blandt andet ske gennem udviklingsforløb/-seminarer, hvor deltagende virksomheder gøres bevidste om egne styrkepositioner og potentialer inden for områderne bespisning, sundhed og oplevelse. I forløbene indgår producenter, aftagere og distributører i et fælles forløb, hvor eksisterende og mulige produkter målrettes de præcise behov hos de potentielle kunder. 

 

Ansøgninger er vedlagt som bilag.

 

Generelt om Fødevareindsatsen under Grøn Vækst-programmet

Formålet med Fødevareindsatsen under Grøn Vækst Programmet for den midtjyske region er at styrke udviklingen i fødevareerhvervene i landdistrikter og yderområder med erhvervsudvikling og vækst gennem udvikling af kompetente, regionale afsætningsnetværk med fælles brand, nye forretningsmodeller og professionalisering af netværksaktørerne.

 

Målet er endvidere, at de regionale fødevarenetværk iværksætter udviklings- og demonstrationsprojekter, f.eks. inden for afprøvning af og dokumentation af nye teknologier og processer, eller udvikling af nye produkter, processer, teknologier og samlede produktionskoncepter, der kan bidrage til de enkelte producenters såvel som regionale afsætningsnetværks vækstpotentiale. Beskrivelse af konkrete effektmål for fødevareindsatsen er vedlagt som bilag.

 

Effektoptimering

Det er for alle Grøn Vækst fødevareprojekter et krav, at der afsættes 3 % af den samlede projektsum til løbende monitorering og evaluering i projektperioden, så projekternes effekter sikres opnået bedst muligt. Herunder sikres implementering og forankring af projektets resultater i netværket, videreførelse af netværket efter projektets afslutning, samarbejde med andre netværksprojekter i regionen mm.

Den nærmere proces for evaluering aftales og beskrives i tæt dialog med administrationen i forbindelse med udarbejdelse af resultatkontrakt.

 

Budget og finansiering af Fødevareindsatsen under Grøn Vækst-programmet

Det samlede offentlige budget for Fødevareindsatsen under programmet er på 26 mio. kr., og hertil skal lægges, at der er krav om en vis privat egenfinansiering under "Netværksordningen". Den offentlige finansiering af projekterne fordeles med 50 % fra EU, 25 % fra kommunerne og 25 % fra Region Midtjylland.

 

Såfremt indstillingerne vedrørende de to ansøgninger følges, resterer der under Fødevareindsatsen under det midtjyske Grøn Vækst program fortsat ufordelte offentlige midler til fødevarenetværksprojekter for i alt godt 5,6 mio. kr.  

 

Proces

Vækstforums fødevareråd og Vækstforum har behandlet de to indkomne ansøgninger på møder henholdsvis den 22. august og den 28. august 2012. Fødevarerådets faglige vurderinger af ansøgningerne og Vækstforums bemærkninger er indarbejdet i indstillingerne. Fødevarerådets anbefalinger er vedlagt som bilag.

 

Regionsrådet har tidligere bevilget støtte til et fødevarenetværksprojekt under programmet ("Madlandet i vest"), som i februar 2012 fik i alt 1,4 mio. kr. i støtte fra regional side.

Beslutning

Regionsrådet vedtog, 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler fra den afsatte pulje under Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen bevilliges 522.500 kr. i 2013 og 590.000 kr. i 2014, i alt 1.112.500 kr. til Videncentret for Landbrug (VFL) til erhvervsdelen af projektet "Smag på Landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland". Indstillingen er under forudsætning af, at der efterfølgende bevilges EU-støtte til projektet fra NaturErhvervstyrelsen,

 

at regionsrådet indstiller til NaturErhvervstyrelsen, at der af EU-midler fra puljen Grøn Vækst bevilges 3 mio. kr. i 2013 og 3 mio. kr. i 2014, i alt 6 mio. kr. til projektet "Smag på Landskabet - Naturkød fra naturarealer i Region Midtjylland",

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler fra den afsatte pulje under Grøn Vækst Programmet - Fødevareindsatsen bevilliges 246.579 kr. i 2013 og 285.299 kr. i 2014, i alt 531.878 kr. til VIBORGegnens Erhvervsråd (VER) til projektet "Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter". Indstillingen er under forudsætning af, at der dannes en fælles forening, som skaber et ægte netværkssamarbejde på tværs af de tre kommuner, således at projektets fødevarevirksomheder får lejlighed til at mødes og lære af hinanden på tværs af kommunegrænserne, og at der efterfølgende bevilges EU-støtte til projektet fra NaturErhvervstyrelsen, og

 

at regionsrådet indstiller til NaturErhvervstyrelsen, at der af EU-midler fra puljen Grøn Vækst bevilges 493.157 kr. i 2013 og 570.598 kr. i 2014, i alt 1.063.755 kr. til projektet "Midt i Midt - Vækst og udvikling for midtjyske fødevareproducenter".

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-76-36-08

14. Opfølgning på resultatkontrakter - pr. 1. marts 2012 (Indstilling fra Vækstforum)

Resume

Regionsrådet og Vækstforum har pr. 1. marts 2012 iværksat initiativer for 2,6 mia. kr. (inkl. medfinansiering), og der er den 1. marts 2012 fulgt op på 113 resultatkontrakter med de operatører, som gennemfører aktiviteter til fremme af regionens erhvervsudvikling.

 

Det overordnede indtryk er, at de regionale erhvervsfremmeaktiviteter pr. 1. marts 2012 afvikles planmæssigt med mindre afvigelser. Operatørerne har redegjort for afvigelserne og det vurderes, at der på nuværende tidspunkt alene er grund til at justere resultatkontrakterne i tre tilfælde: Beskæftigelsesfremme for ADHD-ramte i Randers-området, KLYNGEmidt og STARTmidt Accelerator.

Forretningsudvalget indstiller,

at opfølgningen på de regionale erhvervsudviklingsaktiviteter pr. 1. marts 2012 tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

I henhold til Lov om erhvervsfremme kan regionsrådet efter indstilling fra Vækstforum medfinansiere aktiviteter til fremme af regional erhvervsudvikling. Aktiviteterne styres via resultatkontrakter indgået mellem selvstændige juridiske enheder og regionsrådet.

 

Resultatkontrakterne specificerer, hvilke mål og resultatkrav, der skal opfyldes inden for en given periode og givne budgetmæssige rammer. Som hovedregel foretages der halvårlige opfølgninger pr. 1. marts og 1. september på mål og resultatkrav med efterfølgende afrapportering til regionsrådet.

 

De otte indsatsområder i handlingsplanen er:

Energi og miljø, Fødevarer, Velfærdsinnovation, Turisme, Innovation og Forretningsudvikling, Digitalisering, Iværksætteri, Uddannelse og kompetenceudvikling.

 

Afrapporteringen om mål og resultatkrav udarbejdes af de operatører, som regionsrådet har indgået resultatkontrakter med. Administrationen har sammenfattet operatørernes afrapportering pr. 1. marts 2012 i to statusrapporter, der vedlægges som bilag. 

  

Afrapporteringen om de enkelte erhvervsfremmeaktiviteter kan læses på Region Midtjyllands hjemmeside (link kommer).

 

Den overordnede vurdering er, at initiativerne under de respektive indsatsområder afvikles planmæssigt, og at erhvervsfremmeaktørerne vurderer at kunne opfylde mål og resultatkrav ved kontrakternes ophør.

 

Ved den seneste opfølgning pr. 1. september 2011 viste det sig nødvendigt at øge fokus på forskydninger i projektgennemførelsen, som især foranlediges af en forlænget opstartsfase. Denne del af projektopfølgningen vil fortsat være i fokus for at sikre, at eventuelle overskydende projektmidler kan anvendes i forbindelse med gennemførelsen af den kommende handlingsplan for 2013-2014.

 

Vækstforum og regionsrådet har på baggrund af opfølgningen allerede taget stilling til projektændringer i følgende tilfælde:

 

  • Forlængelse af projektet Beskæftigelsesfremme for ADHD-ramte i Randers-området - er behandlet af Vækstforum den 6. juni 2012.

  • Forlængelse af KLYNGEmidt Netværksinitiativ, samt reduktion af bevilling - er behandlet af Vækstforum den 18. april 2012, og af regionsrådet den 30. maj 2012.

 

I forhold til STARTmidt Accelerator er der indledt dialog med operatøren om en mulig reduktion af bevillingen. Sagen forventes forelagt Vækstforum den 10. oktober 2012, og efterfølgende for regionsrådet.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-87-2-11

15. Vækstpartnerskabsaftale 2012 (Indstilling fra Vækstforum)

Resume

Vækstforum for Region Midtjylland har siden 2007 årligt indgået en partnerskabsaftale med regeringen om vækst og erhvervsudvikling. Partnerskabsaftalen skal bidrage til samspillet mellem de lokale, regionale og nationale initiativer og styrke rammerne for vækst og erhvervsudvikling i hele landet, hvor der samtidig tages hensyn til særlige regionale forhold og udfordringer.

 

Partnerskabsaftalen kan derved understøtte den regionale erhvervsudviklingsstrategi og bidrage til at skabe sammenhæng mellem den nationale og den regionale indsats for vækst og erhvervsudvikling.

 

Vækstforum for Region Midtjylland og regeringen indgik den 24. maj 2012 Vækstpartnerskabsaftale 2012.

Forretningsudvalget indstiller,

at regionsrådet tager sagen til orientering.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Formandskabet for Vækstforum deltog den 24. maj 2012 i forhandlingsmøde med regeringen, repræsenteret ved erhvervs- og vækstministeren, ministeren for uddannelse og ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ved den lejlighed indgik de to parter Vækstpartnerskabsaftale 2012.

 

Aftalen indeholder følgende elementer:

Fem fokuserede indsatsområder:

 

  • Et sammenhængende, effektivt offentligt innovations- og erhvervsfremmesystem.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for sundheds- og velfærdsområdet.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for energi- og miljøerhvervene.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for fødevareerhvervet.

  • En fokuseret indsats for uddannelse til fremtidens arbejdsmarked.

 

Derudover indeholder aftalen følgende emner:

 

1. Design og arkitektur.

2. Turisme.

3. Adgang til risikovillig kapital.

4. Investeringsfremme.

5. Samarbejde om at udnytte nye muligheder i digitalisering.

6. Evalueringen af kommunalreformen.

7. Styrket samarbejde på udvalgte erhvervsområder.

8. Samarbejde mellem vækstfora og de lokale aktionsgrupper.

 

Vækstpartnerskabsaftalen 2012 vil indgå som et af flere elementer i Vækstforums kommende handlingsplan 2013-2014.

 

Der er iværksat et opfølgningsarbejde på den nye vækstpartnerskabsaftale 2012, som involverer både ministerier og region.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-22-78-3-12

16. Revisionsberetning for regnskabsåret 2011 og endelig godkendelse af Årsrapport 2011

Resume

KPMG, Region Midtjyllands revision, har den 15. august 2012 fremsendt revisionsberetning nr. 22 vedrørende afslutning af revisionen af Region Midtjyllands regnskab for 2011.

 

Revisionsberetningen har tre såkaldte supplerende oplysninger, som ikke har givet anledning til revisionsbemærkninger, men som revisionen ønsker at orientere regionsrådet om. Herudover indeholder revisionsberetningen to fortsat gældende supplerende oplysninger, jf. revisionsberetning nr. 19 af 15. august 2011.

Forretningsudvalget indstiller,

at Revisionsberetning nr. 22 vedrørende afslutning af revisionen af Region Midtjyllands regnskab for 2011 tages til efterretning,

 

at Region Midtjyllands Årsrapport 2011 endeligt godkendes, og

 

at Årsrapport 2011, revisionsberetning nr. 22 og udskrift af regionsrådets behandling af sagen sendes til tilsynsmyndigheden.

Sagsfremstilling

Det fremgår af beretningen, at revisionen har forsynet Region Midtjyllands Årsrapport 2011 med en revisionspåtegning uden forbehold eller supplerende oplysninger.

 

Revisionsberetningen indeholder ingen revisionsbemærkninger, som regionsrådet skal besvare over for tilsynsmyndigheden.

 

I henhold til regionslovens § 23 skal regionsrådet efter modtagelse af revisionsberetningen træffe afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og endeligt godkende regnskabet.

 

Regionsrådet godkendte den 30. maj 2012 årsregnskab 2011 og sendte dette til revisionen.

 

I revisionsberetningens afsnit 2.1 er der foretaget en sammenfatning af de supplerende oplysninger, som revisionen har givet anledning til. I afsnit 2.2 belyses Region Midtjyllands resultater i perioden 2007–2011.

 

Revisionsberetningen har tre såkaldte supplerende oplysninger, som ikke har givet anledning til revisionsbemærkninger, men som revisionen ønsker at orientere regionsrådet om. Herudover indeholder revisionsberetningen to fortsat gældende supplerende oplysninger, jf. revisionsberetning nr. 19 af 15. august 2011.

 

Administrationen har i vedlagte notat af 13. september 2012 om revisionsberetning nr. 22 vedrørende regnskab 2011 redegjort for de supplerende oplysninger og for administrationens kommentarer og initiativer i den anledning. Notatet indeholder endvidere administrationens supplerende kommentarer til Region Midtjyllands resultater i perioden 2007 -2011.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-22-78-3-12

17. Revisionsberetning nr. 21 vedrørende afregning af statsrefusion til sociale udgifter for 2011

Resume

Regionens revision, KPMG, har fremsendt revisionsberetning nr. 21 vedrørende afregning af statsrefusion til sociale udgifter for 2011.

 

Revisionsberetningen giver ikke anledning til at fremkomme med bemærkninger eller supplerende oplysninger til regionsrådet eller Beskæftigelsesministeriet.

 

 

 

Forretningsudvalget indstiller,

at revisionsberetning nr. 21 vedrørende afregning af statsrefusion til sociale udgifter for 2011 for Region Midtjylland tages til efterretning, og

 

at revisionsberetning nr. 21 og udskrift af regionsrådets behandling af sagen sendes til Beskæftigelsesministeriet og tilsynsmyndigheden.

Sagsfremstilling

Regionens revision, KPMG, har fremsendt revisionsberetning nr. 21 vedrørende afregning af statsrefusion til sociale udgifter for 2011. Afregningen vedrører løntilskud til personer ansat i henhold til lov om servicejob, og den samlede statsrefusion for 2011 er opgjort til 696.374 kr.

 

Revisionsberetningen giver ikke anledning til at fremkomme med bemærkninger eller supplerende oplysninger til regionsrådet eller Beskæftigelsesministeriet.

 

Revisionsberetningen skal med regionsrådets bemærkninger sendes til Beskæftigelsesministeriet og tilsynsmyndigheden.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-11-72-1-09

18. Revisionsberetning nr. 23

Resume

Revisionsberetningen er modtaget som følge af regionsrådets beretning om aktivitetsafhængige tilskud. Revisionsberetningen indeholder en supplerende oplysning. Derudover rummer beretningen en række anbefalinger. Administrationens bemærkninger til beretningen findes i sagsfremstillingen.

Forretningsudvalget indstiller,

at regionsrådet tager revisionsberetning nr. 23 til efterretning,

 

at regionsrådet tager administrationens svar til revisionsberetning nr. 23 til efterretning, og

 

at revisionsberetning nr. 23 fremsendes til tilsynsmyndigheden sammen med en kopi af sagens behandling i regionsrådet.

Sagsfremstilling

Revisionsberetning nr. 23 af 30. august 2012 er revisionens svar på redegørelsen for aktivitetsafhængige tilskud for 2011, godkendt på regionsrådsmødet den 22. august 2012.
 
Beretningen indeholder en supplerende oplysning. Beretningen skal herefter fremsendes til tilsynsmyndigheden sammen med kopi af sagens behandling i regionsrådet.
 
Den supplerende oplysning er: Regionen vurderer, at manglende registreringer, herunder korrektioner af fejl, inden fristens udløb den 10. marts 2012 har betydet, at regionen har mistet kommunale tilskud for 2011 i størrelsesordenen 0,6 mio. kr.
 
Administrationens svar hertil er: Arbejdet med at rette og genindberette fejl er en prioriteret opgave for regionens hospitaler. Der arbejdes kontinuerligt på at registrere korrekt, rette eventuelle fejl og sikre så validt et grundlag som muligt. Med de mange registreringer, der foretages hvert år, er det en svær opgave at nå en rest på 0.

 

Den kommunale medfinansiering på det somatiske område var i 2011 på 1.942 mio. kr. og afvigelsen er på 0,03 % og derfor meget beskeden.

 

Regionen har fortsat den målsætning, at omfanget af ikke korrigerede fejl minimeres mest muligt.

 

Anbefalinger 
Udover de supplerende oplysninger indeholder beretningen en række anbefalinger.

Administrationen vil inkludere disse anbefalinger i det fremtidige arbejde med at forbedre og sikre datakvalitet og dataindberetning til de centrale registre.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-23-0-5-12

19. Salg af ejendommen Fuglemosevej 1A, Kjellerup

Resume

Regionsrådet besluttede på mødet den 30. maj 2012 at sætte ejendommen Fuglemosevej 1A i Kjellerup til salg ved et offentligt udbud.

 

Der har været afholdt offentligt udbud med en budfrist den 3. september 2012, kl. 12.00. Der er ikke kommet tilbud på ejendommen.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

 

Harry Jensen var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Regionsrådet besluttede på mødet den 30. maj 2012 at sætte ejendommen Fuglemosevej 1A i Kjellerup til salg gennem et offentligt udbud.

 

Ejendommen har været benyttet af regionspsykiatrien og er en særskilt udmatrikuleret villa opført i 1998 med et bebygget areal på 200 kvadratmeter og udnyttet tagetage på 161 kvadratmeter, i alt et samlet erhvervsareal på 361 kvadratmeter. Grundarealet udgør 934 kvadratmeter, og ejendomsværdien udgør 2,25 mio. kr. (2010).

 

Ejendommen er beliggende på "hospitalsarealet" i Kjellerup og er omfattet af lokalplan nr. 23-002 fra Silkeborg Kommune. Ejendommen er beliggende i lokalplanens delområde V, der er fastlagt til liberale erhverv, kontor- og serviceerhverv, undervisning, forskning og boligformål. Ejendommen er særskilt varmeforsynet.

 

Der er ikke kommet tilbud på køb af ejendommen.

 

Ejendommen holdes fortsat på markedet, dog nu uden budfrist.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-13-5-142-12

20. Forslag om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling

Resume

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling ønsker at se på regionale udviklings- og vækstmodeller samt infrastrukturspørgsmål i forbindelse med bane- og vejtrafik til og fra Tyskland. Udvalget ansøger derfor regionsrådet om godkendelse af en studietur til Bayern, Baden-Württemberg og Hamborg i Tyskland den 5. til 8. november 2012.

 

Udvalget anmoder om regionsrådets godkendelse af studieturen.

Forretningsudvalget indstiller,

at forslag om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling godkendes.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling ønsker at tage på studietur til Bayern, Baden-Württemberg og Hamborg i Tyskland den 5. til 8. november 2012.

 

Formålet med studieturen er at besøge Bayern og Baden-Württemberg i Tyskland med henblik på at se, hvorledes der arbejdes med regionale udviklings- og vækstmodeller og konkrete udviklingsprojekter samt innovationsinitiativer for virksomheder i samspil med blandt andet videninstitutioner. De to tyske regioner har forfinet den såkaldte triple-helix model, hvor virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder arbejder sammen om innovation og vil kunne være en væsentlig inspirationskilde for udvalget til at styrke udviklingen af lignende aktiviteter i Region Midtjylland.

 

Samtidig besøges Innovation Center Denmark, som er etableret i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Videnskabsministeriet i München, med henblik på at se, hvorledes der fra dansk side arbejdes med videnoverførsel og virksomhedssamarbejde mellem danske og tyske virksomheder og videninstitutioner.

 

Endelig besøges Hamborg med henblik på at undersøge og drøfte igangværende overvejelser af infrastrukturelle spørgsmål i forbindelse med motorvejsforbindelsen på E45 og højhastighedsforbindelse på jernbanen mellem Aarhus og Hamborg. Således planlægger den danske og tyske regering nedsættelse af en dansk-tysk transportkommission, som blandt andet skal se på disse spørgsmål. Region Midtjylland har været inddraget i høringsfasen af en Danmarksstrategi, som nu er vedtaget af lokalregeringen i Slesvig-Holsten og Metropolregion Hamborg, som også beskæftiger sig med infrastrukturelle spørgsmål.

 

Deltagere 

Deltagere på studieturen vil være medlemmerne fra det rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling (ni politikere) samt fire embedsmænd.

 

Budgetoverslag 

Administrationen har udarbejdet nedenstående budgetoverslag for udvalgets deltagelse i studieturen. Der tages forbehold for ændringer, da den endelige programtilrettelæggelse ikke er fastlagt - blandt andet vedrørende transport og forplejning.

 

Budgetoverslaget er udarbejdet for udvalgets 9 medlemmer.

 

Tabel 1. Budgetoverslag 

Udgiftspost
Pris pr. person (DKK)
Udgift for hele udvalget (DKK)
Flybilletter t/r
3.000
27.000
Øvrig transport (bus)
1.200
10.800
Hotel (tre overnatninger)
3.000
27.000
Forplejning
1.600
14.400
Øvrige udgifter, gaver m.v.
 
10.000
I alt
 
74.800

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-00-1-12

21. Forslag om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet

Resume

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet ønsker at tage på studietur til Orlando, Florida i perioden 8. december - 14. december 2012. Formålet med turen er at indhente den nyeste viden om sundhedsområdet og indsamle inspiration til udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland.

 

Udvalget anmoder om regionsrådets godkendelse af turen.

Forretningsudvalget indstiller,

at forslaget om studietur for det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet godkendes.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 

 

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet ønsker at tage på studietur til Florida i perioden fra den 8. december 2012 til den 14. december 2012.  

 

Formålet med turen er at blive præsenteret for den nyeste viden om kvalitetsområdet samt om forbedring af og organisering i sundhedsvæsenet generelt og i den forbindelse indsamle inspiration til udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland. 

 

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har bl.a. til formål at sætte fokus på den nye kvalitetsdagsorden samt komme med anbefalinger til prioritering af indsatsen samt at bidrage til styrkelse af sammenhængen i sundhedsvæsenet, dels på tværs af sektorer og dels mellem den somatiske og psykiatriske del af sundhedsvæsenet. 

 

Studieturen vil bestå af to delelementer: 

Fra søndag den 9. december 2012 til og med onsdag den 12. december 2012 vil udvalget deltage i konferencen ”24. annual national forum of quality improvement in health care” i Orlando, Florida. Konferencen er en årlig begivenhed, der samler fagpersoner, ledere og politikere fra hele verden til en præsentation af den nyeste viden på sundhedsområdet. 

 

Konferencen består af en stribe daglige minikurser, symposier, oplæg, ekskursioner og workshops, som den enkelte deltager frit kan vælge imellem, alt efter interesse. Der vil på forhånd blive sammensat et program for udvalgets medlemmer. Deltagerne vil også have mulighed for på egen hånd at deltage i forløb. Efter hver konferencedag vil der blive afholdt en debriefing, hvor de enkelte deltagere har mulighed for at viderebringe dagens vigtigste inputs og i øvrigt samle op på dagens program. Desuden vil nogle af de fagpersoner fra Danmark, som i forvejen deltager i konferencen blive inviteret til at perspektivere og uddybe de indslag, som udvalget bliver præsenteret for. 

 

Turens anden del består af et dagslangt besøg på Mayo Clinic i Jacksonville, Florida torsdag den 13. december.

 

Mayo Clinic er en nonprofit sundhedsorganisation, der arbejder med både behandling, forskning og uddannelse, og hvis hospitaler er blandt de bedste i USA. Mayo Clinic har i de senere år målrettet arbejdet med at på samme tid at reducere omkostninger og skabe konstante kvalitetsforbedringer.

Deltagere

Deltagere på studieturen vil være medlemmerne af det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet (otte personer) samt tre personer fra administrationen.

 

Budgetoverslag

Administrationen har udarbejdet nedenstående budgetoverslag for udvalgets deltagelse i studieturen. Der tages forbehold for ændringer, da flybilletter mv. endnu ikke er bestilt. Konferencegebyret afhænger af, hvilke workshops, man vælger at deltage i, og vil derfor kunne afvige fra det oplyste.

Budgetoverslaget er udarbejdet for udvalgets otte medlemmer.

 

Tabel 1. Budgetoverslag 

Kr.
Pris pr. person
Udgift for hele udvalget
Transport, flybilletter (tur/retur)
8.500
68.000
Øvrig transport
1.000
8.000
Hotel (5 overnatninger)
9.000
72.000
Konferencegebyr
10.000
80.000
Forplejning
3.000
24.000
Øvrige udgifter, gaver m.m.
 
10.000
I alt
 
262.000

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 0-9-2-11

22. Brev til transportminister Henrik Dam Kristensen om en forlængelse af motorvejen mellem Herning og Holstebro

Resume

Foranlediget af en henvendelse fra Dansk Folkepartis gruppe besluttede forretningsudvalget på mødet den 18. september 2012 at sende et brev til transportministeren om en forlængelse af motorvejen mellem Herning og Holstebro.

Forretningsudvalget indstiller,

at brevet til transportminister Henrik Dam Kristensen om en forlængelse af motorvejen mellem Herning og Holstebro tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Foranlediget af en henvendelse fra Dansk Folkepartis gruppe besluttede forretningsudvalget på mødet den 18. september 2012 at sende et brev til transportministeren. Brevet til transportministeren er vedlagt.

 

I brevet anmodes regeringen og forligsparterne vedrørende vejinvesteringer til at finde midler til, at rute 18 kan udbygges til motorvej hele vejen fra Herning til Holstebro Nord. Baggrunden er, at det er vigtigt, at der sikres gode vejforbindelser til det kommende regionshospital i Gødstrup.

 

Brevet er udarbejdet på baggrund af, at Anders Vistisen i en henvendelse på vegne af Danske Folkepartis gruppe foreslog, at et samlet regionsråd gennem formanden rettede henvendelse til regeringen med henblik på at presse på for, at en forlængelse af motorvejen fra Herning til området mellem Holstebro og Struer fremskyndes. Dansk Folkeparti har med beklagelse kunnet konstatere, at den lovede motorvej fra Herning via det nye sygehus i Gødstrup til det nordvestlige område af regionen ikke er en del af den netop fremlagte finanslov.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-31-72-1-12

23. Orientering om brugertilfredshedsundersøgelse på det præhospitale område

Resume

Der er foretaget en brugerundersøgelse i 2012 blandt brugerne af regionens ambulancer.

 

Brugerundersøgelsen viser, at brugerne af ambulancetjenesten i Region Midtjylland er meget tilfredse.

 

Samlet set har 99 procent af respondenterne tilkendegivet et meget godt eller godt indtryk af ambulancetjenesten.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til efterretning, og

 

at Præhospitalet arbejder videre med de fokusområder, undersøgelsen betegner som forbedringsområder.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 

 

Folkesundhed og Kvalitetsudvikling har gennemført en brugerundersøgelse blandt brugerne af regionens ambulancer. Alle patienter, med ambulancekørsler kategoriseret som hastegrad A, B eller C, der har haft kontakt med Præhospitalet fra den 4. februar til den 24. marts 2012, har fået tilsendt et spørgeskema. 83 procent af respondenterne tilkendegiver, at deres samlede indtryk af kontakten med ambulancetjenesten er ”Meget god”, og 16 procent svarer, at den er ”God”. 1 procent har svaret "Dårligt" eller "Meget dårligt".

 

Den gennemsnitlige tilfredshed på alle områder er meget høj, og variationen mellem spørgsmålene med den laveste og højeste tilfredshed er derfor forholdsvis beskeden.

 

I forhold til de temaer, der indgår i undersøgelsen, har ambulancepersonalets indsats størst betydning for patienternes samlede tilfredshed ved kontakten med ambulancetjenesten, herunder specifikt om patienten følte sig tryg ved ambulancepersonalets håndtering af situationen. Den omsorg og respekt, ambulancepersonalet viser, bliver generelt vurderet meget positivt. Langt størstedelen (to tredjedele) af svarene tilkendegiver, at det er ambulancepersonalet, der har størst betydning for deres samlede indtryk ved kontakt med ambulancetjenesten. Resultatet vedrørende ambulancetjenesten viser samtidigt, at der i særlig grad er tilfredshed med ambulancepersonalets indsats.  

 

Undersøgelsen viser desuden, at det er responstiden frem for hastegradsvurderingen, der synes at være afgørende for vurderingen af den samlede præhospitale indsats. I forhold til graden af tilfredshed har den faktiske responstid betydning, men den samlede tilfredshed er også præget af patientens forventninger. Tilfredsheden hænger således sammen med, om man havde oplevelsen af, at ambulancen var hurtigt nok fremme og om patienten oplevede, at det blev oplyst, hvornår ambulancen ville være fremme.

 

Der kan peges på fokusområder, hvor de præhospitale ydelser kan blive endnu bedre til gavn for tilfredsheden blandt patienterne. Det foreslås gjort ved at have fokus på de områder (spørgsmål), hvor færre end 80 procent af respondenterne udtrykker sig meget tilfredse, i ingen af disse svarer færre end 75 procent i "høj grad". Det drejer sig om: Forklarede ambulancepersonalet sig om, hvad de foretog sig? Blev dine pårørende inddraget i det omfang, du ønskede det? Var du tilfreds med den hjælp, du fik, da du ringede 112? Synes du, at ambulancen var hurtigt nok fremme i dit tilfælde? Var du tilfreds med ambulancens komfort og indretning? Virkede hospitalspersonalet forberedt på din situation, da du ankom?

 

Det foreslås, at Præhospitalet arbejder videre med ovenstående fokusområder.

 

Notat fra Præhospitalet: "Orientering, resultat af brugerundersøgelse i Præhospitalet 2012" vedlægges.

 

Hovedrapporten: "Brugernes oplevelse af Præhospitalet" er ligeledes vedlagt.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-36-72-6-12

24. Orientering om resultater for kvaliteten i behandlingen af patienter med depression 2011

Resume

Den første årsrapport fra Dansk Depressions Database viser, at Region Midtjylland ikke opfylder standarderne i indikatorsættet, hvilket også er gældende for de øvrige regioner.

 

Den manglende opfyldelse skyldes bl.a., at registreringspraksis ikke er helt på plads endnu.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til orientering.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

De årlige resultater fra den første årsrapport fra Dansk Depressions Database blev offentliggjort på www.sundhed.dk i april 2012. Resultaterne dækker patienter behandlet i perioden 1. januar 2011 – 31. december 2011.

 

Der er fastlagt standarder for 14 ud af 19 indikatorer. Fastlæggelse af de resterende fem standarder afventer de første resultater. Region Midtjylland opfylder ingen af standarderne i indikatorsættet, hvilket også er gældende for de øvrige regioner.

 

I vedlagte bilag vises resultaterne for denne årsrapport for depression på et samlet regionsniveau for psykiatrien samt resultatet på landsplan. Der foreligger ikke nyere data i InfoRM.

 

Region Midtjylland afholdt regional audit på resultaterne den 25. april 2012, hvor kvaliteten af regionens depressionsbehandling blev drøftet og vurderet. Afdelingerne orienterede om særlige problemområder samt om planlagte eller allerede iværksatte forbedringstiltag, hvor især registreringspraksis var i fokus. Denne orientering fremgår ligeledes af bilaget.

 

Indsatsområder 2012

For at understøtte arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten af behandlingen af patienter med depression i Region Midtjylland er auditgruppen enige om at fokusere på fælles regionale indsatser for at forbedre registreringsmuligheder i MidtEPJ samt at udarbejde fælles regionalt videomateriale til brug i undervisning i diagnosticering af depressionssværhedsgrad. Dette med henblik på at sikre ensartet praksis på tværs af regionen.

 

Ud over disse fælles regionale indsatser fortsættes arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten på alle indikatorområder lokalt på afdelingerne.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-36-72-6-12

25. Orientering om resultater for kvaliteten i behandlingen af patienter med skizofreni 2011

Resume

Den seneste årsrapport fra Den Nationale Skizofrenidatabase 2011 viser, at Region Midtjylland opfylder standarden for 14 ud af 25 indikatorer. De øvrige regioner opfylder færre indikatorer, og på landsplan opfyldes kun otte ud af 25 indikatorer.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til orientering.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde har på sit møde den 12. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Den Nationale Skizofrenidatabase er det nye navn for det tidligere Nationale Indikatorprogram (NIP) vedrørende skizofreni.

 

De tidligere kliniske kvalitetsdatabaser under Det Nationale Indikatorprogram (NIP) har skiftet navn og er pr. 1. januar 2012 organiseret under Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

 

De årlige resultater fra Den Nationale Skizofrenidatabase blev offentliggjort på www.sundhed.dk i maj 2012. Resultaterne dækker patienter behandlet i perioden 1. januar 2011 – 31. december 2011.

 

Med denne årsrapport er der for første gang fastlagt standarder for indikatorområderne vedrørende bivirkninger og metabolisk syndrom(forstyrrelser i stofskiftet som bivirkning af psykofarmaka). Samlet set har Region Midtjylland målopfyldelse på 14 ud af 25 indikatorer. På landsplan er der en målopfyldelse på otte ud af de 25 indikatorer.

 

Rapportens resultater viser, at Region Midtjylland samlet set ikke har haft en væsentlig udvikling i at opnå målopfyldelse sammenlignet med resultaterne fra 2010. Siden sidste år har psykiatrien gennemgået store organisatoriske ændringer og igangsat implementering af MidtEPJ. Endvidere er registreringsformen til databasen blevet ændret. Disse faktorer kan have påvirket registreringskvaliteten og dermed resultaterne.

 

Region Midtjylland afholdt regional audit på resultaterne den 9. maj 2012, hvor kvaliteten af regionens skizofrenibehandling blev drøftet og vurderet. Afdelingerne orienterede om særlige problemområder samt om planlagte/allerede iværksatte forbedringstiltag, hvor især registreringspraksis var i fokus. Denne orientering fremgår af bilaget.

 

I vedlagte bilag vises desuden resultaterne for seneste og foregående årsrapport for skizofreni på et samlet regionsniveau for psykiatrien. Der foreligger endnu ikke nyere data i InfoRM.

 

Indsatsområder 2012

For at understøtte arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten af behandlingen af patienter med skizofreni i Region Midtjylland, er auditgruppen enige om at fokusere på fælles regionale indsatser for at forbedre registreringsmuligheder i MidtEPJ samt i løbet af 2012 at udarbejde et fælles e-læringsprogram til brug i forbindelse med selvmordsvurdering.

 

Ud over disse fælles regionale indsatser fortsættes arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten på alle indikatorområder lokalt på afdelingerne.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-36-72-6-12

26. Orientering om resultater for kvaliteten af den danske fedmekirurgiske behandling 2011

Resume

Den seneste årsrapport fra Dansk Fedmekirurgiregister 2011 viser, at når der tages højde for den statistiske usikkerhed opfylder Aarhus Universitetshospital seks ud af otte indikatorer, mens Regionshospitalet Viborg opfylder samtlige indikatorer. På landsplan er samtlige indikatorer opfyldt, når der tages højde for den statistiske usikkerhed.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til orientering.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling. 

 

Dansk Fedmekirurgiregister har udgivet sin 2. årsrapport, som blev offentliggjort den 21. maj 2012 på sundhed.dk. Årsrapporten omfatter alle indberettede fedmekirurgiske opererede patienter i perioden 1. januar–31. december 2011.

 

Med udgangspunkt i årsrapporten 2011 fra Dansk Fedmekirurgiregister har Region Midtjylland den 19. juni 2012 afholdt en regional audit over den fedmekirurgiske behandling med deltagelse fra de involverede kirurgiske og medicinsk endokrinologiske afdelinger i Region Midtjylland. Privathospitalet Mølholm, Vejle samt Aleris-Hamlet Privathospital, Aarhus var også inviteret med, men der var afbud fra begge privathospitaler.

 

Den seneste årsrapport fra Dansk Fedmekirurgiregister 2011 viser, at når der tages højde for den statistiske usikkerhed, opfylder Aarhus Universitetshospital seks ud af otte indikatorer, mens Regionshospitalet Viborg opfylder samtlige indikatorer. På landsplan er samtlige indikatorer opfyldt, når der tages højde for den statistiske usikkerhed.

 

I 2011 fedmeopererede Aarhus Universitetshospital 114 patienter, mens Regionshospitalet Viborg opererede 67 patienter. På landsplan er der til Dansk Fedmekirurgiregister indberettet 2.374 patienter. Antallet af operationer er på landsplan faldet markant efter indførelsen af nye visitationskriterier for adgang til offentlig finansieret fedmekirurgi, som trådte i kraft pr. 1. januar 2011.

 

I vedlagte bilag vises indikatorerne for Dansk Fedmekirurgiregister fra årsrapporten 2011 sammenholdt med resultater fra årsrapporten 2010. I dataene for 2010 er det dog kun resultater for indikatorerne et til fire, der er med. Det skyldes, at databasen først er gået i drift i 2010, og indikatorerne fem til otte forudsætter mindst et års opfølgningstid.

På den regionale audit orienterede afdelingerne om særlige problemområder samt om planlagte/allerede iværksatte forbedringstiltag. Denne orientering fremgår af bilaget.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Sagnr.: 1-30-72-202-07

27. Orientering om ansøgning til pulje til styrket indsats for unge med hjerneskade

Resume

Region Midtjylland har sendt en ansøgning til en finanslovspulje afsat til styrket indsats for unge med hjerneskade. Regionen har ansøgt om ca. 5,3 mio. kr. årligt i perioden 2012-2015 til fire nye indsatser.

Forretningsudvalget indstiller,

at orienteringen tages til orientering.

Sagsfremstilling

Det rådgivende udvalg vedrørende hospitalsområdet har på sit møde den 10. september 2012 overfor forretningsudvalget anbefalet den foreliggende indstilling.

 

Region Midtjylland har ansøgt om ca. 21,1 mio. kr., der uddeles over fire år fra en pulje afsat på finansloven. Puljen er med henblik på, at unge med hjerneskade hurtigere får rehabilitering, og den udgør 25 mio. kr. årligt mellem 2012-2015. Heraf kan Region Midtjylland ansøge om mellem ca. 5,2 og 5,3 mio. kr. hvert år.

   

Region Midtjyllands ansøgning er udarbejdet med Hammel Neurocenter som tovholder, da centret varetager højt specialiseret rehabilitering af unge med hjerneskade. Der ansøges om finansiering til fire initiativer, der bygger på anbefalinger i Sundhedsstyrelsens seneste forløbsprogram for rehabilitering af hjerneskadede. For at få del i puljemidlerne, er det et krav, at indsatserne ikke allerede indgår i regionens nuværende indsats.

 

De initiativer, der ansøges om finansiering til, har fokus på:

 

  1. tidlig udskrivelse med udvidet støtte efter specialiseret neurorehabilitering

  2. unge med en erhvervet let hjerneskade

  3. hjernerystelse og følger herefter

  4. etablering af kompetencecenter.

I forbindelse med første initiativ etableres en støttende funktion, hvilket har vist effekt blandt apopleksipatienter. Hermed kan det undersøges, om organiseringen kan overføres med samme effekt til unge med andre hjerneskader. Projektets andet og tredje initiativ udbydes til unge, der typisk har været kortvarigt indlagt på hospital, set på skadestuen eller hos egen læge og efterfølgende sendt hjem uden tilbud om yderligere behandling eller opfølgning. Med projekterne vil man kunne undersøge effekten af en målrettet indsats i forhold til funktionsevne og aktiviteter i hverdagen. Gennem det sidste initiativ åbnes op for information, undervisning og rådgivning til unge, deres pårørende og netværk samt kompetenceudvikling til professionelle i primær- og sekundærsektoren.

  

Hvis initiativerne viser sig effektive, kan de efter projektperioden gøres til en fast del af Region Midtjyllands rehabiliteringstilbud til unge med hjerneskade. Tilbuddene kan også udbredes til andre aldersgrupper og andre hospitaler.

 

Ansøgningen er sendt den 31. august 2012, og ministeriet forventer at svare på ansøgningen i løbet af efteråret 2012.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget.

 

Mette Rohde Terp, Henrik Fjeldgaard, Fatma Øktem, Poul A. Christensen, Olav Nørgaard, Jette Skive og Henning Gjellerod var forhindrede i at deltage i sagens behandling.